FORSKNING

Den forskningsmæssige dokumentation af TEACCH-metodens resultater

Mesibov, G.D. (1997), 'Formal and informal evaluations on the effectiveness of the TEACCH programme', Autism : the International Journal of Research and Practice, 1, 1, 25-35.

Dokumentationen af resultaterne af TEACCH-baserede behandlinger er hovedsagelig af ældre dato. TEACCH blev udviklet i den sidste halvdel af 1960erne, og i de efterfølgende årtier blev der offentliggjort en række undersøgelser, som evaluerede og redegjorde for metodens teknikker, men det er først inden for de senere år, at der kommet fornyet interesse for at dokumentere TEACCH-metodens effekt i kliniske undersøgelser (Ozonoff & Cathcart, 1998; Panerai et al., 2002).

Inden de nyeste kliniske undersøgelser blev offentliggjort, gjorde lederen af Division TEACCH på University of North Carolina at Chapel Hill, Gary Mesibov, status over den forskningsmæssige dokumentation af TEACCH i det dengang nye tidsskrift, Autism: The International Journal of Research and Practice. I kraft af Gary Mesibov status som leder af TEACCH og hans langvarige erfaringer med TEACCH, må man gå ud fra, at der er tale om en status, som giver et dækkende billede af TEACCH-metodens forskningsdokumenterede resultater.

Artiklen indledes med et kort resumé af TEACCHs historie, og hvordan TEACCH er opstået som et resultat af forskning. Eric Schopler påviste i sin doktorafhandling fra 1964, at børn med autisme har lettere ved at forstå visuel kommunikation end verbal kommunikation (Schopler, 1964). Disse – og tilsvarende – forskningsresultater var baggrund for, at man i slutningen af 1960erne udviklede den strukturerede undervisning, som hjælper folk med autisme ved at organisere deres omgivelser og ved at forsyne dem med klare, konkrete og meningsfulde visuelle informationer; en undervisnings- og behandlingsform, som siden har fået navnet TEACCH (Treatment and Education of Autistic and related Communication Handicapped CHildren).

I en tidlig klinisk undersøgelse blev det dokumenteret, at struktureret undervisning er en fordel for børn med autisme. I undersøgelsen sammenlignede man effekterne af at ændre på undervisningens struktur. En struktureret undervisning blev defineret som en session, hvor det var den voksne, som bestemte over, hvilket materiale barnet skulle anvende, hvor længe barnet skulle arbejde, og hvordan barnet skulle arbejde. En ustruktureret undervisningssituation var det modsatte, dvs. hvor barnet selv besluttede disse elementer. Resultatet af at ændre på undervisningen fra ustruktureret til struktureret var forbedret opmærksomhed, mere social adfærd og færre autistiske adfærdsformer (Schopler et al., 1971).

Senere undersøgelser har beskæftiget sig med forældrenes bidrag i en TEACCH-behandling. En undersøgelse viste således, at forældre kunne instrueres i at anvende de strukturerende undervisningsprincipper i forhold til deres børn. Ved at studere videooptagelser fra før og efter forældreinstruktionen kunne man iagttage, hvordan 6-8 timers forældreuddannelse resulterede i mærkbare forbedringer i forholdet mellem forældre og barn (Marcus et al., 1978). I forældreuddannelsen lærte forældrene at udvælge materiale, organisere opgaver og at give informationer til deres børn på den mest hensigtsmæssige måde.

Et andet tidligt studie har undersøgt effekterne af TEACCH ved at sammenligne børns adfærd i tiden lige efter diagnosen og et tilsvarende tidsinterval efter, at deres forældre havde modtaget instruktioner i, hvordan TEACCH kan anvendes. Efter at forældrene havde lært TEACCH, viste børnene afgørende forbedringer i adfærd, særlig når det gælder leg og kommunikation (Short, 1984).

