ERFARINGER

Drømme


Dato: 12. februar 2002
Fra: Cecilia
Emne: At snakke om sine drømme

David er begyndt at kunne fortælle lidt om, hvad han drømmer. Og indimellem har han nogle vilde mareridt. Han var i biografen lige inden nytår, hvor han så ATLANTIS, og siden har han drømt om store edderkopper og andre uhyggelige ting fra netop denne film.

Men så forleden dag fortalte han igen, at han havde drømt noget uhyggeligt. Og da vi spurgte, hvad det var, sagde han, at det var en ko! Vi regnede først med, at han havde forvekslet ordene hyggelig og uhyggelig (som han endnu aldrig har trænet på, men alligevel så småt er begyndt at forstå). Vi tænkte, at en ko da ikke kunne være uhyggelig. Men næsten hver dag siden har han nævnt det og fastholdt, at koen var uhyggelig, og at han var »bange for koen« osv., hvilket vi så selvfølgelig har snakket med ham om.

Men her til aften kom der så en ekstra forklaring på: »Koen uhyggelig, Emils far«, og så kom Martin i tanker om, at der for et par søndage siden havde været et afsnit Emil fra Lønneberg, hvor faren havde købt en vild ko, der løb omkring og så farlig ud. Det viste sig at være den, og da Martin spurgte, om den havde horn, og tog sine hænder op i panden, blev David virkelig bange og sagde: »Jeg vil ikk' ha' Emils fars ko!«.

Se også

At snakke om fortidige hændelser og følelser (Sprog: Fortid)

Cecilia Brynskov / 03.10.2002