FORSKNING

Effekter af PECS-kommunikation hos 6-årig med autisme

Kravits, Tamara R, Debra M Kamps, Katie Kemmerer, and Jessica Potucek. 2002. 'Brief report: increasing communication skills for an elementary-aged student with autism using the Picture Exchange Communication System'. Journal of Autism and Developmental Disorders 32 (3): 225-230.

PECS – Picture Exchange Communication System – er dels et kommunikationshjælpemiddel til børn uden funktionelt talesprog og samtidig betegnelsen for den ABA-teknik, hvormed brugen af dette hjælpemiddel indlæres (se PECS som ABA-metode). PECS har igennem de seneste 10 år opnået en stor udbredelse, men både indlæringen af PECS-systemet og effekterne af PECS er indtil videre kun dårligt dokumenteret. I artiklen af Kravits m.fl. gennemgås og dokumenteres et forløb, hvor en 6-årig pige med autisme, Molly, lærte at anvende PECS.

Molly var enkeltintegreret i en halvdags børnehaveklasse i en offentlig skole og havde tilknyttet en støttelærer. Ud over støttelæreren fik hun ½-1 times specialundervisning om dagen. En Vineland test viste at Molly scorede på niveau med et barn på 2 år og 8 måneder, og i en PEP-R-test blev hendes udviklingsalder målt som værende mellem 2 og 2½ år. Når Molly blev promptet, anvendte hun små kombinationer af ord, f.eks. »ha' kage«, men hendes sprog var vanskeligt at forstå, og hun initierede kun sjældent selv kommunikation. I øvrigt anvendte hun hovedsagelig fagter og blikkontakt som kommunikationsform. PECS blev valgt som kommunikationshjælpemiddel for at forsøge at give Molly flere spontane kommunikationsmuligheder. I øvrigt var det eksperimentets formål at undersøge PECS’ anvendelighed som kommunikationshjælpemiddel i forhold til pigens mor, hendes lærere og hendes kammerater samt at observere eventuelle effekter af PECS-træningen på pigens sociale interaktion.

Case-undersøgelsen af indlæring af PECS-kommunikation blev udført flere forskellige steder: i hjemmet, i klassen når der var perioder med valgfrie aktiviteter (strukturerede pauseaktiviteter, hvor børnene måtte f.eks. tegne og male og snakke sammen, men ikke forlade klassen) samt i fri-leg-situationer i skolen.

I undersøgelsen blev frekvensen af spontane ytringer valgt som succesmål. Spontane ytringer var defineret som ønsker og kommentarer der forekom uden promptning, hvorimod ytringer, der var promptet af enten instruktion eller spørgsmål, ikke blev regnet som en spontan ytring. Ytringer kunne både have form af talesprog og af PECS-kommunikation, hvor barnet kommunikerer ved at anvende enkelte eller serier af PECS-ikoner.

Data

Data for kommunikation blev registreret i 10-minutters observationsperioder. Når Molly inden for disse observationsperioder kommunikerede, blev det registreret hvad hun kommunikerede, hvordan hun kommunikerede (verbalt, ikon, tegn, gestus) og funktionen (f.eks. anmodning eller kommentar) og til hvem (f.eks. en voksen eller en kammerat). Data for social interaktion blev registreret i 5-minutters observationsperioder vha. computerprogrammet Multi Option Observation System for Experimental Studies. Observationer af kommunikation og af social interaktion blev foretaget to gange om ugen i klasseværelset og i fri-leg-situationer samt to eller tre gange om ugen i hjemmet. I alt blev der foretaget 40 observationer i hver situation.

Inden eksperimentet startede blev der foretaget to baseline-målinger (dvs. grundlagsmålinger). Den første baseline-måling blev foretaget i både skolen og i hjemmet inden introduktionen af PECS-systemet. Observationsperioden var 4 uger. Den anden baseline-måling blev foretaget de samme steder efter at Molly havde fået adgang til PECS-systemet, men uden at hun blev undervist i systemets brug. Denne observationsperiode strakte sig over 1 uge i hjemmet, 12 uger i fri-leg-situationerne og 17 uger i skolen. Begrundelsen for denne observationsperiode er ikke forklaret, men man må gå ud fra at den blev lagt ind for at sikre sig, at Molly ikke i forvejen eller spontant kunne kommunikere vha. ikoner.

Desuden indeholder casen dataindsamlinger i to forskellige behandlingsperioder. Dataindsamlingen i den første behandlingsperiode fandt sted samtidig med PECS-træningen. I denne behandlingsperiode indgik kun de første tre ud af i alt seks PECS-faser; nemlig fysisk understøttet udveksling (fase I), spontan kommunikation (fase II) samt udvælgelse af billeder (fase III). I træningen veksledes mellem egentlig undervisning i brugen af PECS og leg: 5 minutters træning (5-10 trials) blev afløst af 15-20 minutters struktureret leg, som havde karakter af generalisering, eftersom de objekter og forstærkere, som anvendtes i træningen, indgik i den efterfølgende leg. For at lære Molly faserne I-III blev der anvendt 71 trials i hjemmet, 41 trials fordelt på 8 sessioner i klassen og 15 trials fordelt på 5 sessioner i fri-leg-situationer. PECS-træningen fulgte anvisningerne i PECS-manualen, og omfattede således ABA-teknikker som brug af promptning, forstærkere og trin-vis læring (Frost & Bondy, 1994). Kammeraterne i skolen fik også en kortvarig introduktion til PECS-systemet, således at de blev i stand til at forstå Mollys kommunikation.

