ERFARINGER

Øjenkontakt


Dato: 1. marts 2002
Fra: Sophie
Emne: Øjenkontakt

Dagens spørgsmål fra mig går på øjenkontakt. Er der nogen af jer, der træner dette specifikt? Jeg har indtil videre syntes, at det ikke var nødvendigt at træne, at det ville komme naturligt. Hvilket det i perioder også gør. Men lige for tiden har vi virkelig svært ved at få øjenkontakt med Lewis under træningen (og også uden for).

I en periode var det, som om han gik gennem en fase, hvor han helst ikke ville arbejde, og øjenkontakten gik ned af bakke. Nu er han igen ret glad for træningen og arbejder villigt. Han kommer upromptet til bordet, og vi har også arbejdet os frem til at kunne arbejde både på gulvet og i andre rum i huset og udendørs i mere distraherende miljøer. Så han nyder træningen, og jeg havde troet, at øjenkontakten så ville komme igen, men altså ikke rigtig. Når han er meget motiveret: Hvis vi synger eller danser eller laver noget andet, som han synes er særligt sjovt, kan han sagtens se os i øjnene og da med et virkelig dejligt glimt i øjet – rigtig god kontakt, så selvfølgelig er det et motivationsproblem. Men visse opgaver er jo mindre sjove end andre, og f.eks. i sprog-imitation er det jo vigtigt, at han har øjenkontakt og kigger på ansigtet.

Så nu har jeg altså indført fem minutters øjenkontakt-øvelse i starten af hver session. Sd: »Look at me«, venter tre-fire sekunder og prompter så ved forsigtigt at løfte hans hage op, til han ser på os. Omgående forstærkning med ros og et mini-stykke kartoffelchips. Og så skal der selvfølgelig fortsat arbejdes på øjenkontakt ved hver øvelse og konstant i dagligdagen.

Nu ville jeg bare høre, om andre har trænet øjenkontakt specifikt, og om I har gode ideer til, hvordan vi kan forbedre det både ved træning og ved leg. Eller om I synes, at det ikke bør trænes specifikt.


Dato: 1. marts 2002
Fra: Cecilia
Emne: Øjenkontakt kommer ikke af sig selv. Øjenkontakt og mentalisering

Vi har fra starten trænet øjenkontakt meget målrettet, og det har for mig at se været en helt basal og uomgængelig forudsætning for træningen med David. Dette vil jeg gerne uddybe og fortælle mere beskrivende om senere, når jeg har bedre tid.

Men et godt råd lige nu: Jeg tror, det er meget uhensigtsmæssigt at udskyde det og håbe på, at det kommer af sig selv. Det er fristende at vente, fordi det er meget svær træning (både for træneren og barnet), og fordi det virker skørt.

Men problemerne ved at undlade det er dels, at I så går glip af hans øjenkontakt her og nu (og øjenkontaktens vigtige ’frynsegoder’), dels at det er meget usandsynligt, at denne tilbøjelighed opstår af sig selv.

Davids øjenkontakt var fra starten helt utrolig dårlig, men når vi fx legede fangeleg eller i få andre situationer, hvor der var noget vildt motorisk involveret, så så han os direkte i øjnene og havde det mest vidunderlige glimt i sine. Alligevel var vi nødt til at træne målrettet på at etablere den i andre sammenhænge – til at begynde med bare i træningen – og i dag er den markant bedre.

Fx i morges lagde jeg mærke til, at han – på et tidspunkt, hvor jeg havde et eller andet sjov med Anna – var i stand til at skifte meget hurtigt mellem at se på mig og se på Anna, igen og igen, tydeligvis i et forsøg på at aflæse, hvad det nærmere bestemt var, vi havde gang i. Og denne evne er for Davids vedkommende det helt utrolige resultat af rigtig megen træning af øjenkontakten. Den er nemlig blevet markant forbedret både under træning og i hverdagen, efter at Anja [Davids træningsleder] startede, og han igen fik megen træning, bl.a. her i starten en del på øjenkontakten.

