FORSKNING

Eksperiment til afprøvning af gruppebaseret trinvis læring

Taubman, M., Brierley, S., Wishner, J., Baker, D., McEachin, J., & Leaf, R. B. (2001). The effectiveness of a group discrete trial instructional approach for preschoolers with developmental disabilities. Research in Developmental Disabilities, 22, 205-219.

Introduktion

Effektiviteten af en-til-en-baseret trinvis læring (discrete trial training) for børn med autisme og andre udviklingsmæssige handicaps er blevet dokumenteret i en lang rækker undersøgelser. Men andre undersøgelser har vist, hvordan gruppeundervisning som supplement til trinvis læring i visse situationer er mere effektivt: gruppeundervisning tillader en tilnærmelse til normale undervisningssituationer, gruppeundervisning facilitere integration blandt ikke-handicappede, og gruppeundervisning giver flere muligheder for kommunikation, interaktioner, og indlæring af sociale færdigheder. Desuden har gruppeundervisning vist sin styrke i indlæringen af turtagning og tålmodighed samt for generalisering af færdigheder, som er lært i en-til-en situationer.

Gruppebaseret, trinvis læring er blevet praktiseres på forskellige måder: som instruktion med kor-svar (dvs. at eleverne i en gruppe får den samme opgave og svarer i kor), og som roterende en-til-en træning (dvs. at træneren henvender sig til børnene skiftevis). Begge disse metoder giver imidlertid begrænsede muligheder for kommunikation mellem eleverne.

Det eksperiment, hvis resultater gennemgås i artiklen, er tilrettelagt for at undersøge effektiviteten af en gruppebaseret trinvis læring, som -- ud over sekvensialitet og brugen af korsvar -- inkluderer elementer, der fremmer overlappende instruktioner. Overlappende instruktioner er instruktioner hvor en øvelse kan påbegyndes med en elev inden den forrige øvelse (med en anden elev) er afsluttet. Denne metode er udviklet for at facilitere indlæring i en gruppe, sikre forbedrede muligheder for social interaktion, facilitere observationel læring (dvs. at børnene lærer ved at observere hinanden) samtidig med at undervisningens indhold kan være individuelt.

Metoden

Undersøgelsen blev gennemført i en specialklasse for børnehaveklassebørn i en normal folkeskole i Californien. Klassen bestod af 8 elever med udviklingsmæssige handicaps, og alle 8 elever deltog i undersøgelsen. De var fra 3 år og 3 måneder til 5 år og 5 måneder gamle da undersøgelsen startede. Deres diagnoser omfattede autisme (2 elever), Down's syndrom (3 elever), samt andre mentale handicaps (herunder føtalt alkohol syndrom). Alle 8 børn var på et tidligere tidspunkt (altså ikke i forbindelse med eksperimentet) blevet testet med Vineland Adaptive Behavior Scales, som viste et gennemsnit på 63 på den samlede score (spredning fra 51-71).
Undervisningen blev varetaget af en lærer og to støttepædagoger. Læreren havde tre års erfaringer med ABA-behandling for autisme. De to støttepædagoger havde også tidligere erfaringer med behandling af børn med autisme.

Resultater

Procentandelen af korrekte svar i tre forskellige øvelser blev anvendt som afhængige variable. Den første øvelse var en sangleg, og den adfærd, der blev målt i den forbindelse, var f.eks. korrekte fagter til sanglegen, hvilket blev indlært ved at læreren først lærte børnenes at gøre fagterne løsrevet fra sangen og siden som en del af sanglegen. Alle elever blev lært de samme 8 fagter og deres opgaver var således ens. For hvert barn skulle alle fagter i hele sanglegen være korrekte for at blive scoret som korrekt.

Den anden øvelse bestod af simple talmæssige opgaver. F.eks. skulle børnene imitere at læreren lagde et antal plastikæg i en kurv; altså en øvelse i at huske det korrekte antal æg i hver imitation. Endelig var der individuelle sproglige øvelser, hvor der for hvert barn blev tilrettelagt enten en receptiv, en ekspressiv eller en nonverbal ekspressiv opgave.

Indledningsvis blev der målt baseline for alle børnene. Opgaverne blev præsenteret men børnene blev i denne indledende test ikke promptet, de fik ikke feedback (dvs. hverken ros eller at vide hvis opgaven var løst rigtigt eller forkert) eller vejledning i hvordan opgaven skulle løses.

Den gruppevise trinvise træning, som blev anvendt i dette eksperiment, er beskrevet nærmere i en bog, som to af forfatterne tidligere har skrevet (Leaf & McEachin, 1999),. Hver øvelse indeholdt en instruktion, promptning, mulighed for at reagere og en differentieret forstærkning. Den gruppevise træning inkluderede tre typer af undervisning: sekventielle gruppeinstruktioner, kor-orienteret gruppeinstruktion samt overlappende gruppeinstruktioner.

Sekventielle gruppeinstruktioner betyder, at den trinvise instruktion bliver givet til forskellige børn i tilfældig rækkefølge. En øvelse for en elev bliver afsluttet, inden den næste elev får sin øvelse, og alle øvelser er uafhængige af hinanden.
Kor-orienteret gruppeinstruktion betyder at hver øvelse præsenteres for gruppen som sådan, og at alle forventes at give det samme svar samtidig -- som et kor.

