David og Anna

Af Cecilia Brynskov, forår 2006

Det er lang tid siden, jeg har været inde forbi Martins og min oprindelige beretning om David. Det var jeg i dag. Og her faldt jeg over en overskrift, som satte nogle tanker i gang. Det var denne her: "Forskellene mellem vores to børn bliver tydeligere".

Afsnittet under overskriften handler om det faktum, at Anna og David allerede fra starten af deres liv egentlig var meget forskellige, men at forskellene mellem dem kun blev endnu tydeligere, da David nåede over etårsalderen, og der stadig ikke rigtig skete noget i hans udvikling.

Det pudsige er, at jeg her det sidste halve eller hele år flere gange har tænkt på, hvor meget vores to børn i dag tværtimod er kommet til at ligne hinanden. Og faktisk har jeg lidt på fornemmelsen, at de egentlig altid har lignet hinanden.

Vi kunne bare ikke få øje på lighederne, fordi Davids autisme, opmærksomhedsforstyrrelse og udviklingsforsinkelse i mange år fuldstændig skyggede for hans personlighed. Det var svært at finde ud af, hvem David egentlig var.

Den store udvikling, han siden har gennemløbet, har bevirket, at vi nu ser meget mere til David og til hans helt egne personlige træk, evner og præferencer, simpelthen fordi han har fået så mange tangenter at spille på, at han nu kan udfolde sig meget friere.

Og på mange punkter ligner han og Anna hinanden.

De har begge to et mildt og blidt sind. De er meget empatiske og bliver kede af det, når de ser andre lide. David kan dog indimellem være så fraværende, at han ikke opdager det, hvis andre er kede af det; men når han er nærværende, bliver han meget rørt og vil gerne handle og hjælpe hurtigst muligt - akkurat som Anna. Det gælder små situationer herhjemme, hvor de begge får lyst til at vise omsorg og gøre tjenester, hvis en af os andre hænger med mundvigende eller bare er trætte. Og det gælder større situationer uden for hjemmet, fx synes de begge to, det er vigtigt, at vi giver penge, hvis vi går forbi en tigger på gaden, ligesom de bliver kede af det, hvis der er noget i tv om fattige mennesker i u-landene. De kan heller ikke bære at se dyr lide.

De er også begge to romantisk anlagt. Der skal ikke være megen kærlighed og følelse i en sang eller historie, før de bliver rørt. De kan også begge to lide romantiske historier om par, der går så grueligt meget igennem, inden de får hinanden, fx Tryllefløjten. David har sågar opfundet et ord for den følelse, man har, når de elskende til sidst omsider får hinanden, og man sidder med så stor en lykkefølelse i hjertet, at det næsten ikke er til at bære: "dejligt-sørgeligt".

De har også begge to et meget lyst og åbent sind. Det har de arvet fra deres far, som har det lyseste sind i verden. De er næsten altid glade og kan se på en sag med så positive øjne, at jeg af og til forundres. De kan også sagtens være kede af det eller sure, men de har en grundlæggende tro på, at verden og livet er godt, og den indstilling gør på mange måder livet let for dem. Hos David kan vi fx se det på den måde, at han næsten altid er åben over for noget, der er nyt og spændende. Det var han ikke for fem år siden. Det gælder alt fra nye mennesker, der kommer i vores hjem, til nye retter mad eller nye bøger, vi læser. Han er stort set altid glad og imødekommende over for det, og sådan er det også med Anna.

De er begge musikalske. Anna har absolut gehør. Det har David ikke, men han er med årene blevet gladere og gladere for både at synge og at lytte til og selv spille musik. I dag lytter de ofte til musik sammen, og hygger sig med at finde teksterne på nettet og lære dem udenad, så de kan skråle med på sangene. Lige for tiden er det især Outlandish, Black Eyed Peas og Katie Melua, de er vilde med.

Og så oplever vi oftere og oftere, at Davids viden og forståelse på visse områder kan blive så stor, at han kan matche Anna. Han kan lære ting lynhurtigt, fx er han skrap til at fange engelske gloser, og det kan godt irritere Anna lidt, hvis han pludselig retter hende i noget eller svarer på et glose-spørgsmål, som hun stillede en af os voksne. Annas engelsk er langt bedre end Davids, især hvad angår syntaks og morfologi, men indimellem kender han nogle gloser, hun ikke kender, og det er en ny situation, fordi vi indtil nu har været så vant til, at Anna altid var bedre til alt.

Og for at det ikke skal være løgn, så er de også kommet til at ligne hinanden mere og mere rent udseendemæssigt. Prøv at se dem på billedet her ved siden af, hvor de sidder sammen og ser tv. Er det ikke rigtigt?

Se også

Erfaringer: Søskende

Læs om afslutningen af Davids ABA-behandling
Læs om Davids skolestart
Læs om Davids tanker om Døden, Livet og Kærligheden

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 02.05.2006