ERFARINGER

Følelser


Dato: 12. februar 2002
Fra: Cecilia
Emne: At være bange

I september [2001] var jeg så uansvarlig at tage David med i spøgelsestoget i TIVOLI. Han havde nydt at være i TIVOLI indtil da, og havde prøvet mange forskellige forlystelser, som han havde stor glæde af, også nogle, hvor man kom højt højt op i luften, og jeg selv var en smule bange. Men David var aldrig bange, og havde i øvrigt aldrig nogensinde været bange for noget som helst indtil den dag, og han plejede også bare at grine, når han så et monster.

Derfor tænkte jeg selvfølgelig, at der ikke kunne ske noget ved at tage ham med i spøgelsestoget. Men der tog jeg fejl. Fra det øjeblik, vi kørte ude fra lyset og gennem de første låger ind i mørket, var han skrækslagen. Han nåede at høre nogle brøl og se en smuk nøgen kvinde vende sig om og forvandles til en gnækkende heks med skelet-krop, og herefter var der nogle sirener og en masse andre meget høje lyde, og så skreg han ellers bare. Faktisk skreg han hele resten af vejen, og jeg knugede ham ind til mig, mens jeg holdt ham for øjne og ører, så godt jeg kunne. Og da vi efter det, der føltes som en evighed, endelig kom ud i lyset igen, var jeg mindst lige så ked af det som han, og jeg fortrød så inderligt, at jeg havde udsat ham for den oplevelse.

 

Se også

Sprog: Fortid (om følelser)

Men der er åbenbart ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For David havde for det første prøvet at være bange for første gang i sit liv, og selvom denne følelse ikke umiddelbart er rar, så er det jo nok alligevel lidt vigtigt at have følt den. Samtidig kunne vi begynde at lære ham, hvad 'uhyggelig' og 'bange' er for noget, og det er jo både vigtigt for, at han kan lære at registrere sine egne og andres følelser.


Dato: 26. februar 2002
Fra: Sophie
Emne: Imitation af følelsesudtryk

Lige nu laver vi en del oral imitation, hvor vi også træner ansigtsudtryk så som smil og trist ansigt etc. Denne øvelse er SÅ vigtig, synes jeg, for at lære barnet at læse andres følelser senere. Og så er det en god måde at få øjenkontakt (han skal jo se på dit ansigt for at se, hvad du laver) og et godt grin, når man laver mærkelige ansigter sammen.


Dato: 3. april 2002
Fra: Mads' mor
Emne: Person og følelse

Først lærte Mads at genkende følelser på boardmaker-billeder og fotografier af familiemedlemmer. Han lærte følelserne »glad«, »ked af«, »sur« og »forbløffet« (den sidste mest fordi den var sjov og karakteristisk). Han har også lært selv at vise følelserne på instruktionen »kan Mads være glad«, for eksempel.

Mads har lært personkategorierne baby, dreng, pige, dame, mand, gammel dame, gammel mand. Det tog ham 3 uger at lære dreng og pige, og så lærte han de næste fem på 1½ uge. Han lærte dem vha. tre-dimensionelle objekter (hans storesøster havde Barbiedukker = baby, dreng, pige, dame og mand) og 2-dimensionelle boardmakerbilleder og fotografier (familiemedlemmer og udklip fra ugeblade mv.).

Så nu, hvor Mads skal lære person + følelse, har vi taget nogle af de kendte person-boardmakerbilleder og gjort dem tydeligt glade og sure (og har også lavet dem »ked af« i går, men dem har vi ikke inddraget i træningen endnu). Så giver jeg Mads fire af disse boardmaker-billeder (i dag for eksempel glad dame, sur dame, glad mand, sur mand) et for et og benævner dem samtidig med to ord. Mads lægger dem til rette på bordet, og jeg siger »hvad er det?« og peger på det første. Hvis han kun nævner følelsen eller personen, prompter jeg ham til begge dele, og så benævner han selv de efterfølgende tre billeder med to-ord. Derefter beder jeg ham om billederne ét for ét, fx »giv mig sur dame«, hvilket betyder dobbelt repetition af sætningen, fordi jeg benævner det, og fordi Mads benævner det igen, når han giver mig det. Desuden skærper en sådan »giv-mig-øvelse« hans opmærksomhed på detaljer.


Dato: 20. september 2002
Fra: Cecilia
Emne: Davids opmærksomhed på andres følelser

Under arbejdet med at samle de gamle mails til websitet er jeg faldet over et par af mine egne, hvor jeg fortæller, at David aldrig ænser andres reaktioner. Disse mails er fra foråret, og mine beskrivelser er ganske rammende – eller rettere: var. For det forunderlige er, at det allerede er noget andet i dag.

Han har selvfølgelig haft en del forskellige opgaver på drill-listen om følelser – gennem lang tid. Han startede med at skulle genkende, om en person var sur eller glad, og senere blev der udvidet til andre følelser. Dette er for længst generaliseret til, at han kan registrere følelser hos andre omkring sig, når han ellers formår at holde opmærksomheden på det. Og faktisk har han længe været meget interesseret i, hvad vi andre følte – især hvis en af os har været ked af det. Det har han ikke kunnet lide, og han har været særdeles opfindsom i sine bestræbelser på at få især Anna i godt humør igen, hvis hun har været ked af det.

