ERFARINGER

Computer

Dato: 28. februar 2002
Fra: Mai-Britt
Emne: Computerprogrammer

Emil bruger meget computer. Vi har haft stor glæde af at være tilmeldt Solbakkens Datatek (www.sbc-it.dk, pris kr. 875,00 årligt - dette dækker kommunen). Fordelen ved dette Datatek er, at man her låner »spil« i 2 mdr. ad gangen, og kataloget er meget overskueligt opsat efter udviklingsalder og kategorier eksempelvis: Tryk og leg, Tegn og Mal, Former og Begreber, Tal og Bogstaver.

Desuden har vi gjort en del brug af Cd-en »Billedordbog«, købt ved UNI-C (for 299,00), hvori der er forskellige kombinationsmuligheder for at sætte ord og billeder sammen. Desuden indeholder cd-en en redigeringsdel, hvor man har mulighed for at indsætte egne billeder og indtale egne ord.

Mikro Værkstedet A/S sælger et program »SpeechViewer lll«. Et program, hvor figurene kun reagerer, hvis man via mikrofon indtaler det rette ord. Programmet skulle være temmelig dyrt, omkring kr. 6.000,00, og ifølge leder af specialbørnehaven for børn med autisme i Vodskov, er det et program, som de har utrolig meget glæde af i forhold til sprogindlæring for deres børn. Dog mente hun, at programmet kræver en del kendskab til sprogets opbygning osv., så hendes anbefaling var programmerne »Sig Noget!« og »Sig Noget Mere!« (ca. 300,00 kr. pr. program), fra AB-Handic-Help www.abhh.dk. Er der nogen, der har kendskab til disse programmer? Desuden har de oplyst, at de evt. vil få programmerne i Datateket.


Dato: 1. marts 2002
Fra: Sophie
Emne: Computerspil

Vi har et godt et der hedder »My first Toddler School« fra Dorling Kindersley Ltd. (som vi ELSKER, fordi de altid bruger rigtige photos i stedet for tegninger!) Se beskrivelsen/bestil hos Amazon.

CD-rommen har 6 nemme spil der kan spilles på forskellige sværhedsgrader. Lewis elsker det og lærer stadig fra det. Der er bl.a. også et spil med dyrelyde efter devisen: knock-knock.who's there - man hører en lyd og skal gætte, hvem der er bag døren. Nemmest er det, når der er to dyr synlige at vælge mellem, men spillet kan nemt indstilles, så man kun hører lyden og skal gætte dyret uden at have visuelle prompts. Nemt at bruge - kan varmt anbefales.


Dato: 1. marts 2002
Fra: Cecilia
Emne: Computere og sprog

Tak for mange fine input og ideer til computerspil mm. Jeg har lige været inde på Mikro Værkstedets hjemmeside for at se, hvad de havde af ting, jeg kunne ønske mig til David.

Jeg vil lige benytte materialeudvekslingen her som lejlighed til at fortælle om et par overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med computere og computerspil til David.

Først og fremmest har vi herhjemme - med Martin Computer-freak Brynskov i spidsen - den indstilling, at børn uden computerkendskab i vores samfund i dag er (unødigt) handicappede. Vi har altså en grundholdning, der er alt andet end computer-fjendsk, og Martin var da også overmåde stolt den dag for ca. to år siden, da David endelig forstod forbindelsen mellem cursoren og musen. David har siden haft mange forskellige computerspil, som han både har haft glæde af at spille og lært meget af.

Men. Der er store potentielle problemer ved Davids computer-brug - ikke mindst på det sproglige område:

I sommer havde han for eksempel et, der hed Magnus og Myggen, hvor en lille bi hoppede op og ned og viste tallene fra 1 til 100, samtidig med at en drengestemme talte til 100.

