FORSKNING

Eksperiment til indlæring af gensidig leg hos børn med autisme

Jahr, E., Eldevik, S., & Eikeseth, S. (2000). Teaching children with autism to initiate and sustain cooperative play. Research in Developmental Disabilities, 21, 151-169.

Forstyrrelser i evnen til gensidig social interaktion er en af hovedhjørnestenene i autisme, og er en af de faktorer, som tydeligst adskiller autisme fra andre udviklingshæmninger. Et vigtigt udtryk for denne manglende evne til gensidig social interaktion er børns problemer med at deltage i gensidig leg med jævnaldrende. For at kompensere for disse mangler er der gennemført et eksperiment for at udvikle teknikker til at indlære, overføre og vedligeholde gensidig leg hos børn med autisme. Teknikken, som anvendes i eksperimentet, kaldes adfærds-modellering (behavior modeling). Teknikken er en kombination af demonstration, verbalisering og imitering af forbilleder (modelpersoner), men den adskiller sig på visse punkter fra tidligere forsøg på at anvende adfærds-modellering:

For det første anvendte man ikke – som det ellers er normalt i ABA-orienteret legetræning – en indledende indlæring af adskilte legekæder for en enkelt person men derimod naturalistisk, interaktiv leg mellem to personer,

For det andet blev der ikke brugt eksterne instruktioner (altså: »gør så-dan«), men derimod blev der anvendt selv-verbaliseringer: børnene skulle selv beskrive modellerne før imitation

For det tredje blev børnene trænet i at beskrive både situationen (dvs. legepartnernes reaktioner), målrespons (dvs. den respons, der skulle imiteres) og relationen mellem modelpersonerne (altså først … og så … og til slut …).

For at undersøge betydningen af denne verbale beskrivelse af legesituationerne blev to indlæringsteknikker sammenlignet: i det ene tilfælde blev personerne trænet i bare at observere og imitere modellernes leg uden verbaliseringer, og i det andet tilfælde observerede og beskrev personerne modellernes leg forinden imitationen.

Eksperimentets deltagere, materialer og tilrettelæggelse

6 børn i alderen fra 4 til 12 år, som havde modtaget mindst 6 måneders ABA-behandling, og som var udvalgt, fordi de havde meget lidt eller ingen gensidig leg, deltog i eksperimentet. Børnene var i stand til at udføre lege-aktiviteter med legetøj efter instruktion (dvs kunne f.eks. køre en bil i garage, lægge en dukke i seng osv) og var i stand til at beskrive legeaktiviteterne verbalt. 2 af børnene boede på en døgninstitution, mens de resterende boede hos deres forældre og gik i almindelige børnehaver eller skoler. Intelligenstests viste IQ fra 43 til 81 (varierende type af test). Eksperimentet blev udført i deres sædvanlige omgivelser (dvs. enten institutionen, børnehaven eller skolen).

Modellerne var personale og ikke-handicappede børn fra døgninstitutionen, børnehaven eller skolen.

Materialerne, som blev anvendt i eksperimentet, var almindeligt legetøj: Lego, Brio, dukker, klodser, dyrefigurer, biler og dukkemøbler. Mindst 40 forskellige stykker legetøj blev anvendt.

Inden eksperimentet blev der for hvert enkelt barn udarbejdet en række lege-scripts, som blev indøvet af modellerne.

Træningen

Alle deltagerne blev trænet med demonstration ved brug af modeller, verbale instruktioner samt imitation. I øvrigt blev træningen tilrettelagt på to forskellige måder: med og uden egen verbalisering af legeforløbet (egen verbalisering betyder at barnet selv skulle beskrive legeforløbet). Med verbalisering forløb træningen på følgende måde: Først skulle barnet observere to modeller, der demonstrerede en scriptet leg. Umiddelbart derefter skulle barnet beskrive modellernes leg verbalt og herefter indtage en af modellernes plads og deltage i den samme legeepisode. Uden verbaliseringen forløb træningen på samme måde, dog med undtagelse af beskrivelsen af legeforløbet.

