FORSKNING

Eksperiment til indlæring af perspektivtagning hos børn med autisme

LeBlanc, L.A., Coates, A.M., Daneshvar, S., Charlop-Christy, M.H., Morris, C. & Lancaster, B.M. (2003), ‘Using video modeling and reinforcement to teach perspective-taking skills to children with autism’, Journal Of Applied Behavior Analysis, 36, 2, 253-257.

Læring med video-model betyder, at man viser en videosekvens af en person, som udfører den adfærd, som barnet skal lære at imitere. Brugen af video-model har tidligere – i kombination med andre teknikker (f.eks. forstærkere) – været anvendt til at lære børn med autisme selvhjælpsfærdigheder. Resultater fra tidligere forsøg har vist, at video-model kan være mere effektivt som læringsmiddel end brug af levende model. Det er blevet foreslået, at video-model har en bedre effekt, fordi det er et engagerende medium, der resulterer i længere koncentration, og at det ikke forudsætter social interaktion i selve læreprocessen. Video tillader også en understregning af visse detaljer og en nedtoning af forvirrende og irrelevante detaljer, hvilket kan hjælpe til med at overvinde problemer med oversensitivitet. Det er baggrunden for dette forsøg, hvor man undersøger om video-model kan anvendes til at indlære kompliceret social adfærd som f.eks. perspektivtagning.

Perspektivtagning betyder, at man tager en anden personers perspektiv, og er i stand til at sætte sig ind i, hvordan denne person oplever en bestemt situation. Perspektivtagning synes at være en vigtig forudsætning for social adfærd som f.eks. turtagning, deling af ressourcer og empati. Fra et mere adfærdsanalytisk perspektiv kan perspektivtagning forstås om
at observere en anden persons adfærd i en given situation, og
at forudsige personens efterfølgende adfærd.

Børn med autisme har meget ofte problemer med perspektivtagning.

Metode
Deltagerne i eksperimentet var tre drenge med autisme: Timmy (7 år - verbal mental alder 4 år og 10 måneder), Bobby (7 år - verbal mental alder på 6 år og 6 måneder), David (13 år - verbal mental alder på 15 år). Alle tre børn var enkeltintegrerede i almindelige klasser, men størstedelen af deres skoledag blev tilbragt i specialpædagogiske rammer. Eksperimenterne blev udført i børnenes sædvanlige rammer: i Timmys fritidsordning, i Bobbys og Davis’ træningsrum. Forskerne så børnene to til tre gange om ugen.

Hvert af børnene fik tre forskellige opgaver om perspektivtagning. Den forsker, som gennemførte disse opgaver, sad lige over for barnet ved et lille bord og barnet blev positivt forstærket når det viste opmærksomhed (øjenkontakt, sidde roligt), mens der ikke blev givet feedback i forbindelse med gennemførelsen af selve opgaverne.

Den første opgave kaldes Sally-Anne-opgaven. Den indbefatter to dukker, som i starten begge er til stede. Den ene dukke placerer et objekt under en skål. Den anden dukke går uden for legescenen, og den første dukke flytter nu objektet fra skålen og lægger det under en kasse. Barnet bliver herefter spurgt, hvor den fraværende dukke vil lede efter objektet. Det korrekte svar er »under skålen«, eller at barnet peger på skålen.

Den anden opgave kaldes M&M- eller Smarties-opgaven. Barnet får forevist en stor paprulle, hvori der normalt er chokoladepastiller, og bliver spurgt, hvad han tror, der er inden i rullen. Rullen åbnes for at vise, at der er en blyant og ikke slik i den. Barnet bliver herefter spurgt, hvad han tror en anden, fraværende person, vil tro, der er i rullen. Det korrekte svar er »M&M«.

Den tredje opgave er gemmeleg. To voksne og barnet ser, at en dukke efterlader fodaftryk når den går. Disse fodaftryk bliver fjernet, hvorefter den ene af de voksne forlader lokalet. Dukken går igen med fodaftryk hen til en skattekiste, der er markeret med “1" og lægger en skat ned i kisten. Herefter flytter dukken skatten til en kiste, markeret med “2", men denne gang uden at efterlade fodaftryk. Den fraværende voksne kommer tilbage, og barnet bliver bedt om at forudsige, hvor denne person vil lede efter skatten. Det korrekte svar er kiste nr. 1 eller at pege på kiste nr. 1.

