Emil: På udflugt med 0.C

Af Mai-Britt Syberg

Vi havde netop en helt fantastisk oplevelse i går, her seks uger før skoleåret slutter. Vi var på fælles udflugt med 0.C, Emils klasse, i går fra kl. 17 til 21. Turen gik til en nærliggende grusgrav, i et stort grønt område.

Vi var meget spændte på turen, da vi ikke før havde været sammen med hele klassen og forældre på denne afslappede facon. Klassen har skiftet klasselærer her, seks uger før skoleåret slutter. Klassens egentlige lærer kom tilbage efter endt barsel, og deres højt elskede vikar-klasselærer er blevet Emils træningsleder, i vikar for hans egentlige træningsleder, Karina, som nu er på barsel.

Vi var lidt spændte på, om denne rokade havde sat sine spor i forældregruppens opfattelse af os, Emils forældre. Men jeg må sige, at det blev gjort til skamme. Mange var henne ved os for at høre om, hvordan det gik, og vi følte os virkelig som en del af gruppen. Der blev ikke taget nogen specielle hensyn, der var ingen akavede situationer, og snakken gik livligt på tværs. Der blev delt rødvin og hygget, og det var som i de forældregrupper, vi har været i med vores to øvrige børn, så jeg må sige, at integrationen i forhold til os forældre i forældregruppen er opfyldt til fulde.

Vi var jo også spændte på at se Emil sammen med de andre børn, for det meste af året har vi jo kun hørt fra lærer og træningsleder om, hvordan det gik, men ikke set det med vores egne øjne. Det var da helt utroligt. Var Emil sat i en gruppe af for ham kendte mennesker for bare 10 måneder siden, ville han alligevel holde sig for sig selv, stå ved en busk og pille bladene fra hinanden, finde en pind og rode i vandet, eller kaste sten i vandet, uden øje for de andre.

Men i går var Emil dér, hvor de andre børn var. Løb de andre rundt om søen, var Emil med; kiggede de andre på haletudser, var han der også; hoppede de andre ned i klitterne, gjorde Emil også. For første gang i hele Emils liv, oplevede vi, at vi kunne sidde og kigge smilende til hinanden og vide, at ingen af os vidste, hvor Emil var, men samtidig trække på skulderne og være rolige.

HAN ER SAMMEN MED DE ANDRE.

For bare 10 måneder siden skulle vi være omkring ham hele tiden og sikre, at han ikke løb væk, for at vi kunne føle os trygge. Det allermest fantastiske var at se de andre børns omsorg for Emil: Alle løber rundt om søen, og Emil løber med, halter bagefter. En pige råber: »Vent på Emil«, mange stopper op og venter, og de tager Emil i hånden og løber videre. En pige finder en haletudse og viser den til Emil. Emil bakker to-tre skridt, og en anden pige udbryder: »Nej, han kan ikke li’ det!« Og pigen med haletudsen putter den i et glas med vand, og giver Emil glasset. Nu tør Emil se på haletudsen.

Vi fortsatte udflugten til en nærliggende attraktion, og her var meget at se på, men også en lille sø, hvor nogle børn fandt en båd og sejlede ud, og andre skyndte sig at stille sig i kø til en tur. Emil maste sig ind foran de andre – han elsker vand. »Det er Emils tur,« råber alle, og de får Emil ned i båden. Emil udbryder sine små jubellyde, og flere råber: »Se, hvor glad han er!«, »Han synes, det er sjovt!«, »Er det sjovt Emil?«

Emils sejltur er slut, og et nyt hold står parat. Emil står op ad båden, andre hopper i, og Emil hopper i igen. »Han kan godt være med igen,« siger de. Her er det, jeg griber ind: »Nej, Emil, det er ikke din tur«. De andre forældre retter mig og siger: »De kan da godt være tre.« Her får vi en snak om, at det er godt, at der tages hensyn, men jeg forsøger også at forklare, at man skal passe på, at Emil ikke i den grad bliver forfordelt. Emil skal lære at vente på sin tur, Emil skal lære, at det ikke altid er ham, men at andre også skal til. De andre forældre trækker på skuldrene og siger:

»Men se lige de andre, de vil så gerne have ham med, de vil så gerne passe på.«

»De er så stolte, når de kommer hjem og fortæller, at nu har de været i træningsrummet og trænet med Emil.«

»Emils tilstedeværelse i klassen har været med til at give en enorm ro og overbærenhed«.

»Og der er en stor harmoni i klassen, og ingen drilleri.«

»Mit barn er i hvert fald blevet meget bevidst om, at børn ikke er ens, og at nogle kan opføre sig meget forskelligt, og det er kun, fordi Emil er i klassen.«

»Og mon ikke ’omklamringen’ og interessen for Emil er faldende, efterhånden som han er mere og mere med på klassen?«

Jeg måtte selvfølgelig tænke over, hvad de andre forældre sagde, og samtidig med at jeg gerne vil have, at der ikke skal tages særlige hensyn, er det en stor glæde at se de andre børn lære at tage hensyn. Det er dejligt at Emils integration i klassen kan bevirke, at andre børn udvikler sig yderligere socialt, at andre børn får selvtillid af at være med til at lære Emil nye ting.

Man skal bare også være opmærksom på, at Emil ikke skal have lov til alt. Det har netop været oppe på klassen, at det er tilladt at skælde Emil ud, især hvis han niver de andre børn. Det skal de under ingen omstændigheder finde sig i, og det var lidt et problem, at de gjorde det, og ikke vidste, hvordan de skulle tackle det. Så det blev der talt om på klassen.

Udflugten med 0.C var virkelig en dejlig oplevelse, og vi glæder os meget til de kommende skoleår. Med den positive ånd kan vi se det fremtidige samarbejde med de andre børn og forældre i møde med sindsro.

Tilbage til oversigten over tekster om Emil

Cecilia Brynskov (red.) / 29.05.2003