Emil: Status efter første år med ABA-skoleprojekt

Af Mai-Britt Syberg

Nu er Emils første år i skole ved at gå på hæld. Om få uger er det sommerferie, og Emil har modtaget intensiv træning siden august 2002, sideløbende med at han har gået i 0.C.

Når vi ser tilbage på året, der er gået, er det for det første gået ufatteligt hurtigt, og kigger vi på de videooptagelser, vi har af Emil fra august 2002, ser vi en markant udvikling.

Selvom det kun er 10 måneder siden, er det allerede svært at erindre, at Emils udviklingsniveau var så lavt, og det er ubegribeligt at forestille sig, hvad der er sket de sidste 10 måneder.

Når vi husker tilbage på, at Emil i august 2002 havde et brugbart verbalt sprog på omkring 20 ord, og kunne enkelte to-ords-sætninger i bestemte situationer, er det jo markant, at han i dag har lært omkring 300 ord, og spontant bruger flere forskellige tre- og fire-ords-sætninger. Men mere tydeligt er det, at Emil i dag virker som en dreng, der ønsker at bruge det verbale kommunikativt. Han er nu helt klar på, at han kan få sine ønsker opfyldt ved at henvende sig til andre verbalt.

Den allermest markante udvikling ser vi imidlertid i Emils »tilstedeværelse«. Emil henvender sig til de mennesker, han ønsker hjælp af eller vil foretage sig noget sammen med, og ikke kun med et ryk i ærmet, nej, med en fin øjenkontakt og en sætning, f.eks. »Mathias, må jeg se video?« eller »Maria, ska’ vi gynge?«

Når Emil befinder sig blandt andre mennesker, søger han meget sjældnere for sig selv. Han er meget interesseret i at se, hvad der foregår, og går ind i legen eller forsøger at deltage ved at kopiere de omkringværende børn eller voksne.

Han er oftere opsøgende over for de øvrige børn i klassen, og er meget glad, når han er til børnefødselsdag hos dem, eller de er med hjemme og lege. Han magter stadig ikke at tage initiativer til komplicerede lege, men de lege, han kender, søger han at få andre børn med til, og vil meget gerne deltage, når andre børn tager ham med i lege, han forstår og kender.

Sprogtræningen er for tiden sammenkædning af personer og handlinger. Emil beskriver nu ud fra billeder, hvad han ser. F.eks. »Jeg ser Mathias sover og Maria græder«, eller »Jeg ser grå motorcykel og orange mooncar.«

På sætninger træner vi nu sociale udsagn, i form af små samtaler. Jeg siger: »Jeg hedder Mai-Britt«, og han svarer: »Jeg hedder Emil«; »Jeg kan li’ salat« – »Jeg kan li’ slik.« Osv.

Inden for skolefærdigheder mestrer Emil nu tallene fra 1 til 10. Han har lært alle små og store bogstaver i alfabetet, og begynder snart læsetræning.

Desuden har Emil i SFOen lært at cykle, at drible med fodbold, at lave ’tunnel’ og ’score mål’.

Emil har for nylig været med på SFOens sommerlejr. Det var første gang i hele hans liv, at han var væk fra »moar« i mere end et døgn, og det var ikke let …

… for mig. Det er virkelig noget, jeg skal lære, at Emil er væk nogle dage. Og helt dejligt samtidig at opleve, at han virkelig kan undvære sin mor, specielt når han har sådan en fantastisk tur, som vi bagefter kunne høre, at han havde haft. Men det er jo – heldigvis – også en del af at være integreret i et normalt miljø.

Emil havde en dejlig tur, og personalet gav udtryk for, at det havde være skønt at have Emil med, og opleve Emil i andre situationer end dem, man oplever til daglig. Og ja, der var ikke noget bedre for Emil end at ligge i en stor sovesal med alle sine klassekammerater.

Vi har netop evalueret hele projektet.

Vi var samlet, alle omkring Emil, kommunerepræsentant, PPR, amtsskolepsykolog, og personalet på skolen, som er sammen med Emil til daglig, skoleinspektør og os forældre, til evaluering her sidst på skoleåret.

Alle gav udtryk for, at dette ’projekt’ var aldeles vellykket. Alle syntes, det var uhyre frugtbart, både for Emil, men sandelig også for de andre børn, lærere, og ikke mindst os forældre.

Jeg vil godt ydmygt medgive, at vi som forældre arbejder kraftigt på, at vores søn skal have så god en udvikling som muligt, men jeg tror ikke, det er så forskelligt fra andre forældre, som er interesserede i, at deres barn skal have så godt et liv som muligt, handicappet eller ej.

Men det faktum, at vi som forældre føler os som medlem af et stort team, som arbejder på, at Emil skal udvikle sig mest muligt, gør, at vi ikke føler, vi bærer byrden alene. De glæder, vi hver dag får, med nye ting, Emil har lært i skolen, og som vi kan se i drill-listerne og afprøve derhjemme, gør, at alt bliver konstruktivt og meningsfuldt. Vi har virkelig en fornemmelse af, at vore »anstrengelser« nytter. Og det sjove er, at vi ikke ser det som anstrengelser, jo, selvfølgelig er alting tilrettelagt, så der dagligt er træning og generalisering, der skal gøres (især i en opstartsfase, og på det udviklingstrin, Emil nu befinder sig), men vi ser det som en lille gevinst, vi får hver dag, når vi prøver tingene af. En gevinst, som var det, vi søgte, da vi forespurgte i kommune og amt, om vi kunne få bevilget et TIPO-projekt til Emil.

Gevinsten er at se, at Emil udvikler sig. Det er gaven, og den er helt fantastik.

Et af de basale behov, man har som forældre, både til handicappede børn, men også til normaltfungerende børn, er at opleve, at man som forældre er medvirkende til at give børnene en god ballast i livet, og jeg har ofte tænkt på, hvor heldige vi var, at vi fik Emil. Tænk, hvis vi ikke havde fået lov til at opleve livet fra en side, som umiddelbart ikke forventes, når man som ung stifter familie. Tænk, at vi fik lov at opleve så stærkt, hvordan mennesker ved fælles hjælp kan få hinanden til at vokse.

Tilbage til oversigten over tekster om Emil

Cecilia Brynskov (red.) / 01.07.2003