FORSKNING

Sammenligning af to former for intensiv behandling af 4-7 årige børn: ABA og 'eklektisk' behandling

S. Eikeseth, T. Smith, E. Jahr and S. Eldevik, 'Intensive behavioral treatment at school for 4- to 7-year-old children with autism : A 1-year comparison controlled study', Behavioral Modification, vol. 26, no. 1 (2002), pp. 49-68.

De fleste undersøgelser af intensiv adfærdsbehandling af børn med autisme har omfattet førskolebørn, der som regel har været under 4 år gamle når behandlingen er startet. Denne undersøgelse omfatter børn, som er mellem 4 og 7 år gamle, og som ikke tidligere har modtaget intensiv behandling. Desuden indeholder denne undersøgelse en sammenligning mellem en gruppe af børn, der modtager intensiv adfærdsbehandling og en gruppe af børn, der modtager anden form for behandling.

I undersøgelsen, som er foretaget i Norge, indgår en forsøgsgruppe på 13 børn og en kontrolgruppe på 12 børn. De var mellem 4 og 7 år ved undersøgelsens start, deres IQ var over 50 og de havde ikke andre diagnoser end autisme. Disse to grupper af børn blev fulgt i et år, og begge grupper modtog mindst 20 timers intensiv, 1:1 behandling i hele forsøgsperioden. Fordelingen på forsøgs- og kontrolgruppe var ikke tilfældig, men var baseret på tilgængelighed af kvalificerede supervisorer til den intensive adfærdsbehandling. For at sikre sig imod en styret fordeling af børn til forsøgs- og kontrolgruppe, blev fordelingen foretaget af en person uden andel i forskningsprojektet. Den indledende test viste dog, at de børn, der modtog den intensive adfærdstræning, havde lidt dårligere forudsætninger (IQ, sprog, autistiske adfærd) end kontrolgruppen.

Alle børnene var enkeltintegreret i almindelige folkeskoler sammen med børn uden handicap. Børn fra begge grupper fik i forsøgsperioden tildelt to behandlere: en speciallærer samt en støttepædagog. Tilsammen forestod disse behandlere 1:1-træningen – hvad enten det var adfærdsbehandling eller anden form for behandling – og de fungerede desuden som en såkaldt »skygge« når børnene deltog i den almindelige undervisning; dvs. at de støttede og hjalp barnet i klassesituationer og fritidssituationer og benyttede disse kollektive sammenhænge til at generalisere de færdigheder, der var indlært i 1:1-situationer.

Forsøgsgruppen modtog intensiv adfærdsbehandling i overensstemmelse med anbefalingerne fra Ivar Løvaas (Lovaas et al., 1981; Løvaas, 1989); dog blev de trænet i kortere tid end anbefalet af Løvaas, nemlig kun 20-30 timer om ugen i 1 år i stedet for 40 timer om ugen i mindst 2 år.

Kontrolgruppe modtog, hvad der kaldes »eklektisk« behandling; dvs. en blandet række af teknikker, baseret på TEACCH, sanse-integration iblandet enkelte elementer fra anvendt adfærdsanalyse – dvs. de teknikker, der er udviklet af Løvaas. Intensiteten og omfanget af eklektisk behandling svarede nøje til den behandling, som forsøgsgruppen fik.

Da den 1-årige forsøgsperiode var slut, var resultaterne blandede. Som nævnt havde de børn, der modtog den intensive adfærdstræning, lidt dårlige forudsætninger ved starten af behandlingen end kontrolgruppe, men denne forsøgsgruppe »overhalede« kontrolgruppe i testresultater ved undersøgelsens afslutning. Forsøgsgruppen øgede deres gennemsnitlige IQ med 17 point, sprogforståelse med 13 point, ekspressivt sprog med 23 point og social adfærd med 11 point. De tilsvarende point-ændringer for kontrolgruppe var kun 4, -1, -2 og 0. Når resultaterne kan være negative betyder det ikke nødvendigvis, at det er gået tilbage for disse børn, men udelukkende at de anvendte tests er alderskorrigerede. Et negativt tal er altså udtryk for, at barnets evner på et bestemt test-område ikke er fulgt med barnets stigende alder. Disse resultater synes altså at bekræfte tidligere undersøgelser af adfærdstræningens effektivitet i forhold til andre behandlingsmetoder, hvilket forstærkes af, at 7 ud af 13 i den adfærdstrænede gruppe i løbet af det år behandlingen varede opnåede en IQ inden for normalområdet (her defineret som værende over 85), hvorimod der kun var 2 ud af 12, som nåede tilsvarende resultater i kontrolgruppen (s. 61).

Men selv om der således var betragtelige forskelle i de test-ændringer, der skete i løbet af det år, undersøgelsen forløb, og selv om forsøgsgruppen ved undersøgelsens afslutning havde testresultater, der lå 5-15 point højere end kontrolgruppens, er disse forskelle ikke signifikante; den manglende signifikans gælder også forskellene i antal børn over grænsen for mental retardering. Dvs. at der er en vis sandsynlighed for, at forskellene ikke er et resultat af behandlingen, men i stedet kan være statistiske tilfældigheder. Sådanne statistiske tilfældigheder er især et problem i undersøgelser, der omfatter meget få børn og hvor der er stor spredning i resultaterne; jo færre børn og jo større spredning, desto større bliver den statistiske usikkerhed. Denne manglende signifikans kan tolkes på forskellige måder: det kan skyldes, at adfærdsbehandlingen slet ikke er andre behandlingsmåder overlegen – i al fald ikke når behandlingen »kun« omfatter i gennemsnit 28 timers behandling om ugen i 1 år – eller det kan forstås som et resultat af, at den konkurrerende behandling – den eklektiske – i denne undersøgelse har været ekstraordinær kvalificeret og intensiv. Det kan imidlertid også skyldes at antallet af børn i denne undersøgelse er lille og undersøgelsestiden er kort (kun 1 år) og at den statistiske usikkerhed ville forsvinde eller blive mindre hvis behandlingen fortsatte i længere tid (s. 65).

Denne undersøgelse kan også belyse betydningen af, om behandlingen starter tidligt eller på et senere tidspunkt i barnets liv. De forbedringer, som børnene i forsøgsgruppen, oplevede, svarer til de resultater andre undersøgelser har vist for børn, der er startet i behandling når de var under 4 år gamle. Det vil sige, at denne undersøgelse kan tages til indtægt for, at det ikke er afgørende om børnene starter før eller efter 4-års alderen. Dette resultat er i modstrid med resultaterne i en tidligere undersøgelse (Harris & Handleman, 2000), men disse modstridende resultater kan være en konsekvens af, at de børn, der deltog i den norske undersøgelse, som udgangspunkt var temmelig velfungerende og i gennemsnit havde et bedre funktionsniveau end de børn, der har deltaget i andre undersøgelser.


Referencer

Harris, Sandra L., & Jan S. Handleman. »Age and IQ at Intake as Predictors of Placement for Young Children with Autism : A Four- to Six-Year Follow-Up.« Journal of Autism and Developmental Disorders 30, no. 2 (2000): 137-142.

Lovaas, O. Ivar, A.B. Ackerman, D. Alexander, P. Firestone, J. Perkins, & D. Young. Teaching developmentally disabled children : The ME Book. Austin, TX: Pro-Ed, 1981.

Løvaas, O. Ivar. Opplæring av utviklingshemmede barn : »meg-boka«. Oslo: Gyldendal, 1989.

Joi Bay / 10.12.2002