ERFARINGER

Stereotypier


Dato: 1. januar

En mor spørger, om nogen har erfaringer med, at deres børn hele tiden vil have det samme tøj på, og om man bør gøre noget ved det, og i givet fald hvad.


Dato: 2. januar
Fra: Cecilia
Emne: Stereotypier

Vi synes selvfølgelig altid, at det er kært, når David har forkærligheder. Tænk, at han vælger noget frem for noget andet. Og selvfølgelig er det skønt, men som du selv antyder, er der også en fare ved at lade disse forkærligheder få alt for få frit løb.

David har også haft perioder med foretrukkent tøj, men vi har (efter først at have nydt, at han overhovedet havde ønsker tøjmæssigt) bevidst modarbejdet det, sådan at han i slemme perioder simpelthen ikke fik lov at have den samme trøje på bare to dage i træk, eller bare to dage inden for den samme uge. Problemet ved at lade ham følge disse tilskyndelser er, at vi dermed kan være medvirkende til, at han tror, at man går oftere med en slags tøj end andre, hvilket jo nødvendigvis må være det, vi giver indtryk af, hvis vi lader ham gå med visse klædestykker igen og igen.

På et tidspunkt havde David en mørkeblå Adidas-trøje, som han var usædvanligt køn i, og han elskede den, måske fordi jeg – uden selv at lægge mærke til det – havde givet ham den på ofte. På et tidspunkt ville han kun meget nødig have andre på, og det begyndte at udvikle sig til små skænderier, hver gang han skulle klædes på. Så tog vi konsekvensen og smed trøjen ud. Han glemte den hurtigt, eller det vil sige: Der gik ikke længe, før han havde det fint med at få noget andet tøj på. Men han har naturligvis ikke glemt den: Netop i dag, hvor vi så en hel bunke gamle billeder igennem sammen, så han et billede af sig selv, hvor han havde trøjen på, og han kiggede længe på billedet og sagde så: »Blå trøje flot!« med glædesstrålende øjne. Jeg sagde ja, og at den virkelig var flot, men så sagde jeg også, at den blå trøje var væk, og det gentog han eftertænksomt, og jeg kunne mærke, at han godt var klar over det.

Der kan altså komme problemer, hvis vi føjer vores børn for ofte, men selvfølgelig skal vi også fremelske, at de selv vælger. Så det er en balancegang.

I det første års tid af Davids træning havde vi 'obsessions' som et fast punkt på staff-møderne. Hvis vi syntes, der var ved at tegne sig et aller andet mønster på et eller andet område, hvor han altid gjorde noget på samme måde, eller altid ville have, at noget skulle foregå på samme måde, så snakkede vi om, hvordan vi ved fælles hjælp alle kunne være med til at bryde det lige med det samme, inden det blev for indgroet, og det blev svært at bryde.

På et tidspunkt ville han kun tage elevatoren og aldrig trapperne (selvfølgelig fordi vi selv har en tendens til at foretrække det), og han har lige haft en periode, hvor han altid lige ville hen at tænde lyset i opgangen – også når det var højlys dag.

Han har også haft en periode, hvor han insisterede på at lægge de små hvide lego-klodser på en bestemt måde (på en snorlige række) i trænerens hånd (i en øvelse, hvor han skulle tælle), og han havde en overgang en ide om, at han skulle have håndtaget på toiletdøren til at ramme væggen, når han åbnede, så det lige akkurat sagde »klak«.

Og sådan har der været utallige små obsessions, som til at begynde med kan være så små og ubetydelige eller måske ligefrem søde, at man ikke ser dem. Men vi er blevet bedre med tiden, og nu ser vi dem som regel tidligt, så vi så vidt muligt kan bryde dem med det samme. Ikke så meget for vores skyld som for hans egen, for han risikerer at blive så afhængig af disse rutiner, at de blokerer for alt muligt andet, sådan at hans hverdag bliver styret af dem i stedet for hans egne valg, som han jo faktisk efterhånden er rigtig god til at tage.

Lidt mere teknisk: Fænomenet, som ikke kun optræder ved autisme, men også som selvstændigt problem eller sammen med andre lidelser, kaldes OCD, obsessive compulsive disorder.


Dato: 3. januar
Fra: Joi
Emne: Stereotypier

Tak for din beretning om Davids blå Adidas-bluse. Tvangshandlinger og ritualer er virkelig et problem, som vi slet ikke har været nok opmærksomme på, og et problem, som vi ser frem til med en vis bekymring.

