FORSKNING

Effektundersøgelse af ABA-behandling, Massachusetts

J. K. Luiselli, B. O'Malley Cannon, J. T. Ellis and R. W. Sisson, 'Home-based behavioral intervention for young children with autism/pervasive developmental disorder', Autism, vol. 4, no. 4 (2000), pp. 426-438.

Denne undersøgelse evaluerer effekterne af en mindre-end-ideel ABA-behandling, som dels omfatter færre end 20 timers behandling per uge og dels har en udstrækning på under et år. Undersøgelsen har til formål at analysere om forskelle i indlæring, sådan som det viser sig i test af udviklingsalder, er en funktion af barnets alder da behandlingen startede (defineret som før eller efter 3 år) og behandlingens omfang (defineret som antal timer per uge, antallet af måneder i behandling og det totale antal behandlingstimer).

Der er tale om en såkaldt retrospektiv undersøgelse, hvor man efterfølgende har studeret effekterne af forskellige behandlingsforløb, og man har altså ikke tilrettelagt undersøgelsen inden behandlingen startede. Undersøgelsen har således ikke haft kontrol over de væsentligste faktorer: antallet af behandlingstimer eller hvornår behandlingen blev startet eller afsluttet.

Deltagerne var 16 børn, som fik en særlig form for hjemme-behandling. Den blev udført i børnenes hjem men af professionelt personale fra The May Center for Early Childhood Education, som er et privat center i Massachusettes, USA. Alle 16 børn var diagnosticeret med autisme eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelse og de oprindelig udredninger var foretaget af fagfolk, som ikke var involveret i behandlingen. De 16 børn i undersøgelsesgruppen var tilfældigt udvalgt blandt de børn (ukendt antal), som har fået hjemmebaseret behandling af The May Center. De 16 fordelte sig på 8, som var under tre år gamle da behandlingen startede og 8, som var over 3 år (hhv. 32 måneder og 48 måneder gamle i gennemsnit).

Behandlingen bestod af følgende elementer:

  1. Før-behandlings udredning udført af centerets personale: standardiserede tests, direkte observationer, forældreinterview samt analyse af videooptagelser.
  2. En behandlingsplan blev lagt for hvert barn i et samarbejde mellem centerets personale og øvrige fagfolk omkring barnet. Planen skitserede antallet af behandlingstimer, som ville blive givet af The May Center.
  3. En træningsleder blev tildelt til hvert barn og denne person var ansvarlig for implementeringen af behandlingsplanen i barnets hjem. Træningslederne var personer med en bachelor eller master grad i psykologi, i førskolepædagogik eller i specialpædagogik (som altså i USA er college-baserede uddannelser). De var alle blevet efteruddannet i implementeringen af behandlingen, og desuden modtog de ugentlig supervision fra lederen af det hjemmebaseret program.
  4. Behandlingen blev udført i barnets hjem af assistenttrænere. Behandlingen var baseret på Løvaas' principper.
  5. Behandlingen af de enkelte børn blev afsluttet på forskellige tidspunkter og efter varierende behandlingstid. Afslutningen blev besluttet af forskellige grunde: børn, der pga. alder skulle videre til egentlige skoleprogrammer; bevillinger, der udløb; børn, der udviklede sig så gunstigt, at alternative former for støtte blev anset som forsvarligt.

For hvert barn skete der en dokumentation af behandlingens omfang i form af timer per uge, behandlingen længde (antal måneder) samt det totale antal behandlingstimer. Da behandlingen blev afsluttet, viste det sig, at mens gruppen af børn under tre år i gennemsnit havde fået færre timer per uge, så fortsatte deres behandling i længere tid og de fik totalt set betydelig flere timers behandling end børnene over 3 år (hhv. 584 og 455 timer fordelt på hhv. ca. 12 og ca. 7 måneders behandling i gennemsnit).

Der blev anvendt to standardiserede tests – dels da behandlingen startede og dels da den blev afsluttet. Det drejer sig om Early Learning Accomplishments Profile (ELAP, som anvendes til børn under 36 måneders kronologisk alder) og Learning Accomplishments Profile (LAP, som anvendtes til børn over 36 måneders kronologisk alder). Begge tests omfatter seks områder: kommunikation, kognition, finmotorik, grovmotorik, social-emotionelle forhold samt graden af selvhjulpethed. For at bedømme reliabiliteten af testene blev halvdelen af børnene testet af to forskellige personer, og det viste sig at der var 98.5% overensstemmelse mellem de to testeres scoringer.

Begge grupper af børn udviklede sig betragteligt inden for alle seks testområder. Børn, der var under tre år da behandlingen startede, udviklede sig mest (dvs. at deres testresultater blev forøget mere end for gruppen af børn, der var over 3 år gamle), men der var ingen signifikante forskelle mellem de to grupper. På tværs af disse to grupper viste det sig, at kun behandlingens længde (dvs. antallet af måneder) – men ikke barnets alder, ikke antallet af timer per uge og ikke det totale antal timer – havde en signifikant sammenhæng med testresultaterne inden for visse områder (kommunikation, kognition og social-emotionelle faktorer), hvorimod de resterende testområder ikke udviste en sådan signifikans.

Som nævnt, udviklede børnene i gruppen af under-3-årige sig mest, men deres udgangspunkt var også – hvilket bl.a. er sammenhængende med deres lavere alder – på et lavere niveau da behandlingen startede. Der er derfor behov for at gennemføre forskning, som i sit design tilrettelægges således at børnenes mentale alder inddrages på linie med behandlingens længde og behandlingens intensitet. Et sådant design ville bedre være i stand til at forstå betydningen af behandlingens omfang, end det er tilfældet i denne undersøgelse.

Det er en mangel ved denne og næsten alle andre tilsvarende undersøgelser, at den kvantitative opgørelse af behandlingens længde og intensitet ikke siger noget om behandlingens indhold eller kvalitet; f.eks. træningsområder og drills samt fordelingen mellem discrete trial training og incidental learning, m.v. Hvis man havde haft kendskab til mere detaljerede oplysninger om træningens indhold og konkrete udførelse, kan det tænkes, at resultaterne ville have været tydeligere. Det ville også have været ønskværdigt at have adgang til systematiske data på andre områder end de to nævnte tests; f.eks. sprogadfærd og problemadfærd.

Der har ikke været nogen kontrolgruppe i denne undersøgelse, og derfor kan man ikke udelukke at de udviklinger, som de 16 børn har gennemløbet i forbindelse med ABA-behandlingen, også kunne være opnået som en følge af almindelig modning; dvs. uden behandling.

Forfatterne sammenfatter – med baggrund i de metodiske begrænsninger i denne undersøgelser – deres resultater på denne forsigtige måde:

  1. Der kan være visse udviklingsmæssige fordele forbundet med at starte behandlingen før i stedet for efter 3-års alderen.
  2. En længere behandling – uafhængig af behandlingens intensitet – kan resultere i de bedste læringsresultater.

Selv om ABA-behandlingen ikke har en ideel intensitet eller længde (dvs. mellem 30 og 40 timers en-til-en behandling per uge i mindst 2 år) kan der opnås meningsfulde udviklingsforbedringer.

Joi Bay / 01.09.2002