ERFARINGER

Tænder og tandlæge


Dato: 1. maj
Fra: Ida
Enme: Pia Svendsen, rodbehandling, Dormicum

Med hensyn til Sebastians tandlæge: Hun hedder Pia Svendsen, tlf. 36 17 36 01. Hun har praksis for børn med autisme. Sebastian har fået lavet en rodbehandling hos hende, hvor han forinden havde fået Dormicum. Det er en beroligende medicin, som virker afslappende på muskulaturen, og som gør, at barnet (ofte) glemmer selve behandlingen.

Hos Sebastian virkede det sådan, at han blev som en slap kludedukke. Han var helt bevidst under behandlingen og meget samarbejdsvillig. Og han havde fået den rigtige dosering, for han var »frisk« kort tid efter vi kom hjem. Der er dog nogen børn, som kan blive meget vrede eller kede af det under behandlingen, selvom de har fået medicin.


Dato: 30. maj
Fra: Sophie
Enme: Tandlæge, almindeligt eftersyn

I den anledning har jeg også gjort mig tanker om Lewis og tandlægebesøg. Almindelige lægebesøg, hvor lægen skal røre ved og undersøge Lewis hader han også, så sidst jeg var hos lægen, fik jeg hende til at undersøge hvem der kan være Lewis' tandlæge.

Vi har nu fået en indkaldelse til en tandlægeklinik på et lokalt hospital, hvor de skulle være vant til at behandle børn med autisme. Nu er det så bare, at jeg bliver bange for, at de bare har tænkt sig at bedøve Lewis for at kunne undersøge hans tænder. Og det har vi slet ikke lyst til, at han skal.

Jeg vil naturligvis ringe til klinikken i forvejen for at høre om deres fremgangsmåde, og hvis det indebærer narkose etc., er vi tilbøjelige til at udsætte det, til Lewis bedre sprogligt kan forberedes til et sådanne besøg. Igen – jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan jeres børn klarer læge- og tandlægebesøg.


Dato: 31. maj
Fra: Joi
Emne: Tandlæge, Pia Svendsen

Vi har haft store problemer med tandbørstning, og vi gruede for, da Rud første gang skulle til tandlæge. Men i Københavns kommune er der en skoletandlæge/institutionstandlæge, som har specialiseret sig i handicappede børn, og hun er virkelig god. Hun hedder Pia Svendsen (mener jeg) og hvis det har interesse, kan jeg finde frem til hendes adresse og telefonnummer – Ida har vist også nævnt hende i en tidligere mail. Det lykkedes hende at undersøge Rud uden skrig og skrål og uden at han blev særlig bange. Hun kan kun anbefales (og det er selvfølgelig gratis for forældrene).


Dato: 31. maj
Fra: Cecilia
Emne: Tandlæge, almindeligt eftersyn

David har været til tandlæge to gange i sit liv, sidste gang for et halvt år siden, og han skal også af sted i næste uge. Sidste gang var han af sted sammen med Anna, fordi de går det samme sted, men vi begik den fejltagelse at lade Anna komme til først, og da hun var færdig, havde David nået at udforske alt i rummet, og syntes ikke længere, der var noget spændende, hvorfor han bare ville ud. Det var så den mulighed.

Han kom selvfølgelig til, men han var alt andet end samarbejdsvillig. Heldigvis er det nogle søde mennesker (det er Tandlægehøjskolen, hvor man kan vælge at gå, når man bor i vores område), og de lod ham nøjes med at tage første skridt: sidde i stolen og åbne munden.

Vi havde faktisk allerede leget tandlæge, og det er vigtigt, for han skal selvføglelig kunne åbne munden, når tandlægen siger, han skal, og det vil være lettere, hvis han har fået den instruktion ti eller hundrede gange før, samtidig med at han har ligget med hovedet tilbage, for så kender han situationen.

Jeg har en vis forhåbning om, at det kommer til at gå lettere på mandag, især fordi vi har snakket meget om tænder på det sidste. Anna er jo begyndt at tabe tænder, og det har David været meget optaget af. Jeg tror, han har syntes, de små blodige kløfter efter en tabt tand har set drabelige ud, men han har også set de små hvide takkede tænder komme til syne få uger senere.