David havde cd'en med, den uge vi var i Norge, og et par gange om dagen sad han og Anna i hytten og hyggede sig sammen ved at spille nogle af de spil, der var på cd'en. Pludselig viste det sig, at bi-scenen var blevet Davids foretrukne, og at han tog den frem, hver gang Anna lige var på toilettet eller skulle hen efter et glas vand. Og da vi kom hjem til Århus igen, kunne han tælle fra 1 til 100 og genkende alle tallene fra 1 til 100. Det var jo meget fint - Anna blev i al fald misundelig og afkrævede os straks tid til at lære hende det også. Men vi opdagede hen ad vejen, at den dreng, der havde indtalt tallene, havde udtalt dem, som de staves, ikke som de rigtigt skal udtales.

Når man fx siger 'atten', så udtaler man t'erne som d. Det gør vi alle, og hvis man slår op i en dansk udtaleordbog, så står det der også. Men det var der altså ingen, der havde fortalt den lille dreng, der lagde stemme til Magnus. Det betød, at David pludselig havde erhvervet sig en udtale af mange af tallene fra 1 til 100 i en meget kunstig form, på en måde, som intet levende menneske udtaler dem. Og hvis det nu havde været Anna, ville hun med tiden bare have koordineret med, hvad hun hører os sige, men det gør David jo kun i ringe grad, og derfor kan det tage lang tid at få aflært, for de sidder jo - som I sikkert kender - godt fast.

Dette er kun ét eksempel på en sprogligt dårlig cd, men hvis jeg havde tid til at skrive et endnu længere brev, kunne jeg remse op i mange dage.

Jeg synes derfor, der er grund til at være meget på vagt - ikke mindst over for cd'er, der går for at være brugbare til sprogindlæring. Det er en helt klassisk fejltagelse, når der indtales overtydelige ord på den slags materiale.

Selv talepædagoger kan komme til - ud fra en venlig hensigt om at være tydelige - at tale, som vi staver, og det er altså temmelig problematisk på dansk (men ikke på fx norsk eller spansk), fordi det har for lidt at gøre med, hvordan ordene egentlig skal udtales, og derfor kun forvirrer barnet (impressivt problem) eller evt. lærer det en forkert udtale (ekspressivt problem).

I den cd, jeg kunne finde på Mikro Værkstedet, som måske er den nye udgave af SpeechViewer (den hedder CD-ORD3), var der indtalt et vist antal ord »med rigtig menneskestemme«, og når de blev kombineret, kunne der fremkomme et vist antal sætninger. Den kunne således læse højt, mens den high lightede ordene i en næsten hvilken som helst dansk tekst. Det lyder jo tillokkende. Men jeg ser mange potentielle uhensigtsmæssigheder ved brugen af denne cd, ikke mindst for den person, der skal bruge den til sprog- og læseindlæring, som de opfordrer til.

Måske er det den første cd i Danmark, hvor den, der har indtalt ordene, rent faktisk har siddet med en udtaleordbog i stedet for en retskrivningsordbog foran sig, og så er vi selvfølgelig nået langt. Men næste problem er så, at der næppe kan være taget højde for, at mange ord på dansk for eksempel ændrer udtale, når de optræder i en sætning. Når et ord som 'jeg' står alene, udtales det noget i retning af 'jaj'. Men når der ikke er tryk på det, og det for eksempel står inde midt i en sætning: »Det vil jeg gerne«, udtales det noget i retning af 'jar', altså uden den sidste j-lyd.

Og den slags kan jeg ikke forestille mig, at der er (eller overhovedet kan blive) taget højde for i alle sætningskombinationerne på en computer, og derfor er det problematisk som værktøj til især sprogindlæring.

Konklusion: Computeren har masser af fantastiske anvendelsesmuligheder, men det er vigtigt at bruge den med omtanke - ikke mindst når det gælder vores autistiske børn.


Dato: 1. marts
Fra: Joi
Emne: Spørgsmål til Sophie

Jeg har kigget på beskrivelsen af My First Toddler School, og det ser godt ud. Vi har tidligere haft gode erfaringer med engelske og amerikanske computerprogrammer, den gang Teis begyndte at bruge computere (han er 10 nu).

