Onsdag

Af Cecilia Brynskov

Så er vi nået helt til tops, og her er meget koldt. Anna har is i håret de steder, hvor det ikke har været ordentligt dækket på vej op med liften. Vi er nået op over trægrænsen (som vi for sjov kaldte Polarcirklen), og de få træer, der af en eller anden grund formår at overleve alligevel, er dækket af sne, så de knapt kan anes.

Så starter nedfarten.

Annas sidste dag på skiskolen er slut, og hun får udleveret diplom. Hun er cirka midt i billedet.

Martins mor, Mette, havde fundet en gammel sød kone, som hed Hjørdis, og som havde et lille madsted, hvor hun blandt andet lavede vafler til eftermiddagskaffe. Mette havde lokket hende til at lave krumkager til os i stedet, og onsdag eftermiddag tog vi alle derned. Da vi kom derned, blev vi inviteret med ud i køkkenet, hvor Anna og David fik lov til at være med til at bage krumkagerne.


David var glad, interesseret og opmærksom. Hjørdis gik og småsnakkede lidt til ham og Anna, og det norske er David jo ved at være vant til fra vores klinikvejleder Grethe, så han svarede beredvilligt på alt, hvad hun spurgte om. Når han selv henvendte sig til hende, kaldte han hende konsekvent »Kokke-bedstemor«. Det var ret sødt fundet på, synes jeg.

Se, hvor velopdragent begge børn trisser ind i den lille stue med deres portioner:

Hjørdis diskede op med det helt store kagebord.

Bagefter fik vi lov til at komme ind i pejsestuen ved siden af. Her legede Anna og David først gemmeleg under bordene og senere hekse med et fint gammelt kosteskaft, som hang på væggen.

Videre til torsdag

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 07.03.2003