Agnethe i Norge


Af Anita, september 2006

Agnethe i NorgeAgnethe er nu 7 år. Hun har boet i Norge i lidt over 3 år nu. Hun bor sammen med mor, storebror, mors nye mand og sin nye lillebror. Og hun er netop startet i 1. klasse på en normal skole.

Da Agnethe var 4 år, flyttede jeg (mor), Agnethe og hendes storebror Valdemar (som dengang var 5 ½) til Norge for at få et ABA-program til Agnethe. Vi efterlod børnenes far i Danmark, da han måtte blive og tage sig af vores virksomhed og af sin ældste søn, der ikke kunne rykkes op med rode. Så vi besluttede at skilles i forbindelse med flytningen. Vi er dog stadig rigtig gode venner, og han besøger os ofte.

Agnethe kunne ikke få ABA i Danmark, så efter at have kæmpet i over et år måtte vi kaste håndklædet i ringen og flytte. For Agnethe var det nemlig et spørgsmål om et liv som autist i specialinstitution eller et håb om en fremtid som en normalt fungerende pige.

Norge har nemlig tradition for ABA-behandling og enkeltintegration. Dette skyldes, at de i Norge i højere grad baserer deres behandling på videnskab, end man gør i Danmark. Det, vi altid hørte i Danmark, var, hvordan man »plejede« at gøre. Plejer var bare ikke godt nok. Vi ville have det bedste! Hvis vores datter skulle have et håb om et liv og en fremtid, så var det nu eller aldrig!

Vi havde forberedt os hjemmefra. Fundet lejlighed, meldt mig på studie, talt med kommunen, søgt børnehaveplads, sendt bunker af papirer, søgt aflastning – og støttepædagog på fuld tid, selvfølgelig.

Agnethe træner hjemmeHele tiden håbede vi, at kommunen hjemme i Danmark ville skifte mening og give os et ABA-program, men det gjorde de altså ikke. Selv ikke da vi kom i en masse aviser og tv, og Ritzaus Bureau udsendte en pressemeddelelse om os. Så vi sagde farvel til mormor, onkler, storebror og far og tog til Norge.

Efter nogle uger i Oslo startede begge børn i børnehaven. STI (Senter for Tidlig Intervensjon) kom på banen som vejledere, og træningslederen kom på plads.

Og Agnethe begyndte at lære norsk. Det gik faktisk hurtigere, end jeg havde ventet. Men hun var jo vant til at lære sprog, da hun netop havde tilkæmpet sig dansk igennem det år, vi havde trænet hjemme.

Men selvom vi nu havde fået, hvad vi havde ønsket og kæmpet så hårdt for, så var der dog visse skyer på min himmel. STI var ikke gode nok til at holde kontrollen på Agnethe. De ville, at ALT skulle være lystbetonet, og det fik Agnethe til at teste grænserne voldsomt. Hun nægtede at træne, og det endte med, at hun fik for vane at slå hovedet ned i gulvet.

Samtidig blev hun mere ked af det, da hun jo ikke fik lært nyt. Dette gjorde nemlig, at hun ikke fik mulighed for at opleve glæden ved at lykkes – noget, hun ellers lige havde lært at sætte pris på.

STIs plan var at få hende til at holde op med grænseprøvningen alene ved brug af forstærkere. Men den gik hun altså ikke på. Hun måtte simpelthen stoppes. Jeg ønskede, at vi skulle gå tilbage til at forlange, at der var visse ting, hun bare SKULLE gøre, men det ville STI ikke. Vores uenighed gjorde, at de valgte at fralægge sig behandlingsansvaret.

Agnethe svømmerOven på dette ønskede jeg, at vi kunne få supervision fra TIPO, som vi tidligere havde modtaget supervision fra, men dem ville Oslo kommune ikke bruge, fordi de kostede dem penge, hvorimod STI var gratis for kommunen.

Det hele endte med, at Agnethe blev flyttet til en børnehave i Søndre Nordstrand bydel, hvor de arbejder efter metoder, der falder mere i tråd med TIPOs, som jeg jo vidste, fungerede for Agnethe.

Her gik hun i halvandet år, med fuld støtte og ABA-træning, og hun fik lært en masse. Bl.a fik hun for første gang oplevet det sjove i at lege med andre børn. Fantastisk.

Hun snakkede nu dansk med mig og sin storebror, men norsk til alle, som talte norsk til hende.

Og hun lærte bogstaverne. Hun havde også en del programmer med ræsonnement-spørgsmål og nogle opgaver i theory of mind. Hver dag, når hun kom hjem, skulle hun fortælle, hvad hun havde lavet i børnehaven.

Det begyndte at se lysere ud nu, syntes jeg. Der var dog langt at køre til denne børnehave, og efter at hun havde gået i den i et halvt år, flyttede begge børnene og jeg sammen med min norske kæreste. Og så blev det endnu længere. Hun fortsatte nemlig i den børnehave det første år, vi boede uden for byen.

Næste problem lod ikke vente på sig. Når man fylder 6, er det normalt, at børn i Norge starter i 1. klasse. Det var hun bare ikke klar til, og udsat skolestart er ikke let at få her. Og en anden bydel, uden økonomisk ansvar for Agnethe, ville slet ikke lade hende få det hos dem. Men efter meget frem og tilbage og mange møder hos PPT (svarer til PPR) blev det til, at hun fik sin udsatte skolestart med fuldtids støtte. Hun måtte dog flytte til en børnehave i den kommune, vi nu boede i.

Agnethe i skoleDet sidste år i børnehave blev så i Slingrebekken Barnehage på Hurum, med Klevstrand Klinikken som vejleder. Og dette blev helt klart Agnethes bedste år. Børnehaven stillede virkelig op, og personalet endte op med at blive meget dygtigt.

Hun fik veninder nu. Og hun tænkte selv. Hun hjalp til hjemme. Tog med på ture. Kunne læse og skrive og bruge PC selv. Børnene vidste ikke, at Agnethe var anderledes. De accepterede hende som en ligeværdig legekammerat.

Og nu her i 2006, da skolen startede, og Agnethe var fyldt 7, startede hun i en normal 1. klasse ligesom de andre børn. Hun rækker pænt hånden op, når hun kan svare, men hun hvisker også med veninderne.

Agnethe og GabrielHun elsker sin lillebror, der nu er 2 måneder gammel, og hjælper til med pasning af ham og alt muligt andet hjemme i øvrigt.

Og hun fortæller ...

Hun mangler stadig noget, især hvad angår det at ræsonnere. Hun har da også sit ABA-program med på skolen og i SFO.

Men hun er på meget god vej, og folk, der ser hende, tænker ikke på, at der er noget galt med hende. Man skal kende hende godt for at se de svage punkter.

Jeg er selvfølgelig rasende stolt af hende og af, hvad hun har klaret. Og jeg er glad for, at jeg tog de valg, jeg gjorde, og taknemmelig for den hjælp, jeg har fået, ikke mindst fra min dejlige mand, Morten.

Men at få et ordentligt program i Norge er heller ikke helt enkelt, selvom det går noget lettere end i Danmark. Også her må man kæmpe. Især når man ikke er tilfreds med bare at få standard-ABA, men vil have det, som er af den bedste kvalitet.

Men det kan lade sig gøre. Jeg er glad for, at vi aldrig gav op! Og jeg er spændt på, hvilket menneske min datter vil udvikle sig til i fremtiden.

Læs den oprindelige beretning om Agnethe
Se også: TV2 om Agnethes sag
Tilbage til oversigten over alle børnene