Den samme legeepisode blev trænet vha. promptning og gentagelse indtil barnet kunne spille sin rolle korrekt to gange i træk uden promptning. Dette forløb blev i første omgang gennemført for fem episoder med to ture eller udvekslinger (f.eks.: den ene siger: lad os lege og bygger en fold, hvorefter den anden part sætter hesten i folden), og siden med tre ture. Når fem forskellige episoder med tre ture blev mestret gik man videre til lege med fire ture.

Som forstærkere anvendtes ros og slik eller andre yndlingsspiser.

Test af færdigheder

Der blev foretaget tests (probes) inden træningen påbegyndtes samt efter afslutning af eksperimentet. Test-sessionerne adskilte sig fra træningen ved, at der ikke blev anvendt modeller og ingen verbale instruktioner. Desuden blev der ikke givet instruktioner, promptning eller forstærkere. Testene blev udført således at det skiftevis var barnet og skiftevis partneren, der skulle tage initiativ til legen.

I testene blev der målt variation i legeforløbene samt evnen til at mestring af gensidig leg. Variation betyder, at barnet ikke alene imiterer og vedligeholder legen ved at gøre det samme som legepartnerne, men indfører progression i legen. Leg med en høj grad af variation viser, at barnet har forstået legens principper om forløb og progression.

Mestringskriteriet blev i eksperimentet defineret som fem forskellige legeepisoder, hvor hver leg indeholdt mindst fire elementer (dvs. ture). Desuden skulle hvert legeelement være gennemført med turskifte mellem barnet og legepartneren. Endelig skulle der være en høj grad af variation i legeforløbene, hvorimod ensidighed og vedholdenhed (dvs. gentagelse af egen legesekvens) og imitation (dvs. efterligning af partnerens legesekvens) blev tolket som tegn på, at legen ikke opfyldte forventningerne til gensidig leg.

Resultater

Ingen af børnene mestrede gensidig leg inden træningen startede, men alle 6 børn opnåede mestringskriteriet (dvs. fem legeepisoder med mindst fire delelementer, turtagning samt variation i legen) efter træningen, som i gennemsnit tog 7 dage at gennemføre (fra 1 til 18 dage). Resultaterne viste også en høj generaliseringseffekt, hvilket kom til udtryk når legeepisoderne blev gentaget med nye legepartnere og i nye omgivelser. Ved follow-up tests, som blev foretaget 1, 3, 6, 12 og 18 måneder efter træningen viste det sig, at børnene stadig mestrede gensidig leg og at de indlærte færdigheder ikke var gået tabt. Desuden viste det sig, at de på dette tidspunkt også mestrede mere komplicerede lege med helt op til ni forskellige delelementer, hvilket ikke var blevet trænet (kun op til fire elementer blev trænet).

Som nævnt blev nogle af børnene indledningsvis trænet uden brug af verbalisering af legens elementer – dvs. kun ved brug af modeller og imitation. Disse børn opnåede ikke mestringskriterierne for gensidig leg før verbaliseringen blev taget i brug. Det vil sige, at verbalisering er et forstærkende element i en legetræning. Man må gå ud fra at verbaliserin-gen, som altså blev udført af børnene selv, har styrket deres opmærksomhed omkring legeepisodernes enkelte elementer og turtagningsaspekterne ved legen.

Eksperimentet har også vist betydningen af variation som mål for legetræningen. Variation er især vigtig i forhold til børn med autisme, som har tendenser til at lege stereotypt. Men ved at tilrettelægge træningen på en måde, der faciliterer variation i legeresponsen og i turtagningen, er det muligt at forhindre at disse børn leger ensidigt og vedholdende (dvs. gentage sig selv) eller imiterende (dvs. efterligne partneren).

Eksperimentet kan også bruges til at understrege betydningen af en træning, der anvender flere forskellige legeepisoder og at beherskelse af disse legeepisoder skal indgå i mestringskriterierne. En sådan bredde i træningen er sandsynligvis forklaringen på, at disse børn senere var i stand til at indgå som legepartnere med ikke-handicappede børn og var i stand til i sådanne situationer at reagere adækvat.

Min kommentar

Dette eksperiment blev udført med børn, der alle havde udviklet et talesprog på et niveau, som satte dem i stand til at beskrive temmelig komplicerede legeforløb. Men artiklen nævner intet om den store andel af børn med autisme, som ikke har så gunstige verbale forudsætninger.

Joi Bay / 05.07.2002