David: Marsvin og Spiderman

Af Cecilia Brynskov

Anna har fået et marsvin for en uge siden. Vi havde kun meget kort overvejet, om David mon kunne tænkes at være interesseret i den slags små dyr, og det derfor kunne være uhensigtsmæssigt, at Anna fik et, uden at David fik et. Men selvom vi tænkte, at han måske nok ville være interesseret i første omgang, så var vi temmelig sikre på, at det efter kort tid ville blive vores projekt at fodre, lufte, rengøre osv., og det orker vi ikke rigtig. Det er selvfølgelig anderledes med Anna. Hende kan vi godt forvente den slags af, og det var da også under denne forudsætning, at hun fik det.

Men David er meget interesseret i marsvinet, og han har flere gange spurgt, om han også må få et marsvin. Vi føler os imidlertid overbevist om, at det er bedst at sige nej, så nu har han affundet sig med, at han må nøjes med indimellem at spørge Anna, om han må sidde med hendes. Han plejer at spørge hende: "Må jeg prøve marsvinet?"

De første par dage ville hun forståeligt nok næsten ikke give det fra sig, men nu kan hun godt klare, at han sidder med det i lidt tid, mens hun laver noget andet. I dag sad han så med det på skødet i forholdsvis lang tid, og da jeg sad ved computeren lige ved siden af, kunne jeg høre ham snakke med det. Det har jo sådan nogle knirke-lyde, som det siger, når det er trygt og veltilpas, og det var det åbenbart i høj grad, da han sad med det. Så hørte jeg ham pludselig sige: "Nårh, lille marsvin, nårh, du skal ikke være ked af det. Du skal ikke græde. Så så så. Du skal ikke være ked af det", og da jeg vendte mig om, så jeg, at han sad og aede det så sødt og blidt ned mellem ørerne, mens han talte beroligende til det – med det resultat, at det bare sagde endnu flere af de tilfredse knirke-lyde, som han tolkede som gråd. Det var meget kært at se ham så omsorgsfuld. Det er jo noget, han må have lært fra tidspunkter, hvor han selv er blevet trøstet, men fordi han ikke til hverdag har nogen, som det er oplagt, at han viser den slags omsorg over for, har han ikke rigtig haft mulighed for selv at praktisere trøste-rollen. Hvor er det bare godt, at der findes små dyr.

Lidt senere hørte jeg ham spørge det: "Marsvin, kan du tale?" Det svarede jo ikke rigtig, så han fik nok svar på sit spørgsmål.

I går, mens jeg var i København, havde Martin og børnene lånt videoer inde i byen (Århus, altså), fordi de var kommet forbi Blockbuster, og David havde plaget om at få lov at se Spiderman. David er meget vild med Spiderman, og han havde da også formået at se en stor del af filmen, indtil der pludselig kom en scene, der var for uhyggelig. Så sagde han, at de skulle slukke for filmen, og da Martin og Anna ikke umiddelbart var tilbøjelige til at slukke – fordi de selvfølgelig gerne ville se hele filmen – gik han resolut hen og slukkede selv. Jeg synes, det var fint, at han selv formåede at sige fra, for efter min mening ser han lidt for uhyggelige ting nu og da (især fordi han har fundet ud af, hvordan man via Google kan finde stort set hvad som helst på nettet. Og han kan jo selv skrive de ord ind, han vil søge på: Hulk, Spiderman, Marvel osv.).

Men han snakkede alligevel om Spiderman mange gange i dag, og han ville gerne gøre de samme ting, som Spiderman gør i filmen. Så da vi sad ved aftensmadbordet, og han ikke efterkom et par af vores henstillinger om at trække sin stol ind til bordet, sådan at han kunne sidde ordentligt og spise, så forsøgte Martin at appellere til hans identifikation med Spiderman: "Spiderman skal også sidde ordentligt, når han spiser". Men den hoppede David ikke på. Han forklarede roligt: "Jeg er ikke Spiderman. Jeg er David."

Sådan.

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 24.04.2005 (oprindelig 13.04.2003)