FORSKNING

Resultater fra familiebaseret behandling, Sacramento

T. Smith, G. A. Buch and T. E. Gamby, 'Parent-directed, intensive early intervention for children with pervasive developmental disorder', Research in Developmental Disabilities, vol. 21, no. 4 (2000), pp. 297-309.

Denne undersøgelse omfatter seks drenge fra Sacramento i Californien, som alle havde en diagnose for autism eller PDD Not Otherwise Specified. De var i gennemsnit tre år gamle da undersøgelsen startede. Deres gennemsnitlige IQ var 50 og i følge forældrenes egne oplysninger manglede de alle evnen til at lege med kammerater, til at lege symbolske lege og de havde mange stereotypier. To af drengene anvendte enkelte ordlignende lyde, mens de resterende var uden ekspressivt talesprog.

I gennemsnit havde hvert af børnene 4 behandlere – minimum 3 og maximum 6. Næsten alle behandlere var studerende, som arbejdede som frivillige for at optjene point på lokale universiteter; de resterende var bedsteforældre eller familiens venner. Ingen af behandlerne havde tidligere erfaringer med ABA-behandling. I gennemsnit fik disse børn 26 timers 1:1-træning per uge og træningen forløb i 2-3 år.

Der er fire resultater af denne undersøgelse:

  1. I løbet af de første 5 måneder af træning opnåede alle børn, med undtagelse af et barn, nye færdigheder inden for receptivt sprog, nonverbal imitation og verbal imitation. 2 af de 5 børn, der opnåede nye færdigheder, fik også en vis form for expressivt sprog (enkelte ord).
  2. Ved en follow-up da børnene var 5-8 år gamle, viste to børn væsentlige forbedrede testresultater på alle tre standardtests; et barn havde opnået forbedringer på en af de tre standardiserede test, men ikke på de to andre; resultaterne for to børn var i al væsentlighed uændrede i alle tests og et barn, havde faldende testresultater.
  3. Behandlerne i disse forældre-styrede programmer gennemførte i det store og hele korrekte »discrete trial«-teknikker (dvs. trinvis læring i tilrettelagte miljøer), men ikke så konsistent som behandlere fra den klinik, hvorfra undersøgelsen er gennemført.
  4. Forældrene oplevede sædvanligt omfang af stress under og efter behandlingen, og forældrene til børn, der forblev i behandlingen, bedømte behandlingen relativt positivt (s. 306-307).

Disse børn oplevede altså en hurtig indlæring af basale færdigheder, men disse fordele førte ofte ikke til langsigtede udviklingsfordele, og disse børns træningsresultater ligger langt fra de resultater, som klinik-behandlede børn har opnået. Den relativt lave kvalitet i behandlingen kan være en væsentlig faktor til at forstå disse resultater. Behandlerne kan have opnået tilstrækkelige kvalifikationer til at lære børnene de basale færdigheder så som imitering, men ikke mere avancerede færdigheder så som samtale og social leg. Tilsvarende kan de have været i stand til at opnå indlæring af træningsmål, men har manglet evnen til at foretage generaliseringer og vedligeholdelse af færdighederne. Desuden var alle disse børn udsat for at skifte supervisorer under behandlingsforløbet og det kan have svækket behandlingen (s. 307).

To andre faktorer bliver fremhævet.

  1. Børnenes udgangspunkt var svagere end i nogen andre undersøgelser bortset fra Smith, Eikeseth, Klevstand & Lovaas (1997). Det kan tænkes, at børn med et stærkere udgangspunkt kunne have profiteret mere af denne form for behandling.
  2. Alle børn modtog mindre end 40 timers behandling per uge, men det samme var tilfældet i en tidligere undersøgelse (Sheinkopf, 1998), som fandt større IQ-forhøjelser som et resultat af tilsvarende mængde træning. Disse forskelle kan skyldes at der her blev anvendt non-verbal IQ-test, som er mere sensitive for forandringer end de tests, der er anvendt i denne undersøgelse).

Dvs. at denne undersøgelse viser, at forældre-styrede behandlinger er betydelig mindre effektive end tilsvarende klinik-baserede behandlinger. Men behandlingerne kan alligevel resultere i kortsigtede forbedringer for mange børn og langsigtede forbedringer for nogle børn. Undersøgelsen viser også, at forældrene – selv om enkelte opgiver undervejs – i det store og hele er i stand til at administrere denne form for behandling, men der er et behov for tættere og mere intensiv supervision af forældre-styrede behandlingsforløb.

Referencer

Smith, Tristram, Svein Eikeseth, Morten Klevstrand, & O. Ivar Lovaas. »Intensive Behavioral Treatment for Preschoolers With Severe Mental Retardation and Pervasive Developmental Disorder.« American Journal on Mental Retardation 102, no. 3 (1997): 238-249.

Sheinkopf, S.J., & B. Siegel. »Home-based behavioral treatment of young children with autism.« Journal of Autism and Developmental Disorders 28 (1998): 15-23.

Joi Bay / 26.09.2002