Men derfra og så til at forudsige, at nogen kunne have en bestemt reaktion på en hændelse, er der faktisk langt. Han har tidligere været ganske ubevidst om, at han selv kunne forårsage reaktioner hos andre. Han har registreret dem, når de kom, og han er næsten altid blevet ked af det, hvis andre har været kede af det, men han har ikke været i stand til at gennemskue, hvad der udløste sorgen, eller at det indimellem faktisk var ham selv, der var årsag til den.

Men både før og efter sommerferien har han trænet meget på årsagsrelationer. Et eksempel: Han får et billede af en pige, der græder, mens hun holder sig til et blødende sår på knæet, og træner spørger: »Hvorfor er pigen ked af det?«, og David lærer at svare: »Fordi hun har slået sig«. Hans problem i disse opgaver har næsten aldrig været, at han ikke kunne gennemskue selve årsagsrelationen (hvorfor pigen var ked af det), men derimod at han havde svært ved sprogligt at forstå, hvad spørgsmålet gik ud på, og især hvordan han skulle formulere svaret. I de situationer, hvor han har forstået spørgsmålet, har han for eksempel svaret: »Av, blod« i stedet for »Fordi det bløder« eller »Fordi hun har slået sig«.

Nu har han trænet på den slags opgaver med mange forskellige aktører, hændelser og årsagsrelationer, og han har fået temmelig godt styr på, hvad det vil sige, at noget forårsager noget andet, ligesom han har fået erhvervet de sproglige redskaber (både impressive og ekspressive), der gør ham i stand til at snakke om det.

Han har gradvist brugt det mere og mere, i takt med at vi herhjemme har opmuntret ham til at bruge det i så mange situationer som muligt. Men i løbet af den sidste uge er det gået hurtigt med en udvikling, hvor han især har fokuseret på, hvilken reaktion noget ville udløse hos andre. Det startede med, at han selv spurgte om noget, som han godt vidste, at han ikke måtte, fordi en eller anden ville blive sur. Han har for eksempel ofte lyst til at (se, hvor sjovt det ser ud, når han) ødelægge(r) noget. Så har han for eksempel spurgt, om han måtte slå med sit sværd ind i naboens hæk, men derefter selv svaret: »Så bliver manden sur«, og så har han undladt at slå ind i hækken. Eller han har sagt: »Må jeg tisse i bussen?«, og selv svaret: »Så bliver chaufføren sur«, og så har han undladt at gøre det.

Nu er den slags 'forudsigelser' udvidet til, at han kan sige, at hvis han gør et eller andet, så bliver X sur eller ked af det. Og så undlader han at gøre det.

Jeg ved ikke, om jeg behøver at forklare, hvor praktisk den slags er i hverdagen. Det er jo sådanne 'overvejelser', der foregår helt ubevidst/automatisk hos almindelige børn, og som gør, at de ikke bare slår til højre og venstre eller gør andet 'upassende', når de får lyst, men som hos David i al fald i starten er nødt til at være fuldt bevidste. Det betyder, at han -- indtil de er 'automatiseret' som hos normale børn -- skal bruge ufattelige mændger energi på at præstere dem, og derfor synes vi selvfølgelig bare, at han er helt utrolig dygtig, fordi det overhovedet lykkes ham at lave dem og at handle efter dem.


Dato: 20. september 2002
Fra: Martin
Emne: David laver sjov

Cecilia skrev, at David kan finde på at spørge, om han må tisse i bussen. Den slags spørgsmål stiller David med et lumsk smil på læben. Den med bussen var en af de første. Han er rigtig begyndt at eksperimentere med, hvad der er lidt forbudt, og hvad der er fuldstændig og aldeles udelukket. Man kan altid se på ham, hvor slemt han vurderer et tankeeksperiment til at være: jo værre, desto frækkere ansigtsudtryk (+ intens øjenkontakt i håbet om anerkendelse af hans slyngelsind).

Det er faktisk rigtig sjovt. Kimen til dette er selvfølgelig lagt i træningssituationerne, men er hurtigt blevet bredt ud. For eksempel kunne David godt lide nogle bøger, hvor man skulle spotte ting, der ikke passede ind. Det kunne være en bjørn, der er pølsemand; en klovn, der jonglerer med tre bolde og en pære; en søløve i junglen; eller en hammer hos en grønthandler. Grundlaget er altså simple kategorier, som langsomt, men sikkert er blevet udvidet fra »objektiv« udenadslære til en opmærksomhed på, hvad »man« forventer i en given kontekst.

Denne form for eksperimenteren finder man også hos de andre drenge på Davids alder, så det giver et sjovt og godt udgangspunkt for samspil med andre, både børn og voksne. Det er helt utroligt vigtigt for de andre drenge, at de oplever, at David kan lave fis (sammen) med dem.

Cecilia Brynskov / 07.10.2002