Torsdag

Af Cecilia Brynskov

Anna og David leger i sengen om morgenen.

Og så blev det endelig ordentlig solskinsvejr. Det var meget smukt, og vi fik fregner på næserne. Men det betød også, at det blev endnu koldere. Nede i dalen viste termometeret 19 graders frost, og i blæsten på toppen var det endnu koldere.

Turene op med lifterne var en oplevelse i sig selv. Det var så hyggeligt at sidde der alle fire, måske ti meter over bjergsiden, og så delte Martin indimellem ud af Kvik Lunsj'en, så vi kunne få lidt energi. Den var selvfølgelig dybfrossen, men den tøede op, når den kom ind i munden.

Her skal vi til at køre ned ad en af de blå pister sammen. Davids motto var blevet: "Jeg vil ha' fuld fart på!", så han lå ofte forrest. På pisterne kunne vi lade ham være langt foran os, kun lige akkurat i syne, og hvis vi så skulle dreje ned ad en ny piste til en af siderne, brølede vi ellers bare ned til ham: ”DAVID! TIL HØJRE!” (Heldigt nok, at vi ikke er afhængige af piktogrammer ...).

Det kan nu være ganske udmattende at løbe så meget på ski. Her hviler David sig lidt, mens jeg er med Anna inde på toilet.

David burde nok i stedet være gået med ind på toilet, for på næste piste kunne han ikke længere holde sig og tissede i bukserne (det sker ellers aldrig mere). Det var simpelthen så synd for ham. Martin kørte til dalen med ham i en værre fart og gik hjem og afleverede ham til Mette og Abraham.

Bagefter spiste Anna, Martin og jeg Mettes madpakker sammen i den skinnende sol. Det var dejligt, men også meget koldt.

Anna valgte at tage hjem i hytten (»Jeg savner allerede David!«). Og på den måde lykkedes det Martin og mig at få resten af dagen for os selv, så vi kunne suse lidt rundt på pisterne uden børn. Det var ret skønt.

Fredag

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 07.03.2003