Og oppe i børnehaven har Anja lige lært ham »Jeg har en rokketand«-sangen. Herhjemme har vi snakket om, hvor mange tænder han har i munden, og jeg har med vilje været »inde« for at tælle dem indtil flere gange – netop for at vænne ham til, at andre stikker en hånd ind i hans mund.

Jeg vil spørge dem deroppe, om han kan få lov at komme til tandlæge hver tredje måned i stedet for hver sjette. Det har jeg nemlig hørt, at en anden dreng med autisme har fået lov til – netop for at vænne ham til at acceptere det.

Til Sophie og andre: Jeg kan godt forstå, at I overvejer at udskyde jeres børns tandlægebesøg til senere, men jeg tror kun, det gør problemet værre.

En alternativ mulighed kunne være at bestille tid, men forberede personalet på, at det for jeres børn kun skal handle om, at de ser personalet og eventuelt kommer op i stolen, hvorefter de kan få den lille gave, man som regel får hos en tandlæge.

Næste gang kan I så udvide til, at de også skal åbne munden osv. Det vil give dem en konkret forberedelse, som I ikke kan give dem i selv et veludstyret træningsrum og med nok så megen leg og snakken om tænder og tandlæger.

Så har de nemlig set den store stol, de kæmpe maskiner og det skarpe lys. Og næste gang vil I kunne nå længere. Skidt med, at de ikke får undersøgt tænderne. Det ville de jo heller ikke få, hvis I helt undlod at komme.

Med hensyn til at medicinere i forbindelse med almidelige eftersyn hos tandlægen: Jeg vil ikke sige, at jeg er principiel modstander af den slags, for hvis en voksen autistisk mand på 50 år ikke kan komme til tandlæge og få lavet vigtige ting, så er det måske nok en mulig udvej.

Men alle børnene på denne liste er så små, at det vil være helt urimeligt at give op allerede nu, i stedet for at prøve med en målrettet adfærdsindsats.

Det er jo en af styrkerne ved adfærdsbehandlingen, at den er et reelt alternativ til medicinering.


Dato: 31. maj
Fra: Mai-Britt
Emne: Tandlæge

Ja, der er mange måder at gribe tandlægesituationen an på.

Vi fik tid ved den almindelige skoletandlæge, og første gang ville Emil end ikke op i stolen. Vi aftalte at komme en gang om måneden, lige så længe vi ønskede, og hver gang kom vi et skridt nærmere, specielt fordi, tror jeg, vi er meget omhyggelig med, at Emil kan se, hvad der foregår, da vi bruger et lille spejl. Han fik lov at »lege«, det vil sige køre op og ned med tandlægestolen, fik klistermærke med derfra og så videre.

Sidst vi var ved tandlæge, lå Emil fint i stolen, og tandlægen undersøgte hans mund. Dog kortvarigt, men nok til at hun kunne se, om der var huller.

Dagene inde tandlægebesøgene forbereder jeg Emil ved at lægge ham på sengen og bede ham åbne munden. Så føler jeg forsigtigt på hans tænder med en tandstikker.


Dato: 31. maj
Fra: Ida
Emne: Tandlæge, behandling

Sebastian går hos tandlægen på Skt. Annae, og han besøgte tandlægen flere gange over et par måneder, for at blive »tryg« ved stedet, på samme måde som Mai-Britt og andre har beskrevet.

Når han er der, får han solbriller på, men han er stadigvæk meget nervøs, og jeg forstår ham godt! Er der nogen af jer, der kan lide at gå til tandlæge?

Han har fået Dormicum to gange under behandlinger, og det gik rigtig godt. Han samarbejdede fint, og kort tid efter hjemkomst var han i normaltilstand igen.

Så vi har været tilfredse med Dormicum. Han gik med huller i tænderne i alt for lang tid, fordi et besøg hos børnetandlægen endte i kaos og måtte opgives. Som Simon måtte han have en tand hevet ud. En anden blev rodbehandlet.

Jeg ville så afgjort undgå fuld narkose, da jeg havde hørt, at narkose kan give børn mareridt i lang tid derefter.