Han har haft stor glæde af programmer som Busy Town, JumpStart Kindergarten og Crayola, PuttPutt og Freddie Fish. Men kan du vurdere, hvor stor betydning sproget har i My First Toddler School? Vil Rud kunne have glæde af det, selv om han selvfølgelig ikke forstår et ord engelsk?


Dato: 1. marts
Fra: Sophie
Emne: Svar til Joi

CD-rommen er naturligvis på engelsk, men vi kører den næsten altid uden lyd, for at få Lewis til at benævne ordene af sig selv etc. Så min erfaring er klart, at det er anvendeligt for alle. Og dyrelydene er naturligvis internationale :o)

Der er dog en af de 6 sektioner der er små børnesange og de er naturligvis klassiske engelske sange.

De 6 spil på CD-rommen er:

  1. Pop and Peek.
    Et billede af f.eks en hund er dækket af 3 balloner. Ved at trykke på ballonerne (vi får Lewis til at pege på skærmen og vi klikker) springer ballonerne og billedet afsløres langsomt.
  2. Pick a Sticker
    Konturen af f.eks en sko skal matches med billedet der passer i konturen.
  3. Who is there?
    Dyrelydsspillet
  4. Song and Dance
    Børnesange (engelske)
  5. Picture book
    Massevis af forskellige billeder hvor man bare kan tale om hvad der er på billedet
  6. Pairs and Partners
    At finde ting, der hører sammen. F.eks. et par sko eller et par hansker etc.
    lidt sværere: tandbørste og tandpaste etc. Sværest: dronning og konge etc.

Håber at det beskriver lidt bedre.


Dato: 1. marts 2002
Fra: Mai-Britt
Emne: Kommentar til Cecilia

Jeg er ganske enig i dine tanker omkring computerprogrammer. Arbejder man med sprog og computer, skal man tænke sig godt om. Men computeren kan være et redskab, i hvert fald i vort tilfælde, til at gøre opgaverne lidt mere variende. For eksempel er et almindeligt paint-program, som ligger i alle computere i dag, også udemærket.

Emil havde stor fornøjelse af i begyndelsen at lave »krusseduller« i paint-program, og derefter udfylde felterne med farve. Der findes også programmer, hvor man skal udfylde felter i en malebog efter tal eller bogstaver. Desuden kan man også få disse »museblyanter«, som minder lidt mere om virkelige blyanter, end en mus gør.

MEN, jeg mener, man skal være varsom med, i hvilke mængder man arbejder med computeren i stedet for papir.

I forhold til autismens væsen og alenearbejdet ved computeren har du ret, Cecilia, men vi oplever mere og mere Emil med i grupperne omkring computeren. Desuden er det på nuværende tidspunkt et af de punkter, hvor han er foran eller på lige fod med »normale« børn i samme alder, hvor de arbejder/leger med samme udgangspunkt, og der foregår dialog.


Dato: 5. marts
Fra: Mads' mor
Emne: Gode måder at bruge computeren på

For nogle dage siden var der lidt computer-diskussion her på listen. Jeg er helt enig i Cecilias betragtninger mht., at vi bør overveje, hvordan og hvor meget vores børn skal bruge computeren, men jeg har også lidt supplerende betragtninger:

Gunnar har set Mads' kompetencer på computeren, og han foreslog derfor, at vi brugte computeren på (min.) to måder:

For det første kunne vi bruge den (og videoen) til at »træne« joint attention, således at det bliver en fælles proces at sidde foran skærmen. Vi synes, at det virker - vi tilstræber at sidde sammen med Mads, når han spiller computer (eller ser video), og vi benævner objekter og verber mv., ligesom vi griner sammen over pudsige ting, og slår hånden i bordet sammen og siger »øv«, når tingene går galt - og når Mads sidder alene, kommer han ofte og henter én af os - det er hyggeligt!

For det andet har Gunnar foreslået, at vi bruger computeren (og igen også videoen) som belønning for god træning - vi ved ikke, om Mads har fanget denne kobling, men måske .

