FORSKNING

Behandlingseffekter af familie-baseret træning, San Francisco

S. J. Sheinkopf and B. Siegel, 'Home-based behavioral treatment of young children with autism', Journal of Autism and Developmental Disorders, vol. 28 (1998), pp. 15-23.

Sheinkopf og Siegel har undersøgt et familie-baseret program for træning efter Løvaas' principper, men et program, som ikke var forankret i et universitet og som desuden var kortere end de to år, som Løvaas' principper foreskriver. Til forskel fra andre tilsvarende effektstudier er der her tale om en retrospektiv undersøgelse, hvor børnene ikke er blevet fulgt af forskerne i behandlingstiden, men kun blev undersøgt efter en vis behandlingstid. De børn, der blev udvalgt til analysen, blev taget fra en større gruppe af børn i en stor longitudinal undersøgelse af småbørn med autisme, hvoraf nogle modtog intensiv ABA-behandling efter Løvaas' principper, mens andre modtog andre former for behandling.

Der blev udvalgt 11 børn i undersøgelsesgruppen og en kontrolgruppe på 11 børn, og de to grupper blev matchet vha. levealder, mental alder, diagnose samt på baggrund af testresultater før deltagelse i programmerne. Ved starten af undersøgelsesperioden var der ingen signifikante forskelle på børnenes IQ i undersøgelses- og kontrolpopulationen. Børnene i eksperimentalgruppen modtog i gennemsnit 16 måneders ABA-behandling i gennemsnit 19 timer om ugen. Desuden deltog de i sædvanlige førskoletilbud for handicappede børn, som var den eneste form for behandling, som kontrolgruppen modtog. Ved starten af observationsperioden var børnene 34-35 måneder gamle og observationsperioden sluttede 20 måneder senere.

Ved den afsluttede test blev de to grupper sammenlignet mht. kognitive evner og symptomer på autistiske træk. På dette tidspunkt var forskellene i IQ (Merrill-Palmer Scales, som ikke ensidigt prioriterer verbale evner) i gennemsnit 26 point (90 for undersøgelsesgruppen mod 64 for kontrolgruppen). Undersøgelsen viser også, at der er en sammenhæng mellem antallet af træningstimer og den opnåede forøgelse af IQ: de børn, der modtog over 27 timers træning per uge sluttede med noget højere IQ-score end de børn, der modtog under 27 timers træning per uge. Desuden viste undersøgelsen, at børn i den eksperimentelle gruppe endte med betydelig (og statistisk signifikant) færre alvorlige symptomer på autisme end børn fra kontrolgruppen. Der var dog ikke børn fra hverken undersøgelses- eller kontrolgruppen, der blev omdiagnosticeret til at være fri for symptomer på udviklingsforstyrrelser.

De børn, der indgik i Sheinkopf og Siegels undersøgelse adskilte sig imidlertid på en række punkter fra børn i Løvaas' oprindelige undersøgelse (Lovaas, 1987): for det første var det usikkert om alle børn i undersøgelsen var startet i intensiv behandling lige så tidligt som i Løvaas' undersøgelse. For det andet havde mindst to af børnene en IQ under det minimumsniveau, som Løvaas opererede med (dvs. mindre end IQ på 37). For det tredje, blev børnene kun behandlet i 19 timer per uge (i gennemsnit) mod 40 timer om ugen i Løvaas' undersøgelse. For det fjerde, var det i undersøgelsen uklart hvor megen uddannelse og supervision behandlerne og familierne havde fået i løbet af 16 måneder undersøgelsen stod på. For det femte – understreger forfatterne – kan det kan være lettere at implementere detaljerede og systematiske undersøgelsesprotokoller når behandlingen foregår i universitets-regi i stedet for behandling, som administreres af forældrene.

Referencer

Lovaas, O.I. (1987), 'Behavioral treatment and normal educational and intellectual functioning in young autistic children', Journal of Consulting and Clinical Psychology, 55, 3-9.

Joi Bay / 03.09.2002