David: Sommerstemningsrapport

Af Cecilia Brynskov

Jeg har været travlt optaget på det sidste pga. eksamen. Her i familien har jeg været lidt uden for det hele, fordi jeg har været 'købt fri' til opgaveskriveriet. Men indimellem har jeg taget en time eller to fri til at være sammen med børnene, og det har simpelthen bare været så hyggeligt. Vi har leget og snakket, og jeg har indimellem oplevet, at David pludselig kunne ting, som jeg slet ikke syntes, jeg havde set anløb til.

Men i det hele taget kan han meget nu. Han taler i lange sætninger, ofte med ledsætninger på, fx "Jeg vil gerne dit, fordi dat" eller "Jeg går lige over til X og ser, hvad de laver" eller "Mor, er Rasmus Klump en tegneserie?"

Og selvom han ikke er aldersvarende sprogligt, så er det for os en fantastisk gave, at han kan kommunikere så meget. Her til aften, da jeg lagde ham i seng efter en lang aften til fest med 600 mennesker på Annas skole, sagde han: "Åh, mor, jeg er glad og træt".

Vi ser meget tydeligt, at han har særinteresser, men slet ikke på den måde, som det alt for ofte er beskrevet i litteraturen (eller i oplæg på konferencer, fx Francesca Happé på SIKON maj 2003), hvor en person har den samme, totalt meningsløse interesse hele sit liv. Det er bare sådan, at David som regel foretrækker udprægede drengede og/eller naturvidenskabeligt prægede emner frem for andet.

Han vil helst læse bøger om fx rumfærger eller naturfænomener, og han vil helst altid gå bevæbnet omkring, så han til enhver tid kan lege James Bond, eller hvem det nu lige er, han er mest fascineret af for tiden.

Vi veksler lidt mellem at lade ham dyrke det og at begrænse ham i det. Hvorvidt vi gør det ene eller det andet, afhænger af, om han samtidig får noget positivt ud af det.

Vi har i en tid haft alle hans pistoler gemt væk, fordi det tog overhånd med brugen af dem, mens jeg skrev opgave. Vi tog beslutningen om at lægge dem alle sammen væk, efter at jeg en dag havde insisteret på at være sammen med ham uden pistoler, og han nærmest fik abstinenser og gik febrilsk rundt og ledte efter noget, der kunne sættes sammen, så det kunne fungere som en pistol. Så besluttede vi at give ham en pause, og nu efter fjorten dages afvænning kan vi igen lade ham have en i ny og næ, som han heldigvis velvilligt lægger væk, når vi beder ham om det.

Her til aften læste jeg en bog med ham om naturfænomener. Der er billeder og forklarende tekst om blandt andet jordskælv, vulkanudbrud, tornadoer, skypumper og surregn, og der er også billeder af de katastrofer, der kan følge i kølvandet på disse naturfænomener.

Fordelen ved at læse den slags bøger med ham er, at han er så motiveret for at snakke, som han sjældent er med almindelige børnehistorier som fx Peter Plys. Og så kan man få drejet samtalen ind på noget, der alligevel ikke bare er teknisk viden eller udenadslære.

Fx var der et billede af to etiopere, der var ramt af hungersnød. Jeg forklarede helt simpelt, at de ikke havde noget mad at spise, og så sagde han: "De er meget tynde. De skal hente noget mad. Og så kan de blive glade igen."

En anden dag læste vi en bog om, hvordan dyr ser ud indeni. Der var skeletter, tarme og den slags på måske ti forskellige (og egentlig temmelig specielle) dyr. David var meget meget interesseret, men jeg ærgrede mig lidt over, at han pludselig var i gang med at lære navnene på de mest underlige dele inden i dyr, jeg knap vidste, eksisterede, inden han havde nogen som helst viden om, hvordan et menneske ser ud indeni.

Han læser rigtig godt efterhånden, så hvis han først åbner en bog, kan vi ikke begrænse hans ordforråd og bare snakke om noget andet end det, der står. Han læser det bare selv. Så i stedet for at forsøge at undgå at lære ham de lange underlige ord, snakkede jeg løbende med ham om, hvad det tilsvarende var hos mennesket.

Der var fx et opslag med en eller anden speciel slange, som var i gang med at spise en mus, og hvor man så, hvordan musen kom igennem slangens indre. Da vi havde læst om det, pegede jeg på Davids egen krop, mens jeg forklarede, hvor mavesækken og tarmene er, og hvordan maden kommer igennem os.

Jeg lod selvfølgelig hele tiden samtalen være åben, så han selv kunne tage over, når der var noget, han vidste, eller noget, han kunne gætte. Og da jeg havde fortalt og vist, hvordan maden kommer gennem tarmen og bliver til l..., sagde han pludselig: "Og så kommer det ud i toilettet, og så siger det PLUNK". Der var tydeligvis ingen forståelsesproblemer der.

Han er blevet meget snu til at bruge helt almindelige børne-tricks, når han gerne vil trække den med et eller andet, som vi har bedt ham om at stoppe med. Han er især glad for "bare lige".

"Jeg skal bare lige ..." hører vi mange gange dagligt. Og det plejer at være en enkelt ting, han bare lige skal, og for det meste er det okay, og så accepterer vi det. Men for en uges tid siden, da vi var i svømmehallen, havde han det rigtig sjovt med at springe i fra kanten, og da vi så skulle hjem, og Martin sagde, at han ikke måtte springe mere, svarede han: "Orh jo, far, jeg skal bare lige springe … tusind gange".

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 24.04.2005 (oprindelig 20.06.2003)