David cykler i børnehave

Af Cecilia Brynskov

David er begyndt at cykle i børnehave. Da vi boede på Store Torv, var han slet ikke god nok til, at det var muligt, men da vi flyttede ud i kolonihaven i foråret, fik han optimale vilkår til at træne. Og nu, hvor vi er flyttet op på Høgevej, cykler han til og fra børnehaven hver dag.

Det er en tur på 10-15 minutter. Om morgenen, når vi er kommet ud af opgangen, får han vores nøglebundt, så han selv kan åbne for cykelrummet og trække sin cykel ud. I mit nøglebundt har nøglen en rød plasticdims på, i Martins er plasicdimsen gul, men det volder ingen problemer for ham. Han finder nøglen frem, låser op og skubber den tunge dør ind.

Når han kommer op på cyklen, er det ikke altid, vi voksne er nået helt så langt. Og David vil tydeligvis gerne af sted, men oftere og oftere venter han i stedet for at køre, og kigger endda tilbage for at se, om vi snart er med. I starten kørte han ofte bare selv, og så måtte vi råbe i vilden sky efter ham for at få ham til at stoppe. Han havde for svært ved både at køre og at være opmærksom på, hvad vi sagde. Men det bliver hele tiden bedre. I morges begyndte han at køre, men så spurgte jeg – uden at hæve stemmen det mindste – om han lige gad vente, og så stoppede han med det samme og så afventende på mig.

Først kører vi langs blokken, hvor der ofte er mange gående, som han er blevet dygtig til at være opmærksom på og køre uden om. For enden af blokken skal vi ud på en vej, Musvågevej. Her er der næsten aldrig nogen biler, men til at begynde med lærte vi ham alligevel, at han altid skal stoppe, for så er vi sikre på, at han også stopper den ene gang ud af ti, hvor der faktisk kommer en bil. I løbet af den sidste uges tid er vi nået dertil, at han blot sagtner farten og ser sig om i tide, sådan at han ikke behøver at stoppe helt, hvis han tydeligt kan se, at der ikke kommer nogen bil.

Kort efter drejer vejen ud i en lidt større vej, som er fortsættelsen af Høgevej. Her er der selvfølgelig haj-tænder, og David har meget hurtigt fået styr på, at de betyder ubetinget stop. En dag sagde han til mig: »Hvis man kører ind i haj-tænderne, så bider de.« Jeg var overbevist om, at det måtte være noget, Martin havde bildt ham ind, men det var det ikke. Det var Davids egen lille fantasi-forklaring på, hvorfor det er vigtigt at huske at stoppe. Og den ser ud til at virke rigtig godt.

Høgevej er den værste at køre på, fordi bilisterne ikke er specielt venlige her, men vi skal heldigvis ikke særlig langt, før vi når til en fodgængerovergang. Her er der skolepatruljer om morgenen, og David er blevet god til at vente, til de giver »grønt lys«.

Han trækker lige så pænt hele vejen over fodgængerovergangen, og ovre på den anden side står han på cyklen igen og drejer straks om hjørnet til en lang og bred grusvej, Højlyngen, der går mellem en sportsplads og en kolonihaveforening. Her kommer der sjældent biler, men her er mange gående, om morgenen som regel en del skolebørn. Dem skal man jo også lige huske at være opmærksom på, så man kan sørge for at køre uden om dem. Det er han nu blevet god til efterhånden.

Lidt senere drejer vi om hjørnet, hvor sportspladsen grænser op til et villaområde. Vejen, som hedder Slotslyngen, er ikke specielt befærdet, men her kommer ofte pludselig en bil ud af en indkørsel eller fra en sidevej; og fordi de ikke kører stærkt, larmer de heller ikke så meget, og så bliver man ikke advaret så tidligt. Derfor kan man ikke køre helt så stærkt, som vejen umiddelbart indbyder til. Så vi prøver at få David til at køre i normalt tempo, og det lykkes som regel, selvom hans fine beherskelse af cyklen selvfølgelig gør, at han godt kan lide at ræse.

For enden af vejen skal vi krydse en ny vej, Hammershusvej, og her er haj-tænder, som han også næsten altid respekterer. Så kører vi forbi nogle højhuse og når frem til den eneste store vej, vi skal krydse, Paludan Müllers Vej. Det er et lidt dumt sted, vi krydser den, og hvis vi nu var meget pædagogiske og helt igennem korrekte, gik vi i stedet de 300 meter op til en fodgængerovergang, og de 300 meter tilbage ovre på den anden side.

Men det gør vi altså ikke. Vi står af cyklerne og stiller os frem til kanten, så vi har overblik. Vi voksne er nødt til at trække os lidt tilbage, så vi ikke spærrer for Davids udsyn, og det kan vi også nu, hvor vi ikke længere er bange for, at han pludselig går ud, og vi ikke kan nå at få fat i ham.

