ERFARINGER

Sprog: At sige fra


Dato: 5. april
Fra: Sophie
Enme: At sige fra, Lewis

Jeg har netop meldt Lewis til et lille gymnastik-hold i det lokale sportscenter, hvor vi i forvejen går hen og svømmer. Holdet er for 3-5 årige, og jeg har ingen ide om, hvad det egentlig går ud på, men jeg forestiller mig, at det er noget med musik og forskellige sjove udfoldelser. […] Det, jeg frygter, er naturligvis, at han laver »scener«…han har udviklet et særligt skrig, som vi kalder »mågeskriget«, fordi det er højt og gennemtrængende og med det klare budskab NEJ (når Lewis ikke vil være med til noget). Faktisk vil vi til specifikt at træne alternativ adfærd til dette frygtede mågeskrig – lære Lewis at sige NEJ eller SLIP MIG eller GÅ VÆK, så han ikke behøver at hyle sådan op, når han føler sig for presset.


Dato: 5. april
Fra: Cecilia
Enme: Forskellige måder at sige fra på

Noget af det første, vi lærte David, var at sige fra. Han lærte at sige »nej«, før han lærte at sige »mor«, og i starten brugte han dette nej til alle former for afvisning.

Da vi begyndte at træne, tog vi ham jo ud af vuggestuen, hvor han havde haft to måneders helvede, og en dag, vi var i Kvickly, mødte vi en af pædagogerne deroppefra. Da hun så kom hen mod ham, sagde han bare rigtig fint og højt »NEJ«, hvorefter hun holdt sig på behørig afstand.

Senere, da han blev i stand til at udtale flere lyde i træk, lærte vi ham »La' vær'!«, »Gå væk!« og sågar »Ti stille!«, så han kunne give udtryk for, når støjniveauet herhjemme blev for højt for ham. I starten brugte han sætningerne alt for ofte – sådan som det har været mønsteret med stort set alt, hvad vi har lært ham. Han tyssede for eksempel på os uafbrudt, og det var temmelig uudholdeligt. Men hen ad vejen hjalp vi ham til at finde en balance, hvor han kun brugte dem, når det var nødvendigt, og især i børnehaven har det været meget vigtigt. Jeg kan derfor kun anbefale jer at give jer i kast med denne træning.


Dato: 5. april
Fra: Sophie
Emne: At sige fra, træning og praksis

Tak for kommentarene. Ja, vi må i gang med at træne alternativ adfærd til mågeskriget. Vi er indtil nu blevet frarådet at lære Lewis JA og NEJ ud fra betragtningen, at det let kan blive svaret på alt, hvor Lewis jo lærer mere ved at skulle bede om specifikke ting. Og også fordi Lewis i starten af træningen ikke var klar til at kunne vælge fra – han ville helt sikkert altid have valgt træningen fra. Men nu er vi bevidst i gang med at indføre flere valgmuligheder i træningen, så han har indflydelse på, hvilke øvelser vi laver, hvilke forstærkere han får etc.

Nu ville jeg gerne høre lidt mere om, hvordan i mere præsist trænede LAD VÆRE, TI STILLE, GÅ VÆK, NEJ etc. Jeg forestiller mig f.eks., at jeg vil holde ham og så prompte ham til at sige LET GO! Lewis siger nogle gange spontant GO AWAY, når folk kommer for tæt på, og det er opstået, fordi vi har promptet ham til at sige dette, når han blot har »måge-skreget« for at få os til at forsvinde.

Jeg synes, at din historie med David og hans ex-pædagog i supermarkedet er skøn. Hvor fed en oplevelse det må have været for ham endelig at kunne sige fra – og at se det virke!

Lewis gjorde lidt det samme, da vi var til en deprimerende evaluering af hans fremskridt på hospitalet. En håbløs talepædagog gav sig til at imitere hans lyde og tage de klodser fra ham, som han var i gang med at lege med (uden først at undersøge, om han måske ville reagere på naturligt sprog så som MÅ JEG FÅ EN KLODS, som han sagtens forstår! Grrrr!!!!) Lewis greb sin klods og sagde med klar stemme GO AWAY! Hæ hæ!!! Vores supervisor lo hjerteligt, da jeg fortalte historien, og sagde, at »next time he will be telling her to BUGGER OFF!!«

Cecilia Brynskov / 19.09.2002