ERFARINGER

Sprog: Fortid


Dato: 12. februar 2002
Fra: Cecilia
Emne: At snakke om fortidige hændelser og følelser

Kort efter sin fire års fødselsdag sidste forår [2001] begyndte David at lære at bruge regelmæssige verber i datid. I starten havde han ingen ide om, hvad han skulle bruge dem til ud over i træningssituationerne, hvor han skulle benævne en handling, der netop var foregået. Han havde på daværende tidspunkt ganske enkelt ikke lært at skelne mellem fortid, nutid og fremtid, og derfor naturligvis heller ikke opdaget det praktiske ved, at man kan meddele sig om noget, der er gået forud for den tid, man netop befinder sig i. Han blev som en direkte følge af træningen i stand til i alle naturlige situationer at snakke om det, der netop var foregået. Men han snakkede aldrig om noget, der var foregået mere end få minutter før.

Men i september var jeg så uansvarlig at tage ham med i spøgelsestoget i TIVOLI. Han havde nydt at være i TIVOLI indtil da, og havde prøvet mange forskellige forlystelser, som han havde stor glæde af, også nogle, hvor man kom højt højt op i luften, og jeg selv var en smule bange. Men David var aldrig bange, og havde i øvrigt aldrig nogensinde været bange for noget som helst indtil den dag, og han plejede også bare at grine, når han så et monster.

Derfor tænkte jeg selvfølgelig, at der ikke kunne ske noget ved at tage ham med i spøgelsestoget. Men der tog jeg fejl. Fra det øjeblik, vi kørte ude fra lyset og gennem de første låger ind i mørket, var han skrækslagen. Han nåede at høre nogle brøl og se en smuk nøgen kvinde vende sig om og forvandles til en gnækkende heks med skelet-krop, og herefter var der nogle sirener og en masse andre meget høje lyde, og så skreg han ellers bare. Faktisk skreg han hele resten af vejen, og jeg knugede ham ind til mig, mens jeg holdt ham for øjne og ører, så godt jeg kunne. Og da vi efter det, der føltes som en evighed, endelig kom ud i lyset igen, var jeg mindst lige så ked af det som han, og jeg fortrød så inderligt, at jeg havde udsat ham for den oplevelse.

Men der er åbenbart ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For David havde for det første prøvet at være bange for første gang i sit liv, og selvom denne følelse ikke umiddelbart er rar, så er det alligevel vigtigt at have følt den. Samtidig kunne vi begynde at lære ham, hvad 'uhyggelig' og 'bange' er for noget, og det er jo både vigtigt for, at han kan lære at registrere sine egne og andres følelser. Men hvad der også var en vigtig følge af oplevelsen, var, at han begyndte at forstå meningen med at dele viden om fortidige hændelser. I ugerne efter begyndte han med jævne mellemrum at grine som heksen (naturligvis en temmelig nøjagtig gengivelse af hendes grin, selvom han kun havde hørt det den ene gang …), og så hjalp vi ham med at sige »bange« og »uhyggeligt«, hvilket vi efterhånden udbyggede til »Jeg var bange« og »Det var uhyggeligt«, og vi snakkede om hekse og monstre. Og det gode ved turen i spøgelsestoget var så, at den ikke sådan lige var til at glemme. Derfor kunne han snakke om den igen og igen, selvom der gik flere og flere dage fra hændelsen. Og det var ganske enkelt starten på, at vi kunne snakke med ham om fortidige hændelser.

I løbet af efteråret begyndte han så småt at forstå, når vi snakkede om noget, der lå dage og indimellem uger tilbage, ligesom han også selv begyndte at fortælle om sådanne fortidige hændelser. Og det er altså dejligt. Ikke fordi jeg synes, det er vigtigt, at han kan fortælle, hvad han spiste forleden, men for eksempel er det meget praktisk, når han kan fortælle, hvad han har lavet i børnehaven i løbet af dagen, og hvem der var søde, og hvem der var dumme. Og disse små historier er han så småt kommet i gang med. De er jo på ingen måde fuldendte sætninger, og der er ofte rod i syntaksen, ligesom ordene fra visse ordklasser (artikler, pronominer og præpositioner) ofte mangler eller er tilfældige. Men det er jo en start, og vi nyder det i al fald altid meget, når han pludselig begynder at fortælle.


Dato: 23. maj 2002
Fra: Cecilia
Emne: At fortælle om oplevelser i børnehaven

Efter, at der er kommet godt gang i træningen med David igen, har hans sprog fået en helt fantastisk opblomstring. Anja har blandt meget andet trænet lange sætninger med ham på verbal imitation, og det har selvfølgelig bevirket, at han selv er blevet i stand til at sige længere sætninger, men også, at han kan overskue længere sætninger, som andre siger til ham. Han kan simpelthen holde fokus på flere forskellige sproglige informationer på en gang.

Der er samtidig kommet ordentlig skub i det spontane, og han konstruerer sætninger i et væk, efter bedste evne, med alle de brikker, han har til rådighed. Han er virkelig blevet snakkesaglig, ja nærmest ivrig efter at fortælle. Dette har vi støttet yderligere op om, ved at Anja hver eftermiddag lærer ham to nye, dagsaktuelle sætninger, som han kan svare (R) på vores spørgsmål (Sd) om, hvad han har lavet i børnehaven. Vi spørger: »Hvad har du lavet i børnehaven i dag?«, og så har han i løbet af dagen lært at svare for eksempel: »Jeg har leget med Kristian« eller »Jeg har spillet Kamelspil« (alt efter hvad han har lavet, selvfølgelig). Det giver ham et sikkert udgangspunkt, når han skal svare, og det giver ham samtidig begyndende erfaring med sætninger og sætningskonstruktioner, han endnu ikke selv kan lave.

Som regel fortæller han meget mere, end de har øvet på, men da er sætningerne naturligvis mindre fuldendte, og som regel er der uorden i eller mangel på vigtige småord som for eksempel pronominer (jeg, du, han, hun), præpositioner (med, i, over) eller ledsætningsindledere (at …, som/der …).

Men han vil så gerne, og han har en masse at fortælle. Vi synes faktisk, han er meget dygtig, og det er dejligt at se, hvordan det intensive input kan give basis for mere spontanitet og funktionel brug af sproget.

Cecilia Brynskov / 03.10.2002 (rev. 31.10.2002)