Tirsdag

Af Cecilia Brynskov

Humøret er i top, mens vi lader os fragte til tops.

Liftbillede uden sol

Så går det nedad, med udsigt til bjerget på den anden side af dalen.

D-drev, Tirsdag, D på vej ned til C

Manden med faklen er et levn fra olympiaden i Lillehammer, hvor de også brugte nogle af pisterne på Hafjell.

Tirsdag var Annas anden dag på skiskole. Læg mærke til den effektive teknik, hun allerede har fanget (i modsætning til de to andre børn, hvis ski er mere eller mindre parallelle). Hvis man ikke får fat i denne teknik, tager det hundrede år at gå sig frem på skiene, når man ikke har tyngdekraften til hjælp.

Anna lærte en masse små praktiske ting på skiskolen. Hun blev for eksempel ferm til hurtigt at få skiene på igen, hvis hun faldt og tabte dem. Hun havde også allerede fået en fornemmelse for, hvordan man kan zigzag'e ned ad pisterne, så man ikke får for meget fart på og bliver nødt til at plove.

Vi skyndte os så vidt muligt at lære det, hun havde lært, videre til David. Men han vedblev dog hele turen igennem med at være aldeles doven. Hvis han tabte skiene under et styrt, ville han helst have, at vi kom og satte dem på for ham. Og når vi ikke ville, kunne han finde på bare at ligge og hygge sig med at spise sne.

Han gad heller ikke lære at zigzag'e, for det gik for langsomt! Og når vi skulle gå ligeud på skiene (for eksempel fra den ene lift til den næste), kunne han næsten ikke slæbe sig frem; og fordi vi andre var ivrige og bare gerne ville videre, var Martin og jeg i starten tilbøjelige til bare at trække ham efter os i en af vores skistave. Men på den måde gjorde vi ham selvfølgelig en stor bjørnetjeneste, for det betød jo, at han slet ikke fik praktiseret at gå frem selv.

Han blev dog hurtigt god til at tage de små tallerkenlifter selv. Det kræver også lidt snilde, men hans iver efter at komme hurtigt op motiverede ham til at lære det.

Videre til onsdag


Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 07.03.2003