Mandag

 
  Så har vi alle fået lejet ski. I baggrunden ses Hafjell Skiutleie
 

Af Cecilia Brynskov

Den første morgen lejede vi slalom-ski til os alle fire (Martins forældre skulle ikke nyde noget), og vi meldte begge børn til skiskole de tre første dage deroppe (mandag, tirsdag og onsdag) fra 14 til 15.30.

Martin har været på ski mange år i træk som barn og ung, så han var vant til det hele, men for mig var det kun anden gang, og for begge børn var det første gang. De første par timer øvede vi os derfor på nogle meget små bakker, som man kunne komme op til toppen af ved hjælp af nogle små tallerkenlifter.

Der var en tydelig forskel på Annas og Davids måde at øve sig i at stå på skiene ned ad bakkerne. Anna gjorde sig meget umage og ville gerne have udførlige instruktioner i, hvordan hun skulle styre skiene (plove og vende). David var fuldstændig ligeglad med alle detaljerne. Han ville bare have fart på: ned i en fart, op i en fart osv. Og så fandt han selv ud af at plove, når han var nødt til at få lidt fart af.

 

 
 
 
Når det ikke gik tilstrækkelig hurtigt ned ad bakke, blev David irriteret. Han gad ikke bruge energi på selv at komme frem. Derfor fandt Martin på, at vi i stedet for at lade David gå i skiskole som Anna, simpelthen bare skulle tage ham med op på toppen af bjerget allerede første dag og lade ham køre hele vejen ned ad de store pister. Jeg ville aldrig være gået med til dette, hvis ikke Martin havde været erfaren på skiene, for jeg kunne slet ikke overskue, hvad David ville sige til sådan en vild tur, og jeg var jo ikke engang selv helt sikker på skiene. Men Martin mente, det var forsøget værd, så da vi havde afleveret Anna i skiskole, tog vi de store stolelifter op til toppen med David.

Det gik helt forrygende med David på bjerget. Han startede med at køre ved siden af Martin, sådan at de holdt hinanden i hånden, og efterhånden slap Martin ham i længere og længere tid ad gangen.

Han tog indimellem nogle vilde styrt, især fordi han havde en ide om, at det var sjovest at køre ude i siderne, hvor sneen er dybere, men det er jo meget sværere at styre skiene der. Så han landede nu og da i en snedrive eller tonsede rundt, så han næsten slog en kolbøtte, og han blev lidt sur og ked af det, men han var så motiveret af længslen efter farten, at han sekundet efter glemte det og bare rejste sig op og kørte videre.

 

 
  Når farten lokker, er det let at komme hurtigt op igen efter et styrt
 
Vi startede selvfølgelig på de letteste pister (de grønne), men indimellem kan man alligevel få en vis fart på, og David sagde høje gyse-lyde, når han kom godt op i tempo ved siden af Martin. Men det var tydeligt, at det var glædes-hvin, og at han virkelig nød farten.

Senere blev vi nødt til at køre ad de blå pister (næst-lettest), fordi der ikke var grønne pister hele vejen ned ad bjerget. Men det syntes David blot endnu bedre om.

Selvom Anna først var færdig med skiskole kl. 15.30, tog vi en tur op til toppen bagefter. Det var en kold, men dejlig fornøjelse, og vi var de sidste, der kom ned ad løjperne den dag, fordi lifterne lukkede lige efter, at vi var kommet op, og vi var de langsomste til at komme ned. Begge børn blev meget hurtigt dygtige. Man kan ganske vist ikke se farten på billederne, men det går faktisk ret stærkt.

 

 
Her flader vi ud, mens vi venter på, at Abraham kommer og henter os, så vi kan komme hjem til Mettes gode mad  
Vi stod på ski otte timer den første dag. Og det var en let leg, mens den stod på, men da vi kom ned fra bjerget, kunne vi mærke, hvor udmattede vi var.

Videre til tirsdag

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 07.03.2003