ERFARINGER

Sprog: Spontant


Dato: 1. april 2002
Fra: Mai-Britt
Emne: Hjælp til sprogtræningen, inden vi får TIPO

Samtidig med at opstart rykker nærmere, kan vi mærke, at frustrationerne og spørgsmålene og usikkerheden bliver større. Størst er nu frustrationerne, som selvfølgelig har ligget og luret meget længe. Det drejer sig mest om sprogtræningen for Emil. HVORFOR ved man ikke i en specialbørnehave, hvordan man laver sprogtræning på børn, som har svært ved sproget?

Jeg kunne råde og vejlede på det finmotoriske område til personalet i børnehaven, men på sprogtæningsområdet er jeg lost. Det er specielt frustrende i øjeblikket, fordi Emil synes mere motiveret nu end end tidligere for at bruge sproget.

Hvis jeg kort skal fortælle om hans niveau, er det således:

Er der ingen, der har nogle gode ideer? Jo, selvfølgelig er der det, men jeg kan jo forstå, at det er svært på en sådan liste at komme med forslag, når man ikke kender Emil, men hvor starter vi?

Vi har i lang tid kørt med billedlotto, og her husker han og siger de fleste ord, når han ser billedet, men hvad så? Ja, vi er frustrerede. Men er der nogen, der har mod på at give os lidt svar, så vi kan komme lidt videre, hvis det overhovedet er mulig med disse oplysninger.


Dato: 1. april 2002
Fra: Sophie
Emne: Litteratur om sprogtræning

Angående sprogtræning er det jo, som I skriver, et kæmpe kapitel, og vi kender jo desværre ikke Emil så godt. Mit bidrag vil være at sende jer disse links til nogle bøger, der er gode at støtte sig til i sprogtræning:

»A work in progress« af blandt andre Ron Leaf – en lettilgængelig og praktisk håndbog, der giver gode råd til, hvad man skal lære barnet (ikke kun sprog) – og i hvilken rækkefølge.

»Teaching Language to Children with Autism or Other Developmental Disabilities« af Mark L. Sundberg og James W. Partington. Denne bog om »verbal behaviour« beskriver teknikker til udvikling af sproget, hvadenten man benytter sig af tegnsprog, PECS eller talt sprog. Den er skrevet til professionelle primært og er mindre tilgængelig end »A work in progress«. Men den er i mine øjne et must, og den er spækket med praktiske råd! De har den ikke på Amazon.co.uk, og jeg kan ikke huske, hvor vi købte den fra. Her er et link til, hvor den kan købes (de har også »the assessment of basic language and learning skills« (the ABLLS) som er det curriculum, vi arbejder med Lewis til):


Dato: 2. april 2002
Fra: Mads' mor
Emne: Ideer til Emils sprogtræning

Ja, det er svært at rådgive, når man ikke kender Emils niveau mere præcist, men tre ting falder mig umiddelbart ind:

Træn sprog i aktuelle situationer:

Mads begyndte at bruge sproget ganske lidt spontant i juleferien, idet han begyndte at sige »komme«, når han ville have os til at følge med (og det ville han ofte for at vise, at han ville have en is, ville se fjernsyn, ville have en svingtur i tæppet mv.). Forud for dette lille gennembrud lå et par måneders træning i følgende trin:

  1. når Mads tog (fx) mig i hånden, sagde jeg »hvad ska' mor?«, og tilføjede selv »komme«, og derefter »kan Mads sige komme?«
  2. når Mads tog mig i hånden, sagde jeg »hvad ska' mor?«, og tilføjede »komme« og så opfordrende på Mads
  3. når Mads tog mig i hånden, sagde jeg »hvad ska' mor?« og promtede et »komme« fra Mads
  4. når Mads tog mig i hånden, sagde jeg »hva´' ska' mor?« og Mads sagde »komme«
  5. når Mads tog mig i hånden, promtede jeg et »komme« fra Mads

Samme metode har vi brugt i en række andre sammenhænge, således at Mads nu spontant siger »ha' is«, »se fjernsyn«, »spille computer«, »løbe« mv. Og her i aften har han tilføjet »skrive« og »hænge« til listen. I alt bruger han nu over 50 ord spontant, det vil sige uden opfordring i form af for eksempel spørgsmål fra os.

Sprogforståelse og generalisering:

De fleste børn med autisme har det vanskeligt med at generalisere sproget, så jeg tænker, at det er en overvejelse værd, om Emil også kan genkende objekterne fra billedlotteriet, når de indgår i en billedbog, i en film, og når de fremstår tre-dimensionelt (som koen på marken mv.). Hvis ikke, er det nok en del af forklaringen på, at han ikke føler sikkerhed nok til at bruge sproget spontant. Og i så fald er det bare med at komme i gang med generaliseringen.

Verber:

Vores erfaring med Mads er, at verber er vigtige for hans spontane sprogbrug – han bruger nu 10-15 verber spontant […].

Vi har forøvrigt samme erfaring som jer med hensyn til specialbørnehave og sprogtræning. I Mads' børnehave gik han til talepædagog, sådan for at han så kendte hende, når hans sprog eventuelt begyndte at komme spontant. Hvis vi ikke selv havde taget over, var Mads endt som sprogløs, idet han kun lige var begyndt at sige »ej«, da han fyldte fire år (og det kun fordi vi på eget initiativ havde trænet det igen og igen i aktuelle situationer).


