ERFARINGER

Integration: Træningsrum i almindelige børnehaver


Dato: 5. maj 2002
Fra: Joi
Emne: Træningsrum i børnehaverne

Et spørgsmål til dem, hvis børn går i almindelige børnehaver: Har disse børnehaver et træningsrum til jeres barn? Kan barn og støttepædagog råde over dette rum på fuld tid, eller er det reserveret til træning i et bestemt tidsrum om dagen/ugen? Hvis ikke, hvor bliver barnet så trænet og beskyttet imod børnehavens turmulhej?


Dato: 5. maj 2002
Fra: Cecilia
Emne: Træningsrum i børnehaven, David

David bliver hovedsagelig trænet i det rum, der også bliver brugt til musikterapi. Musikterapeuten er der kun om tirsdagen og ikke hele dagen, så David laver som regel bare integrationstræning i disse timer. Hvis det ikke passer ind i hans træning, finder de et andet rum, hvor de flytter nogle af tingene hen.

Musikterapirummet (som efterhånden har skriftet navn til træningsrummet) ligger i kælderen, men det er lyst og meget stort (måske 20 kvadratmeter), og så er der et sofa-arrangement, så vi kan holde både almindelige staff-møder og stor-staff-møder.

Trommerne og de andre musikinstrumenter, der er lige ved hånden, giver masser af gode forstærkningsmuligheder. Heldigvis er der også tumlerum med kugler osv. i kælderen. Det betyder, at der altid er andre børn i nærheden, og de kommer ofte ind og spørger, om de må være med til at træne med David. Det er meget kært – og ret praktisk.


Dato: 5. maj 2002
Fra: Ida
Emne: Træningsrum i børnehaven, Sebastian

Jeg tror ikke, man skal tænke så meget over det totale antal børn i en børnehave, men mere på, hvor mange der er på den enkelte stue, hvordan strukturen (pædagogikken) er på stuen – orden, styring vs. selvforvaltning, meget fri leg. Og ikke mindst må man prøve at finde ud af, hvordan pædagogerne trives med hinanden og deres leder.

Sebastians børnehave er en lille institution med 32 børn på alt for få kvadratmeter placeret på 1. sal i en andelsbolig. Kommunen vidste, det var kritisabelt og i mellemtiden har de fået lov at udvide med en tilstødende 2-vær. lejlighed og til efteråret bliver det helt totalt ombygget. Men de har nok byens største legeplads på 2000 m2 og med adgang til andre friarealer. Så det var ikke størrelsen, der afgjorde det for os, men pædagogernes imødekommenhed og hjerterum.

Sebastian trænede i et rum på 5,8 m2 i 9 måneder. Han trænede i tre omgange af 45 min. fra 8.45 til 9.30, deltog i morgensamling ½ time til kl. 10, trænede igen til 10.45, 15 min. pause uden for rummet og 45 min. træning igen. Kl. 12 spiste han frokost sammen med de andre og kl. 13 blev han hentet. Så trænede han også derhjemme om eftermiddagen.

Det lille rum var soverum for de mindste, og i begyndelsen vakte det undren, at børnene ikke længere kunne få lov at tumle derinde. Det blev til Sebastians rum, og der var nogen forældre, der ikke havde været med til orienteringsmøde, der stillede spørgsmål. De syntes, der blev taget rum fra deres børn, og det er jo forståeligt, når børnehaven ikke var større. Og af samme grund kunne vi ikke få rummet om eftermiddagen, der var sovebørn fra kl. 13.

Vi prøvede at træne i de andre rum, blandt andet kunne vi få kontoret mellem 14 og 15, men det var ikke optimalt.

Selvom rummet var lille, var det Sebastians helle. Han trak sig ofte derind af sig selv, også efter at den systematiske træning ophørte. Det er vigtigt, at der er et rum med nogenlunde fred.

Cecilia Brynskov / 21.09.2002