FORSKNING

Sammenligning mellem forskellige former for tidlig intervention

Dawson, G. & Osterling, J. (1997), 'Early Intervention in Autism', in Guralnick, M.J. (ed.), The Effectiveness of Early Intervention: 307-326. Baltimore, MD, Brookes Publishing Co.

Dawson og Osterlings artikel har ikke været offentliggjort i et peer-revewied tidsskrift, og falder således egentlig uden for de sædvanlige kriterier for at blive refereret i denne sammenhæng. Når artiklen alligevel er medtaget, skyldes det, at den har fået en stor betydning i diskussionerne mellem tilhængere af TEACCH og ABA; ikke mindst i Danmark, hvor den er grundlaget for de uofficielle danske anbefalinger om tidlig indsats (Ulsted Sørensen, 1999).

Formålet med artiklen er at belyse to problemstillinger: er tidlig intervention effektivt? og hvad er de fælles elementer i forskellige former for tidlig intervention imod autisme? Den første problemstilling er opdelt i to underspørgsmål: er de forskellige programmer effektive i forhold til autisme hos førskolebørn? og er effektiviteten knyttet til programmets principper og idégrundlag eller til barnets forudsætninger i form af IQ og verbale evner?

De otte programmer, som indgår i artiklen er følgende:

Karakteristika ved de børn, der indgår i programmerne

I artiklen anvendes data om ca. 150 børn, som har gennemgået et af de otte behandlingsprogrammer. De data, der er tilgængelige om disse børn, er meget forskellige og er kun delvis sammenlignelige. Aldersmæssigt er det typisk børn mellem tre og fire år, som påbegynder disse former for behandling, men f.eks. Young Autism Program starter behandlingen allerede når børnene er under tre år gamle. Der findes intelligensmålinger på de fleste af børnene, men de er ikke sammenlignelige, fordi der er anvendt forskellige tests; bl.a. er nogle børn testet vha. specielle tests, som ikke er så følsomme over for børnenes (manglende) sproglige formåen, og disse børn scorer højere på IQ-tests end de børn, der testes med standardtests, hvor den sproglige formåen har stor betydning for testresultaterne. Diagnosemæssigt har alle programmer anvendt de samme diagnosekriterier (DSM-III-R fra 1994), men optagelseskriterierne til behandlingen har været forskellige. Mens nogle behandlingsprogrammer har været forbeholdt børn med autismediagnose, har andre også inddraget børn med PDD-NOS.

Behandlingsresultater

Det er vanskeligt at sammenligne behandlingsresultaterne fra de otte behandlingsprogrammer, fordi deres måde at opgøre resultater på, varierer. I de fleste tilfælde er der dog redegjort for børnenes uddannelsesmæssige placering (normal skole, specialklasse, specialskole) og for deres udviklingsmæssige resultater. Men de udviklingsmæssige resultater er ikke i alle tilfælde målt med standardiserede tests og er således ikke sammenlignelige, og opgørelsen af skoleplacering er ikke noget sikkert mål for behandlingsresultater, eftersom forskellige skoledistrikter praktiserer forskellige politikker mht. integration af handicappede i normale klasser.

På baggrund af disse forbehold konkluderer forfatterne på denne måde: »på trods af noget forskelligartede interventioner og filosofiske tilgange er alle programmerne temmelig effektive, når det opgøres som skoleplacering og de afgørende udviklingsmæssige fremskridt – eller begge dele – for en stor procentdel af de deltagende børn. Af de seks programmer, der har offentliggjort data om skoleplacering, har de fire opnået, at omkring halvdelen af børnene er blevet integreret i almindelige skoleklasser efter afslutningen af interventionen. Når resultaterne blev opgjort i IQ, var resultatet at børnene – i gennemsnit – opnåede forbedringer på omkring 20 point (…) Det skal bemærkes, at flertallet af de børn, der har deltaget i de tidlige interventionsprogrammer, har som udgangspunkt været mentalt retarderede (IQ mindre end 70). Alligevel har omkring halvdelen af børnene reageret positivt på interventionen, og alle eller i det mindste de fleste børn har gjort betydningsfulde fremskridt« (s. 314).

Forfatterne modificerer imidlertid disse positive resultater ved at konstatere, at der kun i et tilfælde (Lovaas 1987, Lovaas et al. 1989) har været en kontrolgruppe, som ikke har modtaget tidlig intervention. Det er derfor i de fleste tilfælde umuligt at vide, om de positive resultater fra den tidlige intervention er bedre end eller på niveau med børn, der ikke har modtaget en tilsvarende intervention.

Fælles elementer i programmerne

Artiklen gennemgår desuden syv fælles elementer, som forfatterne mener at kunne identificere i alle otte interventionsprogrammer:

Indholdet i undervisningen (evne til at rette sin opmærksomhed til elementer i omgivelserne, evne til at imitere, evne til at forstå og bruge sprog, evne til at lege, evne til at interagere med andre)

Kun det sidste punkt skal refereres her: Alle programmer – men undtagelse af LEAP – anbefaler mindst 20 timers skole-baseret intervention. Anbefalingerne strækker sig fra 15 til 40 timer med 27 timer som gennemsnit.

Mine kommentarer

Der er tale om en temmelig overfladisk sammenligning af behandlingsresultaterne. Der savnes præcise referencer til, hvor resultaterne er offentliggjort, og der savnes desuden en mere kritisk tilgang til de resultater, som er rapporteret. Man kan ikke bruge enkeltstående undersøgelser – sådan som Dawson & Osterling gør det – til at udtale sig endegyldigt om en metodes effektivitet. Undersøgelser skal gentages – helst af uafhængige forskere – før de få en egentlig værdi. Men det er slet ikke nævnt, om undersøgelserne er blevet repliceret. De fleste evalueringer af behandlingsprogrammer, der anvendes i denne artikel, lider desuden af alvorlige metodiske mangler: f.eks. er det ikke redegjort for, om udredninger og tests er udført af uafhængige fagpersoner eller af personer involveret i behandlingen. Man savner også en nøjere vurdering af de anvendte mål: hvilke tests er anvendt for at bedømme børnenes udviklinger? Er det tests, som har tendens til at under- eller overvurdere deres udvikling? (jvf. Magiati & Howlin, 2001).

Denne artikel kan således ikke anvendes til alt konkludere, at de otte programmer er lige effektive, men højst til at konstatere at de alle sandsynligvis har en vis effekt, men om der er forskel i graden af effekt fremgår slet ikke.


Referencer

Magiati, I. and Howlin, P. (2001), 'Monitoring the progress of preschool children with autism enrolled in early intervention programmes: problems in cognitive assessment', Autism: the International Journal of Research and Practice, 5, 4, 399-406.

Ulsted Sørensen, E. (1999), Små børn med autisme – tidlig indsats, Virum, Videnscenter for Autisme.

Joi Bay / 01.09.2002