ERFARINGER

Integration: Deltagelse i større arrangementer


Dato: 12. februar 2002
Fra: Cecilia
Emne: Fastelavn

I dag var der fastelavn i børnehaven, og det var gået strålende. Vi havde også smug-trænet lidt og forberedt David meget parallelt med, hvordan Mads' mor fortalte, at de havde gjort med Mads. Vi har også haft lånt en del udklædningsbøger på biblioteket, som vi har 'læst' sammen med ham, og så har vi kigget på tønder og masker med mere i BR.

Vi havde faktisk frygtet lidt, at David bare slet ikke ville slå katten af tønden. Han har aldrig nogensinde hverken været med til eller bare set en tøndeslagning, så det ville være meget naturligt, hvis han syntes, det var underligt. Desuden havde vi forudset, at det i al fald ville blive rigtig svært, hvis han fik færten af, at det handlede om, at der skulle være en kat inde i tønden. Han er nemlig meget glad for dyr, og han plejer at synes, det er rigtig sørgeligt, hvis der fx sker noget slemt med et dyr i en film. Men heldigvis var der ingen katte uden på de tønder, han slog på, og han opdagede helt sikkert ikke det suspekte i, at det hedder at »slå katten af tønden«.

Men altså: Vi planlagde det hele grundigt for at optimere muligheden for, at han kunne deltage på lige fod med de andre børn, og vi var så heldige, at der i fredags var fastelavn i Annas SFO, hvor Martin kunne tage video af tøndeslagningen, som vi så viste et par gange for David, mens vi forklarede om det. Det var så den første spæde generalprøve. Den anden var i søndags (hvis man overhovedet kan kalde den en generalprøve), hvor vi var til fastelavnsfest sammen med mindst hundrede andre børn og mindst lige så mange voksne oppe på en stor legeplads, der ligger midt i midtbyens mest børnerige kvarter. Her var han faktisk allerede rigtig godt tilpas med situationen, og selvom jeg synes, det var nogle små slatne slag, den lille stærke dreng slog, så var han fint med. Han klarede oven i købet at stå i urimelig lange køer igen og igen, bare for at få lov til at slå på en tønde. Jeg synes, det var flot.

Og så gik det selvfølgelig godt i dag oppe i børnehaven. Det var det vigtigste.


Dato: 27. april 2002
Fra: Mai-Britt
Emne: Deltagelse i større arrangementer med familien

Ja, så fik vi storebrors konfirmation godt overstået. Emil var ikke med i kirke, heldigvis, for seancen tog 75 minutter. PYHA.

Emil ankom til kirken, da vi andre var færdige, sammen med barnepigen, og forinden havde han udenfor opdaget de Harley Davidson-motorcykler, som holdt klar til at transportere konfirmanden til Hotel Dagmar i Ribe, hvor festen skulle holdes.

Emil var dybt imporneret, og skulle »prøvesidde« alle sammen. Jeg var specielt imponeret over, at han forsøgte at dreje på håndtagene for at køre, og fandt dog også pedaler osv.

Da motorcykerne startede, gav det et sæt i Emil, men han gjorde ingen tegn på at holde sig for ørene, så det tolker jeg som en larm, han »forstår«. Rockerne med Harley-rygmærker var også imponerede over Emil og hans entusiasme, og var klart enige om, at der var et kommende medlem af klubben.

Vi var et lille sluttet selskab på 20 personer, med et hyggeligt lokale, hvor der også var plads til børn og leg under spisningen. Emil syntes at trives godt, selvom han selvfølgelig ikke forstod meget af det, der blev sagt, men var nærværende og med på hans premisser. Desuden var der barnepige med, til at følge ham, hvis det blev for meget. Vi gik alle tur for at se stor-ken i Ribe, og det var lige sagen for Emil, skønt det var regnvejr. Emil hader regnvejr, men han fik udleveret en lille paraply, hvilket han syntes, var enormt sjovt. Man kan gå i regnvejr uden at blive våd!!!

Vi har aldrig stillet spørgsmålstegn ved, om Emil skal deltage i sådanne fester. Jeg kunne dog ane en forundring hos barnepigen, hvor hun sagde, at han jo ikke har noget ud af det. Det mener jeg, er direkte forkert. Jeg mener netop, at der er en del social træning i at deltage og mærke mennersker omkring sig, især når Emil reagerer så positivet på situationerne, som han gør.

Hvad er jeres mening om at tage børn med til sådanne arrangemeter?


Dato: 27. april 2002
Fra: Cecilia
Emne: Deltagelse i større arrangementer med familien

Hvis barnet på nogen måde kan klare det, er jeg tilhænger af, at man ikke afskærer det fra muligheden af at vænne sig til den slags store arrangementer. Det er måske muligt for os at lade vores børn leve mere eller mindre i en osteklokke, men hvad så senere? De vil jo få et kæmpe chok, hvis de først skal møde virkeligheden, når de er blevet voksne, og de vil mangle erfaringer så massivt, at det er utænkeligt, at de nogensinde vil komme til at kunne klare det, hvis de først skal lære det så sent. De vil for eksempel heller ikke have erfaringer med at sige fra.

Herhjemme gør vi et stort nummer ud af ikke at »skåne« David fra disse ting, men at vænne ham til at deltage i alt, hvad vi selv deltager i. For et par måneder siden havde vi fx cafe-»træning«, og vi har også »trænet« at gå i biografen. Men selvfølgelig er det vigtigt at tage det hele skridt for skridt – som alt andet. Ikke noget alt for uoverkommeligt, så der ikke er (næsten) sikker succes. Vi tog heller ikke David med ind at se Harry Potter, som vi i stedet så kun med Anna.

Og så kan der være en helt anden grund til, at vi indimellem vælger ikke at tage ham med: At vi ikke orker. Vi vil helst give ham så mange lærerige oplevelser som muligt, men det virker mod hensigten, hvis vi ikke har overskud. Vi kan ikke bare kaste ham ud i det og regne med, at han har godt af det uanset hvad. Og når vi derfor kan mærke, at vi trænger til for eksempel et skolearrangement alene med Anna, så får vi ham passet, vel vidende at han dermed går glip af en oplagt træningsmulighed. Men sådan er det.

Cecilia Brynskov / 23.09.2002