I starten var det kun os, der vurderede, hvornår vi kunne gå ud, men nu snakker vi sammen om det. Der er også sket en anden vigtig ændring: I starten var det utrolig svært for os at få ham til at gå hurtigt over, når vi havde sagt »kom«. Det var, som om den latenstid, der var på hans reaktion, var for lang, til at han kunne nå at opfatte det i tide; og når han så omsider kom ud på vejen, var han så sur, fordi vi have skyndt på ham, at han heller ikke ville gå hurtigt. Og det er jo ikke så smart, når man skal nå over en befærdet vej.

Nu er han så vant til situationen og deltager som sagt selv aktivt i den, og det er muligvis de to ting, der tilsammen har bevirket, at der ikke længere er latenstid på hans reaktion overhovedet. Han går simpelthen ud på vejen med det samme, vi siger »okay« til hans bedømmelse, og han er desuden blevet rigtig god til at følge med os i vores hurtige tempo, når vi går over.

Det er selvfølgelig en stor lettelse i denne lidt stressede situation, men vi glæder os endnu mere over det faktum, at det har vist sig muligt at mindske latenstiden på hans reaktion. For han har i mange sammenhænge forsinket eller helt manglende reaktion, og det er både et stort problem for ham selv og for os andre omkring ham. Derfor er ethvert lille skridt i retning af reduktion af latenstiden stort for os.

Ovre på den anden side af Paludan Müllers Vej kører vi lidt op ad cykelstien, før vi drejer til højre ad Katrinebjergvej, hvor der også er cykelsti.

På staff-mødet i onsdags aftalte vi, at han i den kommende tid skal have et emne om trafik og færdsel (som vi i øvrigt aftalte, han skulle træne som integrations-opgave). Her snakkede vi om, at han skal lære at række armen ud, når han skal dreje. Jeg var faktisk usikker på, hvorvidt han overhovedet var i stand til at køre med een hånd. Men det er han altså, for netop i morges opfordrede jeg ham til at række armen ud, da vi drejede ned ad Katrinebjergvej, og det lykkedes for ham – i et sekund. Det er en god start, og han skal nok snart lære det.

Når vi er kørt lidt ned ad cykelstien, skal vi krydse Katrinebjergvej for at komme over til Thorshavnsgade, hvor børnehaven ligger. Det er næsten sværere end at krydse Paludan Müllers Vej, for der er altid en masse parkerede biler, der spærrer for udsynet, og vejen drejer også lidt, så det er svært at få overblik. Så vi må lidt ud på vejen for at kunne se forbi de parkerede biler, og her må vi vente, til der på et tidspunkt bliver et stort nok hul mellem de biler, der suser forbi, til at vi kan nå at komme over.

Her cykler vi som regel over. Og det kræver faktisk en del træning sådan lige at skulle få cyklen i gang i det rigtige sekund. Heldigvis var det at få cyklen hurtigt i gang noget, han fik en del naturlig træning i, da han endnu ikke var så god til at køre og derfor ofte faldt.

Når vi kører ned ad Thorshavnsgade, vil David gerne køre meget stærkt, og det får han som regel lov til, fordi det er en meget stille vej. Han kører derfor ofte langt foran os, og når han når frem til børnehaven, kan vi se ham dreje selvsikkert ind ad indkørslen. Henne ved lågen ind til cykel-p-pladsen står han af cyklen og tager sin hjelm af, og inde på cykel-p-pladsen parkerer han sin cykel og hænger cykelhjelmen på styret.

Og så er vi ved at være nået frem til ham og kan gå sammen med ham ind i børnehaven til endnu en dag med kammerater og træning.

Når David således cykler omkring tre kilometer hver dag, er han ved at have fået godt styr på det. Vi kan derfor lettere og lettere komme omkring på cyklerne hele familien, og det er vigtigt, når man ikke har nogen bil.

I forrige weekend tog vi på en lang søndagstur sammen i det gode vejr. Vi startede med at cykle ned til Bellevue. Det var nedad, nedad og nedad. På stranden smed børnene det meste af deres tøj og dyppede kroppene, mens Martin og jeg sad på badebroen og (kyssede og) nød, at vi med sindsro kunne lade David »gå løs omkring« blandt så mange mennesker.

Så slog vi lige et smut omkring mine forældre, der bor tæt på Bellevue, og derefter kørte vi ind til byen. Det var ligeud, ligeud og ligeud, på den dejligste strækning mellem stranden og skoven.

Inde i byen gik vi på indisk restaurant, hvor vi voksne fik lækker stærk mad, mens børnene fik kedelige danske kyllinge-nuggets og pommes frites. Efter optankningen var vi klar til sidste strækning: Fra byen og hjem. Det var opad, opad og opad! Begge børn brokkede sig lidt til allersidst – David klynkede »Jeg sveder« – men de klarede det faktisk ret fint.

Vi havde kørt i alt 15 kilometer, og børnene var meget trætte, da vi nåede hjem. De faldt omkuld og sov tungt og godt.

Se også: Erfaringer: Cykle

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 29.08.2003