Silvia set fra sidelinjen

Af Cecilia Brynskov (mor til David), 20. september 2005

Jeg har været så heldig at følge med i Silvias forløb fra sidelinjen, fordi hun bor her i Århus, og vores familier har mødtes med jævne mellemrum.

Silvia var ikke ret gammel, da jeg så hende første gang, vist kun 18 eller 19 måneder, så vidt jeg husker (hun er 27 måneder gammel nu).

Det er underligt at tænke tilbage på, for hun var virkelig et helt andet barn dengang. Hun kunne ikke gå, havde meget få lyde (og ingen, som hun kunne producere på opfordring), og hun var meget fjern, vendte kun i meget begrænset omfang opmærksomheden udad. Faktisk havde jeg svært ved at finde ud af, om hun registrerede, at jeg var til stede.

Kort efter begyndte Elisa og Jacob så småt, men uden supervision, at arbejde med hende: At opfordre hende til kontakt, forstærke hendes lyde, osv. Og faktisk var det allerede dengang temmelig tydeligt, at det virkede. Hun etablerede gradvist nogle lyde, og jeg fik fornøjelsen af at høre hende sige dem, når Elisa fik hende til at imitere. Hun lærte også at gå, og hun begyndte at registrere os omkring hende.

Det er også lidt sjovt, for i starten kaldte David hende "babyen", og jeg tog også Martin [min mand - Davids far] i en gang at omtale Silvia som en baby – på trods af, at hun jo faktisk var over halvandet år. Og alligevel forstod jeg det godt. Silvia virkede meget baby-agtig.

At hun begyndte at gå, gjorde en stor forskel (især i Davids øjne), men det er helt klart, at det ikke kun er den side af udviklingen, der gør, at David i dag kalder hende Silvia, aldrig "babyen", og at han korrigerer os, hvis vi siger, at vi skal ned til Elisa og Jacob: "... Og Silvia!"

Det er simpelthen, fordi Silvia pludselig har fået en gryende personlighed. Hun er ikke bare en baby, som er "tilbehør" til Elisa og Jacob. Hun er Silvia, og det bliver tydeligere og tydeligere, hver gang vi ser hende.

Lige før sommerferien (2005) var vi samlet nogle af Århus-familierne til en dag i et sommerhus. Her var Silvia, så vidt jeg husker, lige startet på den superviserede træning. På et tidspunkt sad Anna [min datter - Davids søster] og hun (og Elisa til og fra) sammen på gulvet måske en halv time, hvor de havde en helt utrolig kontakt. Silvia imiterede og legede sanglege, med alle bevægelserne, og de dejligste sangtoner kom ud af hendes mund. Jeg stod og missede lidt med øjnene, fordi det næsten ikke kunne passe.

For en måneds tid siden så jeg hende så igen, og det er helt sikkert den gang, jeg er blevet mest overrasket og varm langt indeni. Hun var vågen, nærværende, interesseret, grinte, og bedst af alt: Hun tog igen og igen initiativer til kontakt og leg. Det var så dejligt at se hende spæne hen mod Martin med øjnene fæstnet til hans – kraftigt opfordrende til, at han skulle lege med hende.

De fagfolk fra systemet, som indtil nu har vurderet Silvia, har ikke ligefrem været tilbageholdende med negative vurderinger af hendes prognose.

Elisa har dog hele vejen sagt, at hun nægtede at tro, at det skulle være så slemt, som de siger.

Og det betaler sig! For når man tror på, at det kan lykkes, kaster man flere kræfter i arbejdet, og de kræfter, der er kastet i arbejdet med Silvia, er tydeligvis givet godt ud.

For mig har det været fantastisk opløftende at se Silvia udvikle sig. Hvis jeg skal prøve at sætte fingeren på det mest markante, så tror jeg, det er, at hun er "vågnet". Det er, som om hun har opdaget, at der er en verden udenfor:

Først begyndte hun at nyde, når den kom til hende og ville have noget med hende at gøre. Og nu er hun sågar selv begyndt at tage initiativ til at sikre, at hun er i kontakt med den, med sin mor og far og med os andre omkring hende.

Jeg håber sådan, at det næste gang er mig, hun spæner hen til.

Tilbage til oversigten over alle tekster om Silvia

Cecilia Brynskov / 30.04.2006