Den anden behandlingsperiode havde til formål at stabilisere Mollys brug af PECS og at facilitere hendes interaktion med andre. Mollys kammerater blev i denne periode undervist i, hvordan de skulle beskæftige hende i legesituationer. Der blev gennemført træning af kammeraterne i fire sessioner, som blev efterfulgt af øvelser (hvor Molly ikke deltog). Den sociale interaktion, som skulle fremmes og måles, indbefattede deling af legetøj, turskifte samt udvekslinger af spørgsmål og svar.

Resultater

Som det fremgår af antallet af trials og sessioner lærte Molly hurtigt at mestre fase I-III i PECS. Hun lærte at bruge i alt 38 forskellige ikoner som hjælp til kommunikation, hvoraf hun i gennemsnit anvendte fra 4 til 8 forskellige i de enkelte observationer. Sammenligninger mellem brugen af spontan kommunikation (som både kunne være verbal og med anvendelse af PECS-ikoner) før og efter PECS-træningen viste en voksende frekvens i alle tre situationer. I hjemmet steg antallet af spontane ytringer fra 8-9 tilfælde per 10-minutters observation til 18, i klassen steg antallet af kommunikative initiativer fra 3-5 til 11 i behandlingsperioden; i den frie leg var stigningen fra 4-7 per observationsperiode til 14. Disse kommunikative initiativer omfattede både verbale ytringer og brugen af PECS-ikoner, men stigningen var kun markant for PECS-kommunikationens vedkommende, hvorimod der ikke var signifikante forbedringer i brugen af talesprog til spontan kommunikation. Dette resultat er dog ikke overraskende, eftersom andre rapporter om brugen af PECS viser, at forbedringer i brugen af talesprog først opnås omkring et år efter introduktionen af PECS. Forsøget med Molly omfattede kun nogle få måneder i alt. En anden forklaring på at Mollys verbale initiativer ikke blev forbedret måleligt kan være, at Molly i forvejen havde visse verbale evner.

Også målingerne af social interaktion med kammerater viste en behandlingseffekt. Effekterne på dette område var minimale i hjemmet, hvilket skyldes at Mollys bror her var den eneste legekammerat, men i klassen og i frie lege-situationer var effekterne større, især i den anden behandlingsperiode, hvor kammeraterne lærte at interagere med Molly. Resultaterne tyder på, at PECS-kommunikation især har en gavnlig effekt på den sociale interaktion i mindre grupper af kammerater, hvorimod antallet af kammerater, som Molly kontaktede spontant, ikke steg.

Forfatterne konkluderer, at denne case udgør en dokumentation af PECS’ muligheder for at lære børn med autisme at blive bedre til spontan kommunikation. Brugen af PECS-systemet gjorde Molly mere selvstændig og mere spontan. Mængden af Mollys samvær med kammerater steg fra 0-2 kontakttilfælde per observationsperiode inden brugen af PECS til mellem 7 og 13 tilfælde per observationsperiode efter introduktionen af PECS. Før Molly lærte at bruge PECS var hendes kommunikation især nonverbal, den var passiv og primært rettet imod voksne. Det er imidlertid uklart om disse sociale effekter kan tilskrives PECS alene, eller om det er en effekt af PECS i samspil med den sociale træning, som Mollys kammerater fik.

Min kommentar

Casen omkring Molly bekræfter nogle af de forskningsresultater, som er rapporteret om brugen af PECS (Charlop-Christy et al., 2002), nemlig at nogle børn med autisme hurtigt lærer at bruge PECS-systemet. og at PECS giver dem nye kommunikationsmuligheder. Denne case adskiller sig fra andre undersøgelser ved at Molly ikke i forvejen indgik i et ABA-behandlingsprogram, men udelukkende modtog traditionel specialundervisning i skolen, hvis karakter dog ikke belyses nærmere. Casen viser således, at de ABA-teknikker, der anvendes til indlæring af PECS-systemet, også er effektive i en fremmed kontext.

I denne case savner man især informationer om graden af autisme hos Molly, og om PECS-træningen og kammeraternes sociale træning havde indflydelse på omfanget af autistiske symptomer eller omfanget af problemadfærd.

Referencer

Charlop-Christy, Marjorie H, Michael Carpenter, Loc Le, Linda A LeBlanc, & Kristen Kellet. 'Using the picture exchange communication system (PECS) with children with autism: assessment of PECS acquisition, speech, social-communicative behavior, and problem behavior.' Journal of Applied Behavior Analysis 35, no. 3 (2002): 213-231. (Refereret)

Frost, L. A., and A. S. Bondy. 1994. The picture exchange communication system training manual. Cherry Hill, NJ: Pyramid Educational Consultants.

Joi Bay / 25.11.2002