ABA-konference webcastes


Konferencen Progress and Challenges in the Behavioral Treatment of Autism, som afholdes i Boston den 2-4. februar 2007 bliver webcastet, og man kan derfor se og høre præsentationerne uden at skulle rejse til Boston. Men det forudsætter at man tilmelder sig og betaler konferenceafgift.

Hvis man tilmelder sig konferencen kan man følge præsentationerne på konferencen fra enhver pc’er forbundet med Internettet. Man kan se konferencen live samtidig med at den finder sted, eller man kan vælge at se præsentationerne forskudt i op til tre måneder – frem til den 29.4.2007. Det er kun plenum-præsentationer, som webcastes – posterfremlæggelser og netværksmøder transmitteres ikke.

Konferencen henvender sig ikke til forskere, men primært til forældre, studerende og praktikere. Der er 16 forskellige præsentationer af ABA-specialister som Tristram Smith fra University of Rochester, Richard Foxx fra Pennsylvania State University, Mark Sundberg fra Sundberg and Associates, Marjorie Charlop-Christy fra Claremont McKenna College samt William H. Ahearn fra New England Center for Children. Desuden taler Catherine Lord fra University of Michigan. Catherine Lord er ikke selv adfærdsanalytiker, men er en af de mest betydningsfulde autismeforskere og er ophavskvinde til nogle af de mest udbredte autismediagnoseredskaber.

Blande de emner, som fremlægges i plenum, kan især fremhæves sprogintervention, udvikling af sociale færdigheder, prævention af problemadfærd, hjemmebaserede ABA-behandlinger, skolebaserede ABA-tilbud, overgang fra skole til voksenliv samt tilbud til børn med Aspergers Syndrom.

Prisen for at kunne følge web-transmissionen er US$ 180 (1.040 DKK)

Læs om konferencen
Læs om web-transmissionen


 

 

Redaktionen / 268.01.2007

Bliv medlem

Hvis du synes ABAforum.dk er brugbart, så meld dig ind i ABA-foreningen. På den måde er du med til at støtte det fortsatte arbejde med at opdatere og videreudvikle websitet, og får adgang til masser af yderligere materiale. Bliv medlem