Det er min klare opfattelse, at øjenkontakten kan trænes, som man træner et beskadiget ben op. Nu er Davids øjne efterhånden blevet rigtig gode til at 'gå', og i morges kunne han sågar 'løbe' med dem. Men han har stadig kun en gryende fornemmelse af, hvad han kan bruge den erhvervede gang til, og derfor træner vi fortsat på det og minder ham om det i hverdagssituationer, for ellers går det tilbage igen.

Til sidst en lille strøtanke: På konferencen Brain and Cognition [Skejby Sygehus, 21-22. februar 2002], handlede mange oplæg og efterfølgende diskussioner om mentalisering (theory of mind og andre kognitive processer) og de bagvedliggende neurologiske mekanismer. I et af oplæggene var der en, der ganske en passant nævnte, at øjenkontakt aktiverer de samme områder i hjernen, som mentaliseringsprocesser gør. Martin og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tænke videre over dette set i forhold til autisme, og vi spandt den tanke, at en træning af øjenkontakten – eftersom den jo aktiverer områderne for mentalisering – muligvis vil kunne have en positiv effekt på netop mentaliseringsevner også. Jeg har endnu ikke fået tjekket, om der foreligger studier med fMRI- eller PET-undersøgelser af noget i den retning.


Dato: 1. marts 2002
Fra: Sophie
Emne: Hvordan træne øjenkontakt?

Jeg er helt enig med dig i, at øjenkontakt er vigtig, og som sagt er det ikke noget, vi helt har negligeret. Vi beder konstant om øjenkontakt i træningen, men jeg føler altså, at det kræver mere isoleret træning, hvorfor det nu er indført som sådan i vores sessions. Vil du ikke beskrive i detaljer hvordan I trænede/træner det?

Lewis giver også virkelig dejlig øjenkontakt, når vi laver voldsomme fysiske ting sammen, eller når han er på gyngen, og jeg skubber, og det betragter jeg også som træning, og roser og belønner ham for god øjenkontakt. I træningen arbejder vi også med mimik-imitation, som jeg synes, styrker øjenkontakt. Men jeg efterlyser altså flere konkrete ideer, så Lewis' øjne kan blive trænet som Davids :o)


Dato: 1. marts 2002
Fra: Lotte
Emne: Træning af Andreas’ øjenkontakt

Vi har det problem, at Andreas’ øjenkontakt faktisk er nogenlunde i hverdagssituationer, hvorimod den er mindre god i træningen. Vi har observeret, at han har tendens til at kigge væk – bare et kort øjeblik – når han lige har fået stillet en opgave, og man kan sige, at det måske er meget naturligt, hvis han lige vil tjekke, hvad der ligger på bordet, el.lign.

Problemet er, at vi ud fra data kan se, at der er en sammenhæng mellem hans fravær af øjenkontakt og antallet af fejlresponser på opgaverne. Det var faktisk noget, vi opdagede i forbindelse med en kvalitetskontrol (heldigt, at de bliver taget!).

Vores supervisor tager kvalitetskontrol af Andreas’ træningsleder, som tager det på det på personalet i børnehaven, og for nylig skulle jeg også lære at tage denne kvalitetskontrol, så jeg kunne lave den derhjemme på vores handicaphjælpere, som indimellem træner med Andreas.

Et af punkterne i kvalitetskontrollen er barnets opmærksomhed ved præsentation af Sd (opgaven). Samtidig registrerer vi så Andreas’ responser, altså R (rigtig), P (prompt), F (forkert). Det var her, vi opdagede den klare sammenhæng mellem antallet af fejlresponser og opmærksomheden ved Sd (opgaven).

Derfor gik vi straks i gang med at træne »Se på mig«. Først skal han give øjenkontakt, mens vi tæller til tre inde i hovedet. Det er helt i orden, at vi forstærker med fx »Fint, du ser på mig!« undervejs. Når han kan det fem gange i træk uden at slå blikket ned undervejs, har han mestret. Derefter skal vi tælle til fire, så fem, osv. Vores mål er indtil videre 10 sekunder.

I begyndelsen, da han skulle lære det, kunne en prompt være at holde en spiselig forstærker op mellem øjnene. Den kan selvfølgelig også sagtens tages i brug nu. Men det var også vigtigt at trække prompten tilbage, da han havde forstået, hvad opgaven går ud på.


