Davids ABA-behandling er afsluttet

Af Cecilia Brynskov, sommer og efterår 2005


De to nedenstående breve er oprindelig skrevet til de andre forældre på ABA-foreningens Netværk. Jeg har valgt at offentliggøre dem her, fordi de indeholder nogle informationer om den seneste udvikling i Davids forløb, som kunne tænkes også at være af interesse for andre end dem, der er med på Netværket.

23. juli 2005

Vi har en masse at fortælle, men vi er lige kommet hjem fra Sverige (se vores billeder fra turen), og om fem timer skal vi af sted mod Berlin, så jeg begrænser mig i denne omgang til at fortælle, at vi har afsluttet vores samarbejde med vores ABA-supervisor med udgangen af det netop overståede skoleår.

David har ikke længere brug for intensiv træning. Han har bestemt stadig brug for hjælp, men det giver ikke mening at give ham 1:1, og hans selvhjulpenhed i de fleste situationer i løbet af dagen gør det simpelthen til overkill at bruge penge på intensiv supervision.

Så vi har sammen med supervisoren, skolen og vores PPR holdt et afsluttende møde her i slutningen af juni, og det var virkelig underligt, men føltes samtidig godt og rigtigt.

Afslutningen kom imidlertid et helt år, før amtets kontrakt med supervisoren udløb, så amtet havde regnet med at bruge en masse penge på vores projekt, som de nu ikke skal bruge. Det er jo glædeligt.

Vi og ikke mindst skolen og personalet omkring David kunne imidlertid vældig godt tænke os, at en lille del af de mange mange penge, som amtet får tilbage fra supervisionsfirmaet, kan gå til anden form for supervision, ikke fast, men mere punktvist, sporadisk og workshop-based, fx en gang hver tredje måned. Vi ved endnu ikke, om skolen får lov til at råde over nogen af de mange penge, der bliver i overskud, men vi håber på det, og skolen og PPR arbejder på sagen.


En familie, der har en dreng med Aspergers syndrom, skrev tilbage og ønskede til lykke med, at David havde afsluttet ABA-behandlingen. Her er mit svar til dem:

18. september 2005

Tusind tak for jeres lykønskning. Vi er sørme også glade.

Jeres mail satte dog en del tanker i gang, simpelthen fordi den kom fra netop jer, der har Anton, som jeg mødte for halvandet år siden, hvor han var knap 4 år gammel og allerede så velfungerende, at han på visse områder (især sprogligt) kunne mere eller i al fald lige så meget, som David kunne dengang – og David var dengang netop fyldt 7 år!

Så jeres lykønskning gav stof til eftertanke, og den fik mig reelt til at spekulere på, om vi mon havde sagt for tidligt farvel til supervisionen.

Men det ved jeg, at vi ikke har.

Jeg vil dog gerne skrive lidt mere om, hvorfor det var det rigtige at afslutte supervisionen nu, især fordi jeg meget gerne vil undgå, at mine få hastige linjer i sommer har forledt nogen til at tro, at David bare er blevet super duper velfungerende og slet ikke har brug for hjælp mere.

For det er ikke tilfældet.

David har udviklet sig ufattelig hurtigt, fra vi startede træningen for godt fem år siden, og vi glæder os meget ofte over, hvor meget han kan, ligesom vi jævnligt med gru mindes, hvor slemt det stod til, inden vi startede.

Men David har stadig vanskeligheder, og han har stadig brug for hjælp.

Når vi alligevel valgte at afslutte ABA-supervisionen, var der følgende grunde:

1) David er nået så langt sprogligt, kognitivt og socialt, at han umiddelbart kan følge med i de fleste af timerne og kan have venner fra klassen.

2) Mange af de områder, David fortsat har brug for hjælp til (fx opmærksomhed og situationsfornemmelse), er svære/umulige at træne 1:1, og det er desuden uhensigtsmæssigt at trække ham ud af de situationer, hvor der foregår faglige aktiviteter (primært undervisningstiden) og sociale aktiviteter (primært SFO-tiden), som han så ville gå glip af.

3) Vi som forældre er – efter fem års tæt supervision – blevet særdeles kompetente og ide-rige. Vi har efterhånden fået alle ABAens grundprincipper massivt ind på rygraden, og vi har bunkevis af viden om og erfaringer med at tilrettelægge situationer omkring ham, så de byder på optimal læring, uden at han bliver afhængig af vores hjælp. Vi er samtidig godt rustede til at tackle de problemer, som jo indimellem opstår, dels i kraft af vores erhvervede faglige og praktiske kompetencer, dels i kraft af vores vished om, at der er grund til optimisme – en vished, vi har fået ved utallige gange i praksis at have oplevet, at noget, vi troede, var umuligt, alligevel viste sig at kunne lade sig gøre.

4) Skolen har allerede fået et års erfaring med metoden, og var desuden fra starten en meget ABA-agtig skole. De går fuldt ud ind for de principper, vi hidtil har arbejdet efter. Det betyder, at de i høj grad ønsker at videreføre de elementer, vi også selv gerne vil have ført med videre, fx:

Skolens samlede ledelse har formået at skabe en stemning omkring vores projekt, som gør, at personalet sætter en ære i at sikre, at det lykkes. De var i forvejen inkarnerede integrations-tilhængere, og hele skolen lader til at have en iver efter at få integration til at lykkes – en iver, der i øvrigt også gælder for alle de andre børn med specielle behov.

5) Davids støttepædagog, som fortsat har fuld stilling, er usædvanlig dygtig. Hun er godt inde i ABA-principperne, og hun er i stand til at tilrettelægge aktiviteter, sådan at de altid byder på en masse læring for David, på lige præcis hans niveau og med udgangspunkt i de muligheder, hverdagen i skolen byder på.

6) Klasselæreren er valgt til opgaven – skolelederen har spurgt, om hun ville, fordi han mente, hun ville være den rette – og hun egner sig ufattelig godt til det: super-energisk, ultra-struktureret, og med nogle gode holdninger om, at alle børn uanset niveau skal have mulighed for at strække sig og nå længst muligt (evner, der i øvrigt kommer de andre børn i klassen til gode også). Hun var desuden med til de fleste af staff-møderne i anden halvdel af børnehaveklassetiden, og hun har her fået en god fornemmelse af, hvem David er, hvad hans behov er, og ud fra hvilke principper vi arbejder med ham.

7) Forældrene til de andre børn i klassen støtter rigtig godt op om Davids integration og er helt utrolig søde og imødekommende. Det er en vigtig forudsætning for en vellykket integration, tror jeg, fordi deres holdning til det at have et anderledes barn i deres børns klasse, uvægerligt smitter af på deres egne børn.

Alle disse meget forskellige forhold var medvirkende til, at vi ikke havde svært ved at tage beslutningen om at stoppe med ABA-supervisionen. Det er klart, at punkterne 4-7 ikke havde været nok. De vigtigste grunde var selvfølgelig 1, 2 og 3, men hvis de stod alene, og skolen fx ikke var godt nok rustet, ja, så ville vi sikkert have valgt at fortsætte med supervisionen for en sikkerheds skyld.

Vi er glade for, at det ikke er nødvendigt.

Læs om Davids skolestart
Læs om David og hans søster Anna
Læs om Davids tanker om Døden, Livet og Kærligheden

Tilbage til oversigten over alle tekster om David

Cecilia Brynskov / 02.05.2006