Ifølge artiklen er der i adskillelige lande blevet udført evalueringsstudier af TEACCH, men artiklen refererer kun to af disse evalueringer. Den ene er fra Nordirland (Sines, 1997). Evalueringen var betalt af The Department of Health and Social Services i Northern Ireland. I undersøgelsen har man interviewet 72 forældre og fagfolk fra hele Nordirland, og 26 studerende har udført evalueringer af fem forskellige TEACCH-projekter. Over 86 procent af de forældre og fagfolk, som besvarende henvendelsen, har beskrevet TEACCH som en effektiv metode, og har givet eksempler på forbedringer i funktionsniveau, i sociale færdigheder samt på reduktion af adfærdsproblemer. Over 90 procent af de interviewede hævder, at TEACCH har forøget livskvaliteten for deres børn og voksne med autisme.

Den anden ikke-amerikanske evaluering, som refereres, er fra Sverige, men den er aldrig blevet offentliggjort (Durnik, 1996). Undersøgelsen var betalt af Riksföreningen Autism, RFA, og undersøgte TEACCH-behandling i Sverige i løbet af en 5-årig periode. Undersøgelsen dokumenterer, at så at sige alle forældre og fagfolk, som deltog i undersøgelsen, bedømte metoden til at være anvendelig og tilfredsstillende. 70 procent beskrev den som excellent til arbejdet med personer med autisme – selv 4 år efter, at de havde lært TEACCH. Deltagerne i undersøgelsen følte, at de havde lært meget om handicappet og havde fået strategier til at arbejde med klienter i alle aldre og på alle funktionsniveauer. Undersøgelsens deltagere fandt også, at teknikkerne var meget brugbare i deres daglige arbejde, især forslag til strukturer, indlæring af uafhængighed, af sociale færdigheder og af kommunikative færdigheder.

I en amerikansk undersøgelse blandt forældre til børn med autisme har man også undersøgt tilfredsheden med TEACCH-programmet (Schopler et al., 1981). I denne undersøgelse besvarede 348 familier, som tidligere havde deltaget i et TEACCH-program, et spørgeskema. Af besvarelserne fremgik, at forældrene var overvældende entusiastiske, at deres relation til Division TEACCH var positiv, produktiv og udviklende. En stort flertal af forældrene (96%) kunne i denne undersøgelse berette om, hvordan deres børn – der nu var teenagere eller voksne – stadig boede i deres lokalmiljø (i stedet for at være institutionaliserede). Disse resultater er meget favorable, når de sammenlignes med andre undersøgelser, der viser at mellem 39 og 74 procent af unge og voksne med autisme lever i store institutioner væk fra deres oprindelige lokalmiljø.

En undersøgelse af forældrestress understøtter TEACCH-programmernes gode resultater. Forældre har rapporteret, at TEACCH udgjorde den bedste støtte de fik blandt et bredt udsnit af formelle og uformelle støtteprogrammer (Bristol & Schopler, 1983). I en opfølgning viste det sig, at der var aftagende depressive symptomer hos forældre, der deltog i TEACCH-programmer til forskel fra mødre, hvis handicappede børn ikke modtog TEACCH, og hvis depressioner ikke ændrede karakter.

Endelig indeholder Mesibovs artikel en længere gennemgang af, hvad der kaldes uformelle opgørelser af TEACCHs effektivitet. Det drejer sig om mængden af private donationer og antallet af priser, som TEACCH igennem årene har modtaget. Det nævnes også, at TEACCH besøges af næsten 500 besøgende fra 18 forskellige lande i løbet af et år, og at 725 forældre og fagfolk deltager i den årlige TEACCH-konference. Desuden citeres uddrag fra de begejstrede breve, som Division TEACCH har modtaget fra ind- og udland.

Min kommentar

Som nævnt i indledningen må man gå ud fra, at denne artikel er en autoritativ og dækkende beskrivelse af den videnskabelige og evalueringsmæssige dokumentation for TEACCH-metodens resultater op til 1997, hvor artiklen blev offentliggjort. Man kan selvfølgelig ikke retfærdigt vurdere den forskning, der ligger til grund for denne artikel, uden at have læst de originale publikationer. Men af referaterne at dømme er der adskillelige svagheder i denne dokumentation for behandlingsmetodens resultater.