Dato: 1. marts 2002
Fra: Sophie
Emne: Øjenkontakten afhængig af motivationen

Ja, for os er der også klar forbindelse mellem øjenkontakt ved start af øvelse og præstation. Det er det, jeg mener med motivation. Når Lewis er motiveret, er der bedre øjenkontakt, så vi har god øjenkontakt på øvelser, han kan lide, og som du skriver, også i øvelser, der er nye og derfor kræver større koncentration. Men det er jo netop vigtigt med koncentration i øvelser, han ikke kan lide og derfor ikke er god til.

Så vi må i gang med »Look at me«-drills – der er vist ingen vej udenom. Flere ideer er mere end velkomne!


Dato: 1. marts 2002
Fra: Cecilia
Emne: Træning af øjenkontakt på afstand

Da jeg så din sidste mail, Sophie, følte jeg mig selvfølgelig lidt forpligtet på at skrive lidt om, hvordan vi har gjort, men fordi det er så svært et område, er jeg lidt ubehageligt til mode ved at give råd, for jeg er absolut ingen ekspert på det område, og det kan så hurtigt kan gå galt,
hvis jeg siger et eller andet, som ikke virker på Lewis, som det har virket på David, eller hvad ved jeg. Det forekommer mig også frygtelig svært at beskrive med ord. Det ville være så meget lettere at vise.

Men altså, nu har Lotte skrevet nogle rigtig gode ting, synes jeg, og så vil jeg i denne omgang begrænse mig til at tilføje, at en ting, som Anja træner med David her for tiden, er at kunne holde øjenkontakten med ham, mens hun går rundt i rummet. Dette er en rigtig god øvelse. Den forudsætter selvfølgelig, at barnet allerede har lært at give øjenkontakt i de fx 10
sekunder, som Lotte snakker om. Men ellers er det faktisk meget parallelt med, hvordan man øger tiden, hvor barnet kigger. Her øger man bare afstanden, og der skal naturligvis forstærkes lige så målrettet.


Dato: 3. marts 2002
Fra: Sophie
Emne: Så er vi gået i gang

Lige en strøtanke, da jeg genlæste din mail: Det lyder rigtig spændende, det du fortæller om forbindelsen mellem øjenkontakt og mentalisering (theory of mind). Jeg er meget interesseret i at høre mere om dette og vil lige gå lidt på nettet og se, om jeg kan finde noget om emnet. Og så jeg vil gerne høre mere om diskussionerne af øjenkontakt fra den konference, du og Martin var på.

Vi har nu trænet øjenkontakt i isolation i et par dage nu, og jeg synes, at jeg allerede kan se, at han har fattet pointen. Sidst på dagen lykkedes det mig at holde hans øjenkontakt i 2-3 sekunder, før han kiggede væk. Så det er en okay start, synes jeg. Vi klør på.


Dato: 4. april 2002
Fra: Sophie
Emne: Træning af Lewis’ øjenkontakt giver resultater

Tak til Cecilia for i sin tid at råde os til træning med øjenkontakt. Det går rigtig godt! I starten trænede vi ’fluency’: Hvor mange gange han gav øjenkontakt på et minut. Da vi nåede målet (15 gange pr. minut), gik vi over til at træne ’duration’: I øjeblikket er målet tre sekunder. Vi træner det i isolation fire-fem gange i løbet af en session, og nu er vi også begyndt at forlange øjenkontakt ved respons. I løbet af dagen har jeg fundet nogle gode aktiviteter, hvor vi koncentreret kan træne øjenkontakt (fx perler på snor: Lewis skal give øjenkontakt og sige »I want a bead«, før han får den næste perle). Han er begyndt konsistent at give øjenkontakt, når vi siger hans navn – også når han er optaget af en anden aktivitet, så det er så godt. Vi er kun startet for en måned siden.


Dato: 4. april 2002
Fra Cecilia
Emne: Tillykke

Tillykke med, at træningen af øjenkontakten giver pote. Det lyder da helt utroligt med så hurtige fremskridt på det punkt. I er meget heldige, synes jeg. Det har virkelig været et af de områder, vi har måttet træne meget på.