Overlappende gruppeinstruktioner indebærer at nogle øvelser igangsættes for nogle børn inden andre børns øvelser er afsluttet. I disse situationer er øvelserne overlappende, hvilket indebærer at det ene barns løsning af opgaven er forbundet med andre børns øvelser. Denne overlappende tilgang har antaget mange former: f.eks. får en elev en opgave og mens han eller hun udfører den, får den næste elev en opgave, der indbefatter at han skal være opmærksom på den første elevs løsning af sin opgave. Begge elever får således feed-back samtidig og begge øvelser afsluttes samtidig. Et andet eksempel er den manglende feed-back, som elever, der løser opgaven forkert, men hvor læreren i stedet går videre til den næste elev, som -- hvis hans opgave løses korrekt -- modtager ros. Denne elevs ros fungerede altså samtidig som svar på den første elevs manglende eller forkerte løsning. Den overlappende gruppeinstruktion rummer muligheder for observerende læring, dvs. indlæring ved i kraft af andres svar. Som en fordel ved denne undervisningsform fremhæves også, at den udvikler fælles opmærksomhed og fælles referencepunkter.

Selvom der var tale om gruppeundervisning, var alle øvelser individualiserede, og således var undervisningens indhold, implementeringen og den løbende tilpasning af undervisningen tilpasset til den enkelte elev.

Eksperimentet omfattede 17 sessioner, som alle blev videooptaget, og analyserne blev foretaget på grundlag af disse videooptagelser. Øvelserne blev scoret for hver enkelt elev. Korrekte og forkerte svar blev registreret sammen med eventuel promptning. For hver session blev der udregnet en procentandel korrekte svar for hver enkelt elev, men disse individuelle resultater blev siden regnet sammen til et kollektivt resultat.

Inden den målrettede gruppeundervisning blev igangsat -- dvs. i base-line-situationen -- var andelen af korrekte svar meget lav, fra 0% for sanglegen til 6% for matematikopgaven. Efter gruppeundervisningen blev igangsat steg andelen af korrekte svar og opgaveløsninger til 59% for matematikopgaven, 73% for sprogopgaven og 40% for sanglegen.

I følge forfatterne har dette eksperiment vist, at gruppeundervisning kan give overbevisende resultater, sådan som det fremgår af opgørelsen over korrekte opgaveløsninger hos de 8 elever i de tre øvelser: sangleg, sprogøvelser og matematikopgaver.
Mens dette eksperiment ikke direkte har undersøgt generaliseringseffekterne af gruppeundervisning, er forfatterne ikke i tvivl om, at der findes en sådan effekt. Det er ikke blevet dokumenteret, men i følge forfatterne, opnåede flere af eleverne at lære andre elevers øvelser; øvelser, som lå på et højere niveau end de øvelser, der var målrettede imod deres eget niveau. Der er således behov for at få undersøgt disse sideeffekter af metoden systematisk.

Det hører også med til undersøgelsens resultater, at der var tale om en stabil indlæring, hvilket fortolkes som et tegn på, at der ikke har været nævneværdige adfærdsproblemer blandt eleverne. Acting out-adfærd og andre former for provokerende adfærd og trodsadfærd har været minimal og blev i højere grad rettet imod gruppen som sådan i stedet for imod en enkelt person -- træneren -- sådan som det er tilfældet i en-til-en træningssituationer. Derimod er der flere observationer, som viser, at eleverne har hjulpet hinanden med at løse hinandens opgaver. Dvs. at metoden rummer tydelige elementer af kammeratformidlet læring (peer mediated effort).
Forfatterne hævder også, at gruppeundervisning repræsenterer en betydelig effektivisering i forhold til en-til-en træning. En enkelt undervisningssekvens på bare 18 minutter skulle således svare til ikke mindre end 2½ times en-til-en træning af de 8 involverede elever. Forfatterne konkluderer derfor, at denne form for gruppeinstruktion kan være et supplement til en-til-en træning og at der dermed kan spares lærerkræfter, men understreger samtidig at det er noget, der må undersøges nærmere.

Metoden har dog en væsentlig bagside: den overlappende trinvise læring er kompliceret. I tillæg til kompliciteten i en sædvanlig kvalificeret trinvis læring, indeholder den desuden sammenføjning af flere samtidig processer, individualisering af mål, og et indviklet samarbejde mellem lærere og støttepædagoger. Desuden udgør denne gruppemodel et brud med en af grundpillerne i den sædvanlige trinvise læring af børn med autisme, nemlig behovet for øvelserne er individualiserede og specialiserede efter behovet for individuel træning. Derfor er der et brug for, at den gruppeorienterede og overlappende undervisningsmetode afprøves i forhold til børn med autisme mere grundigt end det er gjort i dette eksperiment. Det skyldes også, at den overlappende gruppevise undervisning i høj grad baserer sig på gensidig læring og læring i kraft af observationer af andre elever; læringsformer, som børn med autisme må formodes at have store problemer med.

Min kommentar

Det er en mangel ved dette eksperiment at resultaterne for de enkelte børn ikke er offentliggjort. Det er kun de gennemsnitlige resultater, som analyseres, og der er end ikke redegjort for spredningen i de 8 børns resultater. Man kan derfor forestille sig, at selv om resultaterne gennemsnitligt er gode og understøtter brugen af gruppevis trinvis læring, så kan der være enkelte børn, som slet ikke har profiteret af denne undervisningsform. Det kunne være børn med autisme, eller det kunne være børn der udviklingsmæssigt har haltet efter de øvrige. Derfor er det ikke muligt med udgangspunkt i denne undersøgelse, at dokumentere om der er forskel på metodens anvendelighed i forhold til børn med forskellige handicap og med forskellige udviklingsmæssige udgangspunkter.

Referencer

Leaf, R., & McEachin, J. (1999). A Work in Progress: Behvaior Mangement Strategies and a Curriculum for Intensive Behavioral Treatment of Autism. New York: DRL Books.

Joi Bay / 23.10.2002