De to sidstnævnte opgaver blev præsenteret i flere forskellige variationer, hvor de anvendte dukker og objekter blev udskiftet med andre, tilsvarende objekter. Disse variationer blev ikke indøvet men kun anvendt i tests, for at kontrollere om barnet var i stand til at overføre de indlærte færdigheder til lignende situationer.

Der blev anvendt et undersøgelsesdesign med flere baselines baseret på to øvelser (M&M og gemmeleg). Sally-Anne opgaven blev ikke trænet, men fungerede som en førtest og som en opfølgningstest. Umiddelbart efter førtesten blev der taget baseline på de to øvelser. I testsituationerne (førtesten, baseline og opfølgningstesten) gav den voksne ingen form for feed-back til barnet, hvorimod øvelses-situationerne rummede brug af de sædvanlige former for forstærkning.

I øvelsessituationerne så barnet en video-optagelse af en voksen, som gennemførte opgaven korrekt. Videoen fremhævede de relevante visuelle signifikante træk (zoomede f.eks. ind på fodaftrykkene), og en stemme i videofilmene forklarede forløbet (f.eks.: »han kigger i kiste nr. 1, fordi det er dertil, fodaftrykkene fører«). Den voksne i lokalet stoppede videoen og stillede barnet spørgsmålet om perspektivtagning umiddelbart efter at video-sekvensen var afsluttet. Korrekt svar resulterede i ros og en spiselig forstærker. Forkerte svar resulterede i, at videoen blev afspillet igen, samt at barnet blev promptet til at lægge mærke til de afgørende detaljer. En øvelse blev opfattet som mestret efter tre korrekte svar i træk. Efter mestringen blev de øvrige varianter af de samme øvelser vist og mixet i tilfældig rækkefølge. Opfølgnings-testen, som indbefattede alle tre opgaver, blev udført en måned senere, og der blev i denne situation ikke anvendt video.

Resultater
Dette eksperiment viste, at ingen af de deltagende tre børn som udgangspunkt (Sally-Anne-opgaven) og i baseline (M&M, gemmeleg) mestrede at besvare spørgsmålene om perspektivtagning. Efter mellem 10 og 20 forsøg med video-modellering og forstærkning lærte alle tre børn at mestre opgaven. Opfølgnings-testen blev efter en måned mestret af to af børnene uden yderligere repetitioner, mens et barn måtte indøve den ene af de to opgaver inden opgaven blev mestret på opfølgningstidspunktet.

Mine kommentarer
Artiklen er noget kortfattet både i sin beskrivelse af indholdet i eksperimentet og i sine konklusioner. Men eksperimentet er interessant, fordi det illustrerer, at det ikke kun er enkle former for adfærd, der ved brug af en video-understøttet form for trin-for-trin læring, kan indlæres, generaliseres og gøres anvendelig, men at det samme gælder mere komplicerede former for tankevirksomhed. I eksperimentet drejer det sig jo ikke om konkrete handlinger, men derimod om en kompliceret kognitiv proces, hvor barnet ikke alene skal forudsige en fremtidig situation, men også skal sætte sig i en anden persons sted. Dog kunne man ønske sig, at opfølgningsperioden havde været længere, og at variationen i de anvendte opgaver havde været større, og således bedre havde kunnet dokumentere generaliserbarheden af den indlærte perspektivtagning.

Det anvendte undersøgelsesdesign kan ikke bruges til at afgøre, om en levende model ville have været lige så effektivt et læringsredskab som video-modellen.

Som nævnt, giver denne artikel kun en rudimentær beskrivelse af indholdet i eksperimentet, og det er derfor svært at vurdere eksperimentet, men hvis man som forsker vil gentage eksperimentet, er der mulighed for at rekvirere kopier af de anvendte videosekvenser.

Joi Bay 19.09.2003