Dato: 18. juli 2003
Fra: Anders & Helle
Emne: Antons øjenkontakt

Vi oplever, at Antons evne til øjenkontakt er meget svingende. Nogle dage er det meget svært at fange hans opmærksomhed, mens det andre dage er lige modsat. Det har helt klart noget at gøre med hans motivation for det, vi laver. Er det noget, han synes, er sjovt, eller er der tale om noget mad eller legetøj, som han meget gerne vil have fat på, er han meget insisterende og fastholdende i sin blikkontakt, hvorimod han langt fra altid kigger op på os, når vi kalder hans navn, og vi spørger ham om noget. Ved middagsbordet beder han ofte om at få noget mad uden at kigge på os og uden at sige mor eller far. Har nogle af jer nogle gode råd til, hvordan man kan træne blikkontakt i fx spisesituationen?


Dato: 8. september 2003
Fra: Cecilia
Emne: Davids øjenkontakt

Vi oplever præcis det samme med David, men kvalitativt er det ikke anderledes end, hvordan vi allesammen fungerer: Vi kigger interesseret, når vi synes, noget er spændende, mens vi slår blikket ned eller stirrer tomt ud i luften, når nogen siger noget kedeligt. Hos David er tendensen bare endnu mere udtrykt, sådan at der vikelig skal være gang i den, før han kigger intenst ind i øjnene på os.

Men det er mit klare indtryk, at det kan trænes. Vi oplever med David, at hans øjenkontakt selvfølgelig er hundrede gange bedre i dag, end før han kom i behandling. Alligevel ville det være synd at sige, at han i dag giver øjenkontakt lige så hyppigt som normale børn. Det gør han ikke. Men medmindre han er dybt optaget af noget andet, giver han øjenkontakt spontant i de fleste af de vigtige situationer, hvor andre børn forventer, at man giver den (i forbindelse med små samtaler, hilsen, spørgsmål etc.), og desuden giver han den i mange sociale situationer, hvor han ikke umiddelbart får noget konkret ud af det (som ellers tidligere var forudsætningen for, at han gav øjenkontakt spontant (som I også beskriver, er tilfældet med Anton)): Han kigger ofte hen til en af os, så dejligt interesseret og opmærksom, fordi vi ved noget sammen, tænker på det samme eller bare har lyst til at smile sammen.

Når ens barn bliver for stort til at sidde på skødet dagen lang, er det vigtigt at have andre nære ting sammen, og her synes jeg, øjenkontakten er en vigtig afløser af eller i al fald supplement til den helt intime kropslige kontakt.

Netop fordi træningen af øjenkontakten er så vigtig og samtidig et svært område for barnet, er det nødvendigt, at træningen bliver super intensiv, og det vil sige, at det skal praktiseres hele dagen lang, af alle omkring barnet. Det er måske noget, I kan tage op på et staff-møde, sådan at I enes om, at Antons træner(e) sætter intensivt fokus på det, akkurat på samme tid, som I giver den en ekstra skalle derhjemme.

Med sin(e) træner(e) kan han træne det både i opgaver med det som eneste fokus (og her fx træne på både at øge tiden og at øge afstanden mellem træner og barn), OG med ekstra fokus på det i samtlige andre øvelser, han træner i løbet af hele dagen.

Jeg mener, det kan være uhensigtsmæssigt at træne øjenkontakt som integrationsopgave, dvs. ude blandt de andre børn, fordi det er svært at prompte barnet til at kigge på de andre børn, uden at det virker underligt på dem. Af hensyn til vores børns »image« hos de andre børn er vi nødt til ikke at gå og fortælle dem om sociale regler hele tiden, mens de andre børn hører på det. Her skal træningen helst være så skjult som mulig.

Men masser af 1:1-træning suppleret med jeres kæmpe indsats i alle naturlige situationer i hjemmet, må kunne gøre en forskel. Derhjemme kan I træne det, når han beder om noget, når han får det, han har bedt om, når han selv giver nogen noget, når han kommer ind ad døren, eller andre kommer ind ad døren, når I kalder på ham, ja, simpelthen hver gang han er med i en lille bitte social udveksling.

Jeg tror, det er af stor betydning, at det koordineres, sådan at alle miljøer omkring barnet fordrer samme høje grad af øjenkontakt, dvs. social opmærksomhed, i alle tænkelige sociale situationer (og det er mange …).

Cecilia Brynskov / 09.04.2004