Vores projekt med joint attention har forøvrigt bevirket, at Mads i visse computerspil selv benævner objekter - fx har han et relativt nyt spil med Peter Pedal, hvor man ud af tre objekter skal klikke på »den anderledes« (fx den, der størst), og her sidder Mads selv og benævner objekterne - og han har på den måde lært ordene »pære« og »koalabjørn«.

Og endelig tænker vi, at computerspil formentlig er godt for en fortsat udvikling af Mads' øje-hånd-koordination - i hvert tilfælde er han utrolig dygtig til at svinge Tarzan gennem lianerne og Anders And gennem alverdens farer.

Nå jo, og så er der tilsidst den helt lille detalje, at Mads via computeren (og igen video-filmene) får lært noget »børnekultur« - og det, synes vi, er relevant, i tilfælde af at han en skønne dag kommer i en almindelig børnehave. Via computerspil kender Mads både Tarzan, Anders And, Hugo, Mumi, Pixeline og Peter Pedal.

Ovenstående er garanteret også lidt efterrationalisering i forhold til, at vi gerne vil gøre Mads glad - og det bliver han, når han får lov til at spille computer.


Dato: 6. marts
Fra: Sophie
Emne: Computer og video

Angående diskusionen om computer-brug/misbrug. Jeg kan helt følge Cecilias holdninger til, at computeren let kan blive en ensom affære og at der er farer for fikseringer her, men jeg har det også som Mads' mor - at den kan bruges til gode stunder også. Lewis har aldrig været ellevild med Computeren. Når den er tændt og jeg finder et spil frem til ham, kommer han begejstret hen og vi bruger en halv times tid med at pege og tale om tingene på skærmen. Men det er ikke noget han plager om og faktisk står computeren i vores træningslokale og er slet ikke distraherende. Så måske er Mads' mor og jeg bare »heldige«, at vores børn ikke er så facinerede af computeren.

Men jeg kender da problemet fra videoen, som Lewis tilgengæld er MEGET vild med. Hvis det stod til ham, så han video det meste af dagen. Og det er jo traditionelt ikke en særlig social activitet. Jeg er nu af den holdning at Lewis lærer bedst fra det der betager ham og hvis det er videoen, ja, så prøver jeg at finde måder han kan lære fra den.

Jeg har med hård hånd fjernet de fleste af hans »asociale« videoer så som Thomas Tog (thomas the tankengine) Teletubbies etc og har målrettet arbejdet på at interessere ham i videoer som har een eller anden positiv indvirkning på hans udvikling. Han har et par gode videoer med små historier og så sidder jeg sammen med ham og vi peger og benævner ting i videoen. Nogle gange har jeg kunne finde bogen til disse historier, hvilket han elsker og jeg håber at dette træner hans fantasi - altså at han se billederne i bogen og så husker/forestiller sig filmen. Også film af dyr synes jeg er godt - vi har en om Zoologisk have og igen øger det hans interesse i Zoo, når vi så er der. Og så ELSKER Lewis musik, så jeg har fundet nogle gode videoer med rigtige børn, der synger og danser de mest kendte børnehavesange. Så kopierer vi sammen bevægelserne foran TVet og jeg har også købt korresponderende CDere så vi også kan danse dansene når TVet er slukket.

Dette har forflyttet Lewis' interesse i TVet over på musik og dans og det er jo en dejlig interactiv/social aktivitet. Det har betydet at Lewis nu danser med sammen med de andre børn i børnehaven etc. Så generelt prøver jeg at vælge videoer som vi kan bruge til at trække hans interesser ud i det virkelige liv.

Mads' mor skrev om hvordan hun bruger computeren som belønning for god træning. Det er klart et bevidst valg hos os at vi bruger ALT hvad Lewis kan lide som forstærkning og belønning. Selv meget autistiske aktiviteter er inkluderede i vores forstærkningsliste. Lewis elsker f.eks. at rasle ting foran øjnene. I en overgang var det snore, nu er det dukker, hvis ben så danser for øjnene af ham. I dagligdagen forsøger vi at minimalisere denne »stim« men når vi træner kan dukken være en stærkere forstærker end f.eks. en vingummibamse.