Selv om vi f.eks. godt kan se, at det er et problem når Rud utallige gange og helt mekanisk opsøger en basguitar, Teis har på sit værelse, og at han bliver på én gang meget glad, men samtidig ophidset og urolig over at kunne spille på denne bas, og at hans stærke tilknytning til denne bas er er udtryk for en tvangsmæssig binding, så er det ikke let at fjerne bassen. Ikke alene fordi den står på Teis' værelse, men også fordi det er en af de få interesser Rud har. Hvad skal man sætte i stedet, når hans interesser er så begrænsede og mulighederne for at engagere ham i meningsfulde aktiviteter er så små?

Jeg ser frem til, at Grethe fra TIPO kommer i morgen for første gang, og håber, at træningen kan blive et alternativ til de manglende muligheder for at aktivere Rud.


Dato: 3. januar
Fra: Cecilia
Emne: At sætte noget i stedet

Jeg forstår, at I ser frem til Grethes første workshop i morgen. Jeg får selv helt sommerfugle i maven ved tanken. Og jeg forstår samtidig, at I glæder jer til at komme i gang med træningen, dels af de udviklingsmæssige årsager, dels fordi den vil blive et vigtigt alternativ og med tiden give mange ikke-træningsmæssige alternativer til mindre hensigtsmæssige mønstre.

Da vi endnu ikke havde fået kontakt med TIPO, havde David ingen alternativer til alle sine riller, for han fik jo intet input. Derfor kunne vi ikke bare begrænse ham i alle hans uhensigtsmæssige tendenser.

Men det blev noget andet, allerede fra første dag vi trænede, simpelthen fordi træningen tog så mange kræfter og helt konkret en masse tid, så han slet ikke havde tid til at udføre alt det, han plejede.

David havde for eksempel en del selvskadende adfærd, som nærmest stoppede, da han bare begyndte at få intensivt input. Jeg kan ikke huske, at vi overhovedet sagde til ham, at han ikke måtte kaste hovedet i dørkarmen. Han holdt bare op med det, fordi han dels var konstruktivt beskæftiget i så mange af de vågne timer (i stedet for at kede sig), og dels begyndte at kunne udtrykke sine behov, hvilket det naturligt nok havde været meget frustrerende for ham ikke at kunne.

Så let er det slet ikke gået med alt, og indimellem har vi måttet begrænse ham meget konsekvent i en eller anden adfærd, men det er blevet lettere med tiden, fordi han har fået så mange andre tangenter at spille på. Så kan man for det første præsentere alternativer og for det andet bruge en obsession til noget konstruktivt, nemlig ved at lade den store interesse være drivkraften for en konstruktiv brug af det begærede objekt. Nærmest indbygget belønning – som vi jo alle har i en stor del af det, vi laver.


Dato: 5. april
Fra: Sophie
Enme: Mågeskriget

 

Se også

Sprog: At sige fra

Lewis har udviklet et særligt skrig, som vi kalder »mågeskriget«, fordi det er højt og gennemtrængende og med det klare budskab NEJ (når Lewis ikke vil være med til noget). Faktisk vil vi til specifikt at træne alternativ adfærd til dette frygtede mågeskrig – lære Lewis at sige NEJ eller SLIP MIG eller GÅ VÆK, så han ikke behøver at hyle sådan op, når han føler sig for presset.


Dato: 5. april
Fra: Cecilia
Enme: Funktionsløse lyde

David har indtil flere forskellige »mågeskrig«, men han bruger dem ikke som erstatning for ord. De er ganske funktionsløse (kommunikativt set), og stammer ganske simpelt fra film, reklamer, musik osv.

De kommer pludseligt, tilsyneladende når han i tankerne er i gang med en repetition af en scene i en film eller en linje i en sang. Hvis der så er en høj lyd i »teksten«, så er det, som om han ikke formår at holde den i tankerne, og så kommer den bare ud. Så skriger han (for andre at se ganske umotiveret) pludselig »HEY« og rækker en knyttet næve i vejret, akkurat som i Boogie Woogie.

Det var simpelthen noget af det mest afvigende, han præsterede på vores ellers overordentlig vellykkede københavnertur i påskeferien, for andre mennesker har virkelig svært ved at forstå, hvordan et barn kan sidde på sin fars skuldre og se på søde giraffer og så pludselig skræmme dem væk med et brøl.

Men David selv opdager jo slet ikke, at han er ekstremt afvigende, eller for den sags skyld, at folk kigger. Han har bare lige en god melodi på hjernen.


Dato: 5. april
Fra: Mai-Britt
Emne: Mågeskrig

Mit lille bidrag til debatten om mågeskrig. Dem kender vi alt for godt, og vi har i lang tid forsøgt at få Emil til at lade være med at skrige. De kommer ALTID, når han er glad eller glæder sig, og så er det jo sin sag at sige »det må du ikke«. Det har dog resulteret i, at han skriger meget mindre, da vi hver gang siger til ham »du er glad«, eller »det er sjovt«.

