Børn med autisme får ringe hjælp i København

DR København bragte onsdag den 14. maj flere indslag om den nystiftede forening »ABA-forældre i København«:

Der bliver flere og flere børn med autisme i et tempo, Københavns Kommune tilsyneladende slet ikke kan følge med i.

En gruppe forældre til børn med autisme har netop stiftet en ny