David om Døden, Livet og Kærligheden


For en uges tid siden sendte jeg nedenstående e-mail til min familie, dvs. mine søstre og deres nære familier, mine forældre og svigerforældre.

Cecilia, november 2005


Kære familie

Det er ved at være lang tid siden, jeg har skrevet noget til jer om David, og det er jeg egentlig glad for. Jeg ved jo, at det skyldes, at han udvikler sig godt og hurtigt, og at mit og Martins behov for at fortælle jer om de udviklingsskridt, han tager, derfor er mindsket.

Men i aften vil jeg gøre en undtagelse, for jeg har haft nogle søde oplevelser med ham, som jeg synes, I skal høre om. Here goes:

Her til aften snakkede jeg med ham om hans kommende familie, dvs. kæreste/kone og børn. Det har jeg kun gjort sådan rigtigt en gang tidligere.

Martin og jeg er selvfølgelig meget opmærksomme på, at det er vigtigt, at vi snakker med børnene om den slags, så de kan få en fornemmelse af og overblik over et livsforløb og over de kommende muligheder i deres egne liv (for ikke at snakke om at videreudvikle evnen til at visualisere fremtidige, hypotetiske situationer, osv.).

Men jeg tror, at usikkerheden om, hvorvidt David overhovedet nogensinde ville få en kæreste og en familie, har gjort, at jeg har undladt at snakke med ham om i al fald lige den del af et typisk livsnarrativ.

Vi har nemlig ellers mange gange snakket om livsforløb, efter at en dreng fra skolen fik et legestativ ned over sig og døde. Her skulle David jo pludselig forholde sig til døden, som han slet ikke havde haft så tæt på før, og det var meget svært, primært fordi den er så abstrakt, når man kun kan snakke om den, og fx ikke har set liget, eller endnu aldrig har oplevet, at personen altså ikke vågner igen og ikke kommer tilbage. Derfor snakkede vi meget med ham om døden, og vi forklarede og fortalte og lånte bøger om folk, der var syge og skulle dø, eller som bare var gamle og skulle dø, osv.

Og faktisk var det også netop døden, vi først snakkede om, begge de gange jeg har snakket med ham om hans kommende familie.

Den første gang, vi snakkede om hans kommende familie, var en aften for en måneds tid siden, hvor jeg havde lagt ham i seng, og han pludselig begyndte at snakke om, at han var bange for, at Martin og jeg skulle dø. Oven på vores mange snakke om døden har han fået en ganske klar bevidsthed om, at også Martin og jeg skal dø en gang; og måske fordi det stadig er svært for ham at overskue et helt livsforløb, og fx forstå, hvor meget tid et liv egentlig spænder over, har han indimellem været ked af det, når han kom til at tænke på, at vi en gang skulle dø, og så har vi været nødt til på alle mulige forskellige måder at hjælpe ham til at forstå, at der højst sandsynlig er mange mange år til, at vi skal det.

Og det var så altså sådan en snak, jeg var i gang med sammen med ham den aften, hvor vi første gang sådan rigtig snakkede om, at han en gang selv skal stifte familie. Jeg gennemgik sammen med ham de typiske led i hans kommende liv: Hvordan han skulle gå på Sølystskolen en del år endnu, og at han en gang måske skal på gymnasiet, og måske kommer på universitetet (det sidste har han haft planer om længe), og så tilføjede jeg det led, jeg tidligere har snakket mindre om, nemlig at det kunne være, at han så fik en kæreste. Det syntes han selvfølgelig, var en rigtig god del af historien. Han er temmelig pigeglad, og vist også lidt forelsket i en af pigerne fra sin klasse.

Men da jeg så hypotetiserede, at han og hans kommende kæreste skulle flytte sammen i en lejlighed, blev han fuldstændig ulykkelig: ”Jeg vil bo sammen med dig og Martin!”, og han græd og græd. Det er også virkelig svært at forestille sig selv mange år ældre, med helt andre interesser og tilhørsforhold. Og fordi han blev sådan slået ud af det, var han ikke helt modtagelig over for det, da jeg snakkede om, at de jo selv skulle have børn og blive en familie.

Men det var han her til aften. Han lå i sengen og var tydeligvis rigtig i humør til at hyggesnakke. Så kom han imidlertid pludselig i tanker om det med, at Martin og jeg en dag skal dø, og det var så anledningen til vores snak om livsforløb og hans kommende familie – en snak, som denne gang blev mere udførlig og rigtig hyggelig.

Meget af tiden gik med, at jeg opridsede forskellige mulige scenarier for ligesom at give ham en fornemmelse af, hvad livet med egen familie kunne gå ud på. Jeg snakkede fx om, at det kunne være, at hans dreng en dag faldt og slog sit knæ, og at han så kom hen til David for at blive trøstet, osv. i den dur. Det syntes han tydeligvis, var hyggeligt at forestille sig.