Skrigene vækker jo en del opsigt Ude i Byen, og det og så »pludrelydene« er nok også en af de få ting, som folk lægger mærke til, når vi er ude. Ole og jeg er nu ligeglade, vi lægger næsten aldrig mere mærke til folk reaktion. Det er straks værre med vores 2 andre børn.


Dato: 23. april
Fra: Cecilia
Emne: Pudsige små-bevægelser

Vi har mange gange oplevet, at David får nogle underlige små-bevægelser med øjnene, munden eller hele ansigtet, som jeg ikke synes, ligner almindelige mannerismer.

Jeg synes altid, det er vigtigt at forsøge at analysere sig frem til, hvad det kan skyldes – sådan som du gør. Men selvom vi er glade analytikere herhjemme, kommer vi alt for sjældent frem til holdbare årsagsforklaringer, og med disse små-bevægelser hælder jeg efterhånden til den opfattelse, at de opstår lidt tilfældigt, for eksempel som ekkopraksi af et filmklip på et milli-sekund, og at de især kommer til at virke underlige, fordi David har en "selvstimuleringsten-dens".

Når David først har fundet det sjovt at lave en bestemt bevægelse, for eksempel at knibe øjnene sammen, bliver det nemlig meget hurtigt en rille, og hvis vi ikke afleder ham så konsekvent som muligt fra starten, sådan at han ikke får den praktiseret så hyppigt, så bliver den mere og mere fremtrædende.

Hos David opfatter jeg aldrig den slags som nervøsitet, men andre mennesker tolker jo hurtigt en masse ind i ham, og jeg synes, det er synd for ham, hvis andre går og tillægger ham en masse følelser, han slet ikke har – bare fordi vi lader ham opføre sig underligt.

Vi kan dog slet ikke lokke ham fra alle sine riller, og vi er indimellem slet ikke gode nok til at hjælpe ham med at slippe af med dem (vi kan ganske enkelt ikke være på dupperne døgnet rundt), men vi forsøger som regel.


Dato: 30. maj
Fra: Sophie
Enme: Lyde

Og så har jeg også lige et spørgsmål om pludren/vocal leg. Lewis er meget vocal – der har altid været meget lyd på. På den ene side synes jeg jo, at det er godt – han får i hvertfald trænet mund-motorikken. Det er meget varierede lyde og tonefald, som Lewis leger med. Og så kommer der jo også nogle rigtige ord med ud også: Han synger sange fra videoer eller børnehaven osv.

Men samtidig er jeg også klar over, at Lewis stimmer med sin stemme. Og nogle gange bruger han sine lyde til at lukke krav ude. Det påvirker naturligvis træningen, og da jeg synes, at det er blevet værre i den sidste måned, har jeg besluttet, at der må sættes ind på det område.

Men hvordan lærer vi Lewis at være stille i visse situationer uden helt at kvæle hans lyst til at lege med stemmen og nye ord? Er der nogen af jer, der har/har haft de problemer.


Dato: 31. maj
Fra: Cecilia
Emne: Lyde

Davids absolut mest autistiske træk er hans verbale stim. Den gør, at han kan blive meget fjern, og det lyder i det hele taget så underligt for andre børn, at de simpelthen går deres vej. Det giver med andre ord også enorme sociale problemer.

Vi har lige haft en snak om det på staff-møde, fordi det blev temmelig slemt efter en uge, hvor børnehaven var på tur i tre dage i træk (kun om dagene), og vi havde vurderet, at David godt kunne være med. Det kunne han også, og han havde mange dejlige oplevelser, men det havde også bivirkninger, at han var kastet ud blandt så mange i så lang tid i træk, og at han ikke fik sin intensive træning i så mange dage.

Derfor kom der en reaktion med en masse verbalt stim, hvor vi havde svært ved at få kontakt med ham, og hvor vi i starten var tilbøjelige til at hæve stemmen og sidde og kalde på ham, selvom han sad lige ved siden af – med det resultat, at han blev utrolig ked af det, fordi vi talte så højt, når han pludselig 'vendte tilbage' og kunne høre igen.

På staff-mødet foreslog Grethe, at Anja starter med at gøre noget ved det i pauserne i træningsrummet, på den måde at hun roligt og neutralt trækker det væk, som han er i gang med (bog, klodser, puslespil …), og samtidig siger sssccchhh. I det millisekund, han stopper lyden, får han tingene tilbage.

Vi kan allerede se, at det er helt utrolig virksomt, fordi det river ham ud af den rille, der er opstået, og gør ham neutralt opmærksom på den dårlige vane, hver gang den optræder.

Men, og der er selvfølgelig et men: Det kræver konstant opmærksomhed fra den voksne, og den kan vi ganske enkelt ikke mestre herhjemme hver eneste dag.

Hvis vi kunne, ville han ikke længere stimme, men sådan er det.

Cecilia Brynskov / 11.09.2002