Jeg har også læst at ved at bruge »stim-toys« som forstærkere, aftager stimmen samtidig.

Dette princip prøver vi også at bruge med videoen. Vi har alle videoerne i en skuffe ved TVet og Lewis kan ikke selv åbne den. Uden på skuffen har jeg lavet et lille visuelt skema - en stribe velcro med 4 røde kort og eet grønt kort på. Når Lewis trækker mig hen til skuffen og vil have sin video, sætter jeg mig på gulvet sammen med ham og så skal han arbejde for hvert rødt kort.

Det kan være imitationsøvelser, ord-kopiering eller øjenkontakt. Han får et rødt kort som forstærkning for hver lille opgave. Når han så til sidst tager det grønne kort af, er der »grønt lys« for at åbne skuffen og han får lov til at vælge sin video. På den måde er der klar kopling for ham at hvis han arbejder godt, så får han lov at se video.

Selvom jeg er modstander af PECS og anden omfattende visuel støtte, synes jeg at sådanne visuelle skemaer og hints kan være rigtig gode når en kopling ikke lige er indlysende. Naturligvis paret med verbal forklaring også - »først arbejder vi - så ser vi video« Vi bruger også videoen til at komme igennem andre problemer. I lang tid ville Lewis ikke gå og hylede og skreg uhæmmet højt når han skulle gå hjem fra legepladsen etc. Han er en tung dreng så vi kunne jo ikke blive ved med at bære rundt på ham. Nu har vi arbejdet os frem til at han altid går selv og det er bl.a. forstærkere som videoen der hjalp. »Lad os gå hjem og se en video« og straks er det nemmere at flytte de små ben uden konstant at blive bedt om at blive båret!

Så jeg er ikke modstander af computeren eller videoen eller hvad der nu måtte være barnets lyst. Det kan udnyttes.


Dato: 7. marts
Fra: Martin
Emne: Computere, video og musik

Jeg vil lige smide mine to cents ind i snakken om computere, video og musik. Mine erfaringer gælder selvfølgelig kun for David og kan ikke nødvendigvis overføres til andre.

David elsker at sidde ved computeren og videoen. Det har alle dage kunnet fange hans totale opmærksomhed. Faktisk var det en af de ting, Cecilias mor bemærkede tidligst ved David, at han 11 måneder gammel kunne sidde stille i en time og se Tryllefløjten (i en tysk animationsfilmsudgave) uden at rokke sig ud af flækken. Senere så han fx »Lord of the Dance« (irsk danseshow) og imiterede flittigt danserne og deres kropsholdninger.

På samme måde med computeren. Lyde og animationer bliver endnu sjovere, når man selv kan vælge de spændende sekvenser ud og se dem igen og igen, samtidig med at man undgår de kedelige.

David har også altid elsket musik, både passivt og aktivt, og som noget af det første lærte han at sige, hvilket nummer på CDen han ville høre.

Der tegnede sig imidlertid et rigidt mønster i Davids brug af musik, video, computer: Overdreven gentagelse af et begrænset udsnit af »værket«. Han ville hele tiden høre de samme sange, hele tiden se de samme scener i den samme film og gentage de samme sekvenser i det samme computerspil igen og igen. Han var som en narkoman, når han først kørte i en sådan »rille«. Han flippede fuldstændig ud, hvis man prøvede at vise ham noget andet.

Med jævne mellemrum skiftede han favoritter, men i forhold til Anna var Davids adfærd overordentlig stereotyp (ikke overraskende, når det som bekendt er tredje kriterium for diagnosen).

Nu har vi efter to år med supervision (vi havde »jubilæum« i søndags) efterhånden arbejdet meget med denne problematik, for det ville jo være en skam ikke at udnytte de muligheder, disse medier giver.