På et tidspunkt spurgte jeg, om han vidste, hvad hans søn skulle hedde, hvis han fik en søn. Vi har tusind gange snakket om navne til dyr og bamser, og han har altid en masse ideer og indimellem ret faste meninger, som dog heldigvis kan være skiftet den næste dag igen. (Jeg skriver "heldigvis", fordi han har haft mange ideer til navne til vores kommende hund, og ikke alle har været lige gode. Fx har han foreslået en del drengenavne, fx Carl, og det tror jeg ikke lige, vi vil kalde den).

Men det var første gang nogensinde, vi snakkede om et navn til hans muligt kommende søn, og hans svar på mit spørgmål om, hvad han skulle hedde, var naturligt nok: ”Det ved jeg ikke”.

Jeg tror simpelthen ikke, han nogensinde før har tænkt på at skulle finde et drengenavn til sin søn.

For ligesom at få gang i ideerne, foreslog jeg ham, at han kunne kalde ham Mathias. Hans gamle bedste ven fra børnehaven hedder jo Mathias, og de har lige netop i dag aftalt at lege sammen igen i en af de kommende weekends, efter at David i et par uger har gået og snakket om, at han savnede ham.

David var bestemt ikke negativt stemt over for mit forslag til navn, men da han havde ligget og grublet lidt, sagde han: ”Jeg tror, han skal hedde Bjørn.”
 
Jeg blev rigtig glad for, at han selv havde en ide til et navn, og jeg ville gerne vise ham min anerkendelse af det, så jeg sagde ”Det er da også et sejt navn”. Først var han tavs, som om han tænkte over, hvad jeg havde sagt, og så tilføjede han stille: ”Og sødt”.
 
Jeg blev så glad indeni over hans tanker om, hvad der var vigtigt, når man skal navngive sit barn. Og samtidig helt flov over, at jeg havde undervurderet hans evne til at tænke omsorgsfuldt frem for drenget.
 
Lidt senere snakkede jeg med ham om, at Martins morfar jo faktisk også hed Bjørn, og at David – hvis han valgte at kalde sin søn for Bjørn – kunne fortælle ham, at han havde det samme navn, som hans tip-oldefar havde haft. Jeg syntes selv, det var lidt hyggeligt, at David valgte et navn, som et afdødt familiemedlem har haft, men det mærkedes faktisk ikke, som om David havde fået ideen til navnet fra de gange, vi har fortalt ham om Bjørn Brynskov.

Men nu, mens jeg har siddet her og skrevet til jer, tror jeg, jeg har fundet ud af, hvor han har ideen fra.

For et par måneder siden så vi en helt fantastisk dejlig tegnefilm, som hedder ”Drengen, der ville gøre det umulige”. Den handler om en eskimodreng, der kommer til verden hos et sælfangerpar, som bor alene, langt ude på landet på Grønland, hvor der kun er deres lille hytte og så ellers sne og is omkring dem. Samme nat som drengen bliver født, nedkommer en bjørnemor tæt på, men hendes bjørneunge viser sig at være dødfødt. Bjørnemoren bliver meget ulykkelig, og da bjørnefaren vandrer omkring alene, fordi hun slet ikke vil snakke med ham, ser han den nyfødte menneskeunge, som han stjæler fra kvinden, og bringer hjem til bjørnemoren. Drengen vokser derfor op hos bjørneparret, hvor han selvfølgelig har en del praktiske problemer og identitetsproblemer, fordi han ikke er en rigtig bjørn, men også en masse vidunderligt livfulde og lykkelige oplevelser. En dag, hvor han er blevet en stor dreng, ser hans menneske-far ham imidlertid, og ”stjæler” ham tilbage. Det byder på nye problemer for drengen, fordi han nu kun kender bjørneverdenen og slet ikke formår at passe ind i og falde til i menneskeverdenen.
 
Det er en film, som er fuld af store følelser og komplicerede dilemmaer, med masser af mulige analogier til vores virkelige verden. Men fordi den på en helt fantastisk måde taler til følelserne og formidler effektivt ad den vej også, forstod begge børn helt utrolig meget af filmen. Når vi siden har snakket med dem om den, har det været tydeligt, at David faktisk har haft en ganske dyb forståelse af dilemmaet omkring, hvor drengen hørte mest til, og det svære spørgsmål om, hvem af forældreparrene der havde mest ”ret” til ham. Han har i vores snakke om filmen ikke – som han ellers ofte gør – taget tydeligt parti for den ene af parterne. Tværtimod har hans medfølelse omfattet alle personerne, og han har flere gange vist, hvor nuanceret hans forståelse af filmens problematikker var; fx har han startet med at snakke om, hvor synd han syntes, det var for den ene part, men er straks efter kommet til at tænke på den anden part og har derfor tilføjet, at det jo også var synd for dem.

Filmen gjorde dybt indtryk på os alle (og kan anbefales). Vi sad i sofaen og så den sammen, vi voksne med børnene imellem os. Flere gange sad vi alle fire med tårer trillende ned af kinderne og knugede os ind til hinanden.

Kan I gætte, hvilket navn menneskemoren gav drengen, da hun lige havde født ham?
 
Kærlige hilsner
Cecilia

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 07.11.2005