ERFARINGER

Søskende


Dato: 30. januar 2002
Fra: Joi
Emne: Søskende

Rud har to brødre. Den ældste er 27, han bor ikke hos os og ser ikke Rud så meget. Faktisk er det et problem, at Rud er lidt bange for ham og godt kan være utrøstelig, når hans store-storebror er på besøg.

Den anden storebror er næsten 10 år. Han er meget motiveret for at deltage i træningen af Rud, men har lidt svært ved at koncentrere sig om denne type aktiviteter: Der er så meget gang i ham, og han er engageret i så mange forskellige ting, at han sjældent har tid. Det er oftest 5 minutter her og 5 minutter der.

Jeg tror, det ville være lettere at engagere en storesøster i træningen? Hvad er jeres erfaringer med at inddrage storesøskende?


Dato: 19. februar 2002
Fra: Linda
Emne: Søskendes deltagelse i træningen

I Sverige regnede og regnede det, men så fik vi da ro til at træne. Vi etablerede straks et træningsrum, som vi jo ikke har prøvet før i det regi. Og her tilbragte vi en del timer.

Storebror Teis (på 10 år) meldte hurtigt sin store interesse for at være med til træningen, og efter at jeg først havde forsøgt at afværge, fordi jeg tænkte, at det var for meget, så kom han med.

Og hvilken succes! Han kastede sig med krum hals ud i træningen og det gik rigrtig godt. Rud kunne tilsyneladende godt kapere, at der pludselig var flere i rummet, han er jo ikke endnu så vant til at træne så meget med flere i rummet, da vores klinikvejleder kun har set os træne en gang.

Teis har et fint talent for at træne, tror jeg. Han syntes, det var sjovt, lærte lynhurtigt instrukserne og den særlige præcise sprogbrug, og Rud kigger fornøjet på ham for derefter at udføre opgaven. Og jeg sad og nød sceneriet.

Så nu har vi fået påbegyndt generaliseringen: barn i træningsrum. Teis er også et sandt generaliseringsunikun – helt af sig selv bringer han den særlige interaktion med sig i hverdagen, og når vi spiser, når han leger/er sammen med Rud, bruger han det også.

Hvis I andre har erfaringer/gode ideer til træning/generalisering med søskende, vil det være fint at høre disse?


Dato: 20. februar
Fra: Sophie
Emne: Søskendes forstærkere

Til Linda: Hvor er du heldig at have så god en hjælper i din anden søn, Teis. Hvis han har mod på at deltage i træningen, er det bare om at tage mod med kyshånd, tror jeg. Rud skal jo lære at lære fra jævnaldrene, og det starter naturligvis bedst med børn, han kender godt, som sin bror.

Med hensyn til at »skåne« Teis (hvis det var det, du mente, da du skev, at det måske var »for meget«, at Teis ville være med) så tror jeg nok, at han selv kan melde fra. Husk, at for almindelige børn er det en positiv forstærkning at hjælpe mindre børn – og at glæde forældrene. Dette skal naturligvis ikke udnyttes, men jeg tror, at du ved, hvad jeg mener.


Dato: 20. februar
Fra: Cecilia
Emne: Søstre og mostre med i træningen

David med sin søster, AnnaVi har haft utrolig gode oplevelser med at inddrage Davids storesøster, Anna, der kun er knap halvandet år ældre end David.

Hun er meget lille, og derfor er de nærmest lige store. Når det derimod gælder sprog, intelligens, socialitet, ja, alt, der ikke lige er den fysiske vægt, er Anna selvfølgelig lysår foran David. Og det var en stor fordel, for ikke at sige en nødvendighed, da hun skulle lære at instruere, forstærke, prompte og så videre.

Mens David fik træning herhjemme, var Anna så glad for og stolt over at træne med ham, at det faktisk blev lidt problematisk, at hun hellere ville være her og være med til træningen, end hun ville i børnehave.

Men han har lært utrolig meget af hende, blandt andet på områder, som han ellers ikke fik ordentligt stimuleret, fordi han ingen børnehave havde de første halvandet år af træningen.

Nu, hvor han er kommet i børnehave, har han jo så rigeligt med børne-hjælpetrænere (gid, jeg kan få skrevet en mail om det en dag), og da Anna er startet i skole, er hendes træningsdeltagelse naturligt begrænset til weekenderne, og det er faktisk ved at være længe siden, at hun har været med der.

Jeg ser det, at søskende deltager, som en helt særegen mulighed for, at de kan lære deres bror eller søster bedre at kende. Det har i al fald knyttet vores børn sammen på en måde, som vi meget nødig ville have undværet. De er usædvanligt glade for hinanden.

På lignende måde har mine to søstres deltagelse i træningen betydet, at de lærte David bedre at kende. Han knyttede jo slet ikke så umiddelbar kontakt til dem, som Anna gør, så på en måde kendte de ham slet ikke, før de begyndte at træne med ham.

De har begge to syntes, det var hårdt at træne. (De trænede tre timer hver, hver eneste weekend i næsten halvandet år, indtil vi fra dette årsskifte fik bevilget hjælpere). Men de har samtidig været nærmest euforiske over den kontakt, det pludselig lykkedes dem at få med David.

Man kan selvfølgelig sige, at David under alle omstændigheder ville have forbedret sin kontakt til dem, fordi han i takt med træningen udviklede sig og i det hele taget blev mere opmærksom på og interesseret i andre mennesker end os. Men det har helt klart været noget helt andet, at de oven i købet har kunnet træne med ham, og han er da også virkelig glad for dem begge.

Nu, hvor vi har fået hjælpere, har vi sat mostrene fra bestillingen, for at de så i stedet kan indtage roller som mere normale familiemedlemmer, der kan passe ham og Anna, når det brænder på for os, og ikke efter et særligt mønster.

Men de har begge ønsket fremover at være med på staff-møder indimellem, ligesom vi også har lovet dem, at de med et par måneders mellemrum kan få lov til at træne med ham i en weekend, så de hele tiden kan følge med i, hvor han står i sin udvikling.

Se også

David og Anna

 

Cecilia Brynskov / 14.07.2006