Nyt om Zacharias

Af Susanne Toft, sommer 2006

Zacharias og SusanneSå kom den endelig, Zacharias’ nye udredning.

Vi går rundt nede i børnehaven og kan næsten ikke få armene ned over den succes, det har været. Vi roser hinanden for den indsats og intensitet, der har været omkring Zacharias de sidste 3 år, mens han har fået ABA.

Nogle gange har jeg tænkt den frygtelige tanke, at støttepædagogen og jeg måske bare bilder os selv ind, at det går så godt, fordi vi har lagt så mange timer i hans træning. Og måske de andre pædagoger bare giver os ret, fordi de ikke nænner at gøre os kede af det. Ja, den tanke har jeg tænkt, selvom jeg prøver at være så objektiv som muligt. Så selvfølgelig var vi ved at dø af spænding over, hvad overlægen ville sige.

Først havde Zacharias fået lavet en ny Wppsi-R test. Den viste, at Zacharias’ IQ er steget. For 3 år siden havde han en IQ på 89, i dag ligger den på 101. PPR-psykologen skriver:

Siden testningen i 2004 har Zacharias rykket sig positivt kognitivt inden for det ikke-sproglige område, hvilket også ses i hans arbejdsområde, idet han arbejder engageret og ubesværet med handleprøven. I det sociale samspil med jævnaldrende børn forekommer han veltilpas og godt integreret”.

Hun mener dog, at hans sprogforståelse stadig halter lidt bagud. Men det forhindrer ham ikke i at have jævnaldrende kammerater, som han leger rigtig godt med.

Så til selve dagen, hvor overlægen skulle observere Zacharias og efterfølgende holde et møde med alle implicerede.

Der sad vi, lederen, afdelingslederen, superviseren, sagsbehandleren, støttepædagogen, Zacharias’ far og jeg og ventede spændt på dommen fra overlægen. Han kiggede lidt ud i luften og begyndte så at berette om sin observation. Vi nikkede, gav ham ret, bekræftede, at alt, han havde set, var, hvad vi normalt oplevede. Far tilføjer, at Zacharias stadig kan sidde og ”stene” lidt, når han spiser. Jeg bekræfter, men tilføjer, at han sagtens kan komme ud af den tilstand ved egen hjælp. Alt i alt er vi enige i overlægens observation og iagttagelser.

Overlægen skriver:
Jeg må melde tilbage, at jeg ikke er i stand til at se, at der skulle være noget på nuværende tidspunkt, der taler imod, at Zacharias i sin leg med jævnaldrende børn skulle adskille sig fra de typiske, jeg kan således ikke med min enkelte observation påvise symptomer med gennemgribende udviklingsforstyrrelse, og børnehavens beskrivelser af dagligdagen tyder på, at den er valid.”

Han skriver længere nede:
Det afgørende for diagnosen er ikke de bagudliggende udviklingsskævheder, men hvorvidt de fremkalder konkrete symptomer i dagligdagen. Jeg nævner derfor muligheden for, at vi i erklæringen, samtidig med at vi erkender at der ikke er tegn på gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som det manifesterer sig nu, men ikke kan udelukke, at der senere i udviklingen, når de sociale krav ændrer sig og stiger, atter kan komme problemer i den retning.”

Overlægen tilføjer:
I den forbindelse skal det nævnes, at der heller ikke i dag ses træk i retning af svære opmærksomhedsrelationsvanskeligheder.”

I hans afsluttende konklusion hedder det:
”På den baggrund vil jeg i forbindelse med denne undersøgelse undlade at anføre en bestemt diagnose, men lade det stå åbent, hvorvidt udviklingen fremover vil gå svarende til det ovenfor beskrevne.”

Zacharias og søsterVores arbejde har båret frugt. Det, at vi i fællesskab har løftet denne opgave, har været kernen i denne succes. Jeg kunne ikke have gjort det uden børnehavens støtte. Lederen sagde til mig: ”Jeg er ligeglad med, hvad træningen hedder; jeg kigger på, hvad der er bedst for barnet.” Den indstilling gør, at Zacharias er, hvor han er i dag. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Støttepædagogens indstilling har været åben og nysgerrig fra begyndelsen. Hun har søgt indsigt og taget en ABA-diplom-uddannelse – uden hende havde Zacharias ikke fået en virkelig god start på livet.

Vi holdt afslutning i børnehaven i sidste uge, fordi han skulle starte SFO. Jeg prøvede at skrive et kort, men jeg brød helt sammen, fordi jeg græd så meget af glæde. Samarbejdet med børnehaven har været unikt.

Det fik mig til at tænke på vigtigheden af, at man som forældre bliver taget seriøst og bliver hørt. Hvis vi får indflydelse på vores børns forløb, føler vi os ikke som et sagsnummer i bunken. Hvis vi har noget at skulle have sagt, føler vi os som ansvarlige forældre, der gør en indsats, i stedet for som forældre, der har fejlet.

Denne sidste følelse er der desværre nogle fagfolk, der kan efterlade hos forældre – især mødre. Hvis bare fagfolk og kommuner kunne se barnet i stedet for papiret med diagnosen, så ville alle have et lige så professionelt samarbejde, som jeg har haft med Zacharias’ børnehave.

Tak er kun et fattigt ord.

Vi holdt et møde, børnehaven og skolen, inden Zacharias skulle starte i SFOen, for at udveksle erfaringer og viden. Lederen og den kommende skolelærer tog godt imod, og virkede åbne over for os og vores metodetilgang. Jeg mener, at det havde en stor indflydelse, at vi som forældre havde søgt om støtte på forhånd, så de ikke skulle igennem bureaukratiet, og at vi havde børnehaven i ryggen. Ikke dermed sagt, at de ikke ville have taget imod os på samme måde, hvis det ikke var tilfældet, men de pointerede selv, hvor rart det var, at vi var så engagerede.

Zacharias er så startet i SFO for 3 dage siden, og meldingen lyder fra pædagogerne, at han er faldet godt til.

Fortsættelse følger …

Læs hovedberetningen om Zacharias
Tilbage til oversigten over alle børnene

Cecilia Brynskov (red.) / 31.12.2006