Problemerne opstår ofte (men ikke kun), når David vælger helt frit og har mulighed for at vælge det samme igen og igen, så målet har været at sikre variation, at vænne David til forandring. (Dette princip genfindes naturligvis overalt, hvor David har indskrænket adfærd, fx spisning). Derfor har vi indført flg. praksis:

Musik: CDen står så højt, at David ikke selv kan vælge, men må høre pladen fra ende til anden, eller evt. bede os om at hjælpe ham. Kasettebånd er også en god ting. I stuen kan David godt nå anlægget, men da er vi til stede, så vi kan være over ham.

Video: Som udgangspunkt må David ikke se den samme film flere gange. Han ser derfor stort set aldrig video længere. Børnepasning vha. videoen er selvfølgelig bandlyst. Han ser lidt børnefjernsyn, tit sammen med Anna, og er således forskånet for gentagelser - næsten: Vi er ved at blive sindssyge over reklamer. De er jo netop designet til at blive husket, så det eneste, der for alvor brænder sig ind i Davids (og dermed familiens) bevidsthed, er slogans fra BR og McDonalds. Ret træls. Derudover er der de andre faste elementer, fx TV-Avisens jingle etc. Dem har han altid fæstnet sig ved.

Computer: David laver to ting: spiller spil og surfer på nettet. Der er altid en voksen sammen med ham. Disse aktiviteter kræver endnu mere årvågenhed fra vores side end video, så han får sjældent lov til at spille det samme spil eller se det samme web site ret mange gange, før han får en solid pause. Det er fantastisk at kunne gå ind www.shrek.com og lære om filmen og figurerne, inden vi skal i biografen, men ikke noget med at se den ti gange bagefter.

Computeren volder størst kvaler, faktisk fordi den umiddelbart virker så lovende. Computeren er et »interaktivt« medie, men det er også et meget »autistisk« medie. Den er forudsigelig. Det er meget svært, for ikke at sige tæt ved umuligt, at lave et computerspil, som både er letforståeligt og varieret. Jeg har endnu ikke set et, som David ikke lynhurtigt havde overskuet og så at sige »tømt« for overraskelser. Han kendte simpelthen de mulige responser, så det blev ren rutine, rent rituelt at »spille« dem.

Meget ofte er spillene desuden tilrettelagt fuldstændig absurd mht. forstærkning. Det nytter ikke noget, at opgaverne er varierede, når feedback'en, forstærkningen er begrænset, og i øvrigt totalt autistisk, fordi computeren jo ingen jordisk chance har for at reagere fx på Davids opmærksomhedsniveau. Vi ved alle, hvor kompliceret det kan være at gennemskue, hvordan man får forstærket den rigtige respons. Ofte sker der ligefrem en forstærkning af den forkerte respons, fx den stereotype adfærd.

Noget andet er, at når barnet - og her taler vi generelt - har en forventning om at få en respons, så sker der simpelthen ingen forstærkning. På konferencen Brain & Cognition [Skejby Sygehus, februar 2002] var der i et oplæg et nydeligt eksempel på, hvordan hjernens belønningssystem (eller rettere et af dem) virker. Hvis en respons var forventet, skete der ingenting. Hvis en respons var uventet, skete der forstærkning (enten positiv eller negativ). Effektiv forstærkning er en hel videnskab, som vi er nødt til at forholde os konkret til, når vi sidder på gulvet.

Man kan uden tvivl lave meget bedre spil end dem, vi har set til dato, men jeg må sige, at jeg på mit fags vegne er skuffet. Måske ville det bedste lige nu være helt at lade træneren styre forstærkningen, med de muligheder computeren som medie giver?

Dette var som sagt bare mine tanker, som nok mest udspringer af frustration over, at computeren ser ud til at kunne så meget, men at tænkende trænere er fuldstændig uundværlige selv i denne situation.

Cecilia Brynskov / 24.05.2003