Dato: 5. juli
Fra: Cecilia
Emne: Rokketænder

David har fået en rokketand, så lige for tiden synger han meget »Jeg har en rokketand«. Han har heldigvis set og mærket rokketænder i Annas mund, og det er nok en fordel. Det havde dog også den ulempe, at han åbenbart havde hæftet sig mest ved, at den skal ud, og de to første dage bad han derfor med jævne mellemrum om hjælp, og når vi spurgte, hvad han ville have hjælp til, sagde han »Må jeg få hul?« og viste, at vi skulle trække tanden ud for ham. Den sidder der dog endnu, og jeg tror, den ender med at komme ud på ganske normal vis.


Dato: 26. august
Fra: Mai-Britt
Emne: Tandlæge, tandudtrækning

Emil har lige været ved tandlægen. Vi har længe gået og holdt øje med et begyndende hul i tanden, og har for træningens og tandens skyld gået ofte til tandlæge. Nu har alle holdt sommerferie, og vi skulle af sted i dag igen. Vi havde øvet os hjemmefra og her fundet ud af, at nu var der rigtig kommet skred i hullet. Nu var der vist ingen vej udenom.

Tandlægen undersøgte Emil, og han lå meget fint i stolen. Jeg tror måske, han er lidt generet af det, og ved, vi vil hjælpe. Så han fandt sig i at blive undersøgt.

Men tandlægen er i tvivl om, hvad hun skal gøre. Hun kender godt dormicum, men som hun siger, slipper Emil ikke for bedøvelsen, og går det galt, dvs. vil Emil pludselig ikke være med længere på trods af dormicum, står hun der med et ½-færdigt hul.

Hun vil kontakte tandlægen på Skt. Annæ Gymnasium, som Ida skrev om (tak for det for øvrigt), og høre om hendes erfaringer, og samtidig kontakte tandlægen i byen, som behandler under narkose. Hun vil da få nogle oplysninger, som skulle gøre det lettere for os at vælge, men jeg må nok sige, at på nuværende tidspunkt hælder jeg mest til narkosen.

Dels fordi den skåner Emil for ubehagelige oplevelser i tandlægestolen, som senere kan være med til at gøre det endnu mere besværligt at gå til tandlæge med ham, og dels fordi det at gøre det uden kunne give ham tandlægeskræk.

Og så har tandlægen »arbejdsro«, og vi er sikre på, at tanden bliver ordnet korrekt. For det kræver immervæk, at han kan ligge stille og gabe i cirka 30 minutter. Nå vi må se, hvad de siger, og så tage den derfra.


Dato: 30. august
Fra: Ida
Emne: Sebastian

Foranlediget af Sebastians seneste tandlægebesøg har jeg tænkt på, at hvis jeg skal beskrive forskellen i Sebastians holdning til tandlægebesøg, fra da han var 4 til nu, hvor han er 6, vil jeg sige, at der er den ingen.

Sebastian fik tandlægeskræk, dengang han kom under behandling hos nogle almindeligt praktiserende tandlæger, og det kan han ikke glemme.

Til gengæld er der forskel på, hvordan han udtrykker sin angst, for i dag kan han sætte ord på, og tænk, hvad det betyder for ham! Vi kan kommunikere, og jeg kan sige til ham, at han skal trække vejret og puste ud, og det hjælper!

Og så kommer jeg til at tænke på, at Pia Svendsen ved vort første besøg gav os et piktogram, som vi kunne vise Sebastian, næste gang han skulle til tandlæge. »Så ved han, at han skal til tandlæge« sagde hun – i den bedste mening. »Tak«, sagde jeg, »Men det får han ikke brug for«, hvorefter jeg fortalte hende om TIPO. Hun lyttede faktisk interesseret. Piktogrammet virkede som en rød klud på mig – det stod for den laissez-faire holdning, som vi alle er imod, selvom der i virkeligheden ikke havde været noget galt i at bruge et sådant billede.

Da tandlægen spurgte Sebastian, om han kom og besøgte dem en anden dag, svarede han kategorisk: »Nej, jeg skal hjem nu!«

Cecilia Brynskov / 11.09.2002