Dato: 2. april 2002
Fra: Mai-Britt
Emne: Konkrete problemer ved træning i aktuelle situationer

Tak for jeres svar.

Lone, vi er godt i gang med »træn sprog i aktuelle situationer«, så der kan vi se efter dit brev, at vi er på rette vej. Vi er i gang med 3-4 ords-sætninger, »må jeg få …«, »tak for …«, »far, hjælp mig« osv. Men det synes dog stadig, som om ordene ikke lagres i hukommelsen, og ordene byttes om, og de længere sætninger bliver til »knuder i munden«.

I forhold til »Sprogforståelse og generalisering« kræver det nok mere træning. Vi har trænet forskellige bestemte sætninger i bestemte situationer, men jeg er ikke helt overbevist om, at Emil forstår, hvad han siger, og hvad hjælper det så?

F.eks. gentager Emil nu, hvad vi siger, så ordret som muligt, og svarer ikke på spørgsmål. På spørgsmål som for eksempel »Hvad sagde du?« eller »Hvad skal du ha'?« bliver svaret »Sagde«! eller »ha'«! Vi har forsøgt det med »hent …« og så videre, og det går også udmærket, men han benytter ikke ordene spontant, selvom han forstår ordet.


Dato: 23. maj 2002
Fra: Cecilia
Emne: Davids spontane sprog

Efter, at der er kommet godt gang i træningen med David igen, har hans sprog fået en helt fantastisk opblomstring. Anja har blandt meget andet trænet lange sætninger med ham på verbal imitation, og det har selvfølgelig bevirket, at han selv er blevet i stand til at sige længere sætninger, men også, at han kan overskue længere sætninger, som andre siger til ham. Han kan simpelthen holde fokus på flere forskellige sproglige informationer på en gang.

Der er samtidig kommet ordentlig skub i det spontane, og han konstruerer sætninger i et væk, efter bedste evne, med alle de brikker, han har til rådighed. Han er virkelig blevet snakkesaglig, ja nærmest ivrig efter at fortælle.

Dette har vi støttet yderligere op om, ved at Anja hver eftermiddag lærer ham to nye, dagsaktuelle sætninger, som han kan svare (R) på vores spørgsmål (Sd) om, hvad han har lavet i børnehaven. Vi spørger: »Hvad har du lavet i børnehaven i dag?«, og så har han i løbet af dagen lært at svare for eksempel: »Jeg har leget med Kristian« eller »Jeg har spillet Kamelspil« (alt efter havd han har lavet, selvfølgelig). Det giver ham et sikkert udgangspunkt, når han skal svare, og det giver ham samtidig begyndende erfaring med sætningskonstruktioner, han endnu ikke selv kan lave.

Som regel fortæller han meget mere, end de har øvet på, men da er sætningerne naturligvis mindre fuldendte, og som regel er der uorden i eller mangel på vigtige småord som for eksempel pronominer (jeg, du, han, hun), præpositioner (med, i, over) eller ledsætningsindledere (at …, som/der …).

Men han vil så gerne, og han har en masse at fortælle. Vi synes faktisk, han er meget dygtig, og det er dejligt at se, hvordan det intensive input kan give basis for mere spontanitet og funktionel brug af sproget.

På vejen hjem fra børnehaven i dag snakkede jeg med ham om, hvad vi skulle, når vi kom hjem. Han ville tydeligvis gerne i kolonihaven (hvilket han ellers aldrig har opfordret til tidligere), og han har udviklet det sødeste plagende/bedende tonefald, som det er meget svært at stå for. Jeg vidste dog, at vi ikke ville kunne nå det (fordi vores cykelvogn er i stykker), så jeg sagde nej.

Så spurgte han efter Grethe fra TIPO (»Ska' vi ha' Grethe?«), og det gør han ellers aldrig, fordi vi bare plejer at fortælle ham, hvornår hun kommer. Hun var her i sidste uge, og jeg måtte derfor skuffe ham med, at hun først kommer igen om fjorten dage (det tidsinterval kan han ikke overskue, men han forstod, at han ikke kunne regne med hende i eftermiddag). Så sagde han – igen bedende – »Skal vi læse 'Kakaduerne' med Grethe?« (og han sagde virkelig »med«). Vi har en børnebog om den (temmelig vanebundne) Professor Pops, der har ti kakaduer, som en dag forsvinder, så hele hans verden er ved at bryde sammen. Det er Davids yndlingsbog for tiden (og nu har de onde forældre netop lagt den væk, fordi den var ved at have brændt sig lidt for grundigt fast).

Sidste gang vi havde supervision, var staff-gruppen med herhjemme for at spise om aftenen, og Grethe havde da læst 'Kakaduerne' højt for David på sit livlige og klingende norske. David sad med blikket fæstnet på hende, og det var tydeligt, at han nød oplæsningen. Historien kendte han jo i forvejen, og det norske er han i det hele taget blevet meget fascineret af. (Faktisk forstår han Grethe bedre, end Anna gør, og han udtaler sågar sit eget navn på norsk, når hun er her).

Jeg synes bare, det var så sødt, at han pludselig fik lyst til at høre hende læse den op igen.

Cecilia Brynskov / 07.10.2002