Emil: Status efter første halve år i intensiv træning

Af Mai-Britt Syberg

Emil har nu gået i 0.C og har trænet intensivt i seks måneder. Træningen går derudaf.

Emil er ud over spisesituationerne og legepladstiderne nu også med i alle gymnastiktimerne, hvor han er god til at imitere de andre.

Verbalt er vi ved trelydskombinationer og enkle sætninger. Han er så småt begyndt at bruge få sætninger: »Må jeg få X?«, »Jeg skal tisse«, »Jeg vil køre bil«, »Må jeg putte?« osv.

Vi har trænet ja og nej, og på det seneste har vi for første gang oplevet, at han svarer på vores spørgsmål med enten ja eller nej, fx til spiselige ting, på spørgsmål som »Vil du ha’ X?«, men også på spørgsmål som »Skal du tisse?« eller »Vil du ud?«.

Og han svarer nu på enkle sætninger (som ikke er trænet), fx »Hvad laver du?« »Jeg spiller computer«. Det er en utrolig dejlig fornemmelse at få verbal respons, når man tænker på, at Emil for seks måneder siden kun havde få brugbare enkeltord.

Socialt har Emil også haft en god udvikling. Fra at han ved projektstart (1. august 2002) gik alene og afprøvede legetøj, til at han nu får øje på de andre børn, imiterer dem, tager initiativ til kropslege med dem og på det sidste er begyndt at imitere og deraf selv få ideer til lege. Det sidste er dog indtil videre kun sket enkelte gange.

Og i dag for første gang i hele sit liv, havde han en »legekammerat« med hjemme. Thea var her i tre timer, og havde sin mor med. Thea havde længe gået og talt om at komme hjem og lege med Emil, og jeg var lidt spændt på, hvad vi dog skulle få tiden til at gå med, sådan at også Thea syntes, det var sjovt. For Emil er jo ikke særlig god til at lege.

Men vi spillede billedlotteri, som jeg havde lavet med de ord, Emil nu kan ekspressivt, og de skiftedes til at råbe op.

De spillede memory. Emil har lært dette i træningsrummet, hvor han har lært turskiftet og det at vente på medspillerens tur.

De malede. Emil er god til det finmotoriske, men han har store problemer med at finde på motiver selv, så han fandt hurtig ud af, at han kunne kopiere Theas tegning.

De spillede computerspil. Her har Emil virkelig sin force, og det var tydeligt, at Thea syntes, det var sjovt at spille sammen med en, der var god til det.

De skrev bogstaver. Emil har netop lært at skrive alle bogstaverne i alfabetet og er meget glad for det. Og Thea har endnu ikke lært det, så det var en udfordring for begge at skrive de bogstaver, jeg holdt op for dem.

Thea har ofte været i træningsrummet for at træne med Emil, så hun spurgte, om hun ikke måtte træne. Emil syntes, det var sjovt, og Thea syntes, hun var dygtig, at hun kunne lære Emil nye ting.

Jeg var opsat på, at det skulle blive en succes, og at rygtet kunne spredes, at det er sjovt at være hos Emil, men der er jo ikke meget leg i Emil. Det vidste Thea selvfølgelig godt, og de forventninger havde hun heller ikke, viste det sig. Hun syntes i hvert fald, det havde været sjovt, da hun gik hjem.

Der er en god stemning omkring Emil i skolen. I begyndelsen blev han meget betragtet som den lille, man skulle tage hensyn til; og satte han sig bag på en vogn, blev han selvfølgelig transporteret rundt. Det har heldigvis fundet et mere naturligt leje nu. Nu hører vi ofte »Gå væk, Emil«, »Det er min tur, Emil« og »Lad være, Emil«, og nu kræver de andre børn, at det indimellem også er Emil, der transporterer dem rundt på moon-car.

Vi havde forældremøde i skolen i sidste uge, og her viste vi sammenklip fra træningen gennem det halve år, der er gået. Vi viste en del af træningen med de andre børn, for børnene kommer jo hjem og fortæller, og det er svært for forældrene helt at forstå, hvad der foregår i det træningsrum. Videoen viste en udvikling for Emil, men viste også, hvor gode de andre børn er til at stille krav og til at forstå Emil. De øvrige forældre gav udtryk for, at det var dejligt at se deres barn udvikle de fine sociale kompetencer.

Emil har i juleferien arbejdet med bogstaver. Han har lært at skrive alle de store bogstaver, og vi er igennem 14 af de små bogstaver. Her bærer det frugt, at vi tidligere har arbejdet med det finmotoriske: Han ELSKER disse opgaver og lærer dem utrolig hurtigt.

Men der er jo lang vej. Når vi hører om andre børn, som har været i træning fra de var to et halvt eller tre år, spørger vi ofte os selv, hvor Emil havde været i dag, hvis vi begyndt, da han var tre, og ikke da han var seks, ja, næsten syv år. Og hvor meget vi kan indhente. Men vi sidder samtidig med den fornemmelse, at vi nu giver Emil de bedste forudsætninger for at komme så langt, det nu er muligt. Og det er selvfølgelig en stor tilfredsstillelse, som jeg inderligt håber, bliver alle forundt.

Tilbage til oversigten over tekster om Emil

Cecilia Brynskov (red.) / 01.02.2003