For det første er det kun et fåtal af forskningsresultaterne, som er offentliggjort i kvalitetskontrollerede publikationer – såkaldte peer-reviewed tidsskrifter. Hovedparten af undersøgelserne er enten ikke offentliggjort, er offentliggjort som rapporter eller er offentliggjort i antologier, hvor der normalt ikke sker en metodisk kvalitetskontrol.

For det andet er der ikke tale om kontrollerede undersøgelser. Det betyder, at der ikke er nogen kontrolgrupper, og det er derfor umuligt at vide, om de gunstige resultater, der opnås, er et resultat af selve TEACCH-metoden, eller om tilsvarende gode resultater kunne opnås med andre metoder eller som et resultat af almindelig modning. I få de tilfælde, hvor en undersøgelses resultater sammenlignes med andre undersøgelsers, er det uklart, om de er 100 procent sammenlignelige.

For det tredje er der primært anvendt »bløde« – kvalitative – data ved opgørelsen af metodens resultater i stil med forældres eller fagpersoners rapporter om udvikling af færdigheder eller af symptomer på autisme. Både forældre og de fagfolk, som arbejder praktisk med personer med autisme, har en – helt forståelig og nødvendig – tendens til at give deres indsats mening ved at forstærke de positive resultater og nedtone de negative eller manglende resultater. Rapporter fra forældre og fagfolk kan derfor ikke erstatte mere rigoristiske og objektive mål for en behandlings effekter; i dette tilfælde anvendelsen af anerkendte og standardiserede tests for intelligenskvotient, sproglig formåen og autistiske symptomer.

Referencer

Bristol, M.M. & Schopler, E. (1983), 'Stress and Coping in Families of Autistic Adolescents', in Schopler, E. and Mesibov, G.D. (eds.), Autism in Adolescents and Adults: 251-278. New York, NY, Plenum.

Durnik, K. (1996), Evaluation of TEACCH, Stockholm, Unpublished manuscript.

Marcus, L.M., Lansing, M., Andrews, C.E. & Schopler, E. (1978), 'Improvement of Teaching Effectiveness in Parents of Autistic Children', Journal of the American Academy of Child Psychiatry, 17, 625-639.

Ozonoff, S. & Cathcart, K. (1998), 'Effectiveness of a Home Program Intervention for Young Children with Autism', Journal of Autism and Developmental Disorders, 28, 1, 25-32.

Panerai, S., Ferrante, L. & Zingale, M. (2002), 'Benefits of the Treatment and Education of Autistic and related Communication Handicapped Children (TEACCH) programme as compared with a non-specific approach', Journal of Intellectual Disability Research: JIDR, 46, 4, 318-327.

Schopler, E. (1964), 'Visual or tactual receptor preference in normal and schizophrenic children', Chicago, IL, The University of Chicago.

Schopler, E., Brehm, S., Kindsbourne, M. & Reichler, R.J. (1971), 'The Effect of Treatment Struture on Development in Autistic Children', Archives of General Psychiatry, 24, 415-421.

Schopler, E., Mesibov, G.D., Devillis, R.F. & Short, A. (1981), 'Treatment Outcome for Autistic Children and their Families', in Mittler, P. (ed.), Frontiers of Knowledge in Mental Retardation: Social, Educational, and Behavioral Aspects: 293-301. Baltimore, DK, University Park Press.

Short, A.B. (1984), 'Short-term treatment outcome using parents as co-therapists for their own autistic children', Journal of Child Psychology and Psychiatry, 25, 443-458.

Sines, D. (1997), A Study to evaluate the TEACCH Project (Treatment and Education of Autistic and related Communication handicapped CHildren) in the South Eastern Education and Library Board area of Northern Ireland 1995-96. Belfast, Parents and Professionals and Autism, Northern Ireland.

Se også

TEACCH-baseret forældreuddannelse som supplement til ABA-behandling
Effektundersøgelse af TEACCH i specialundervisningen, Italien

Joi Bay / 24.09.2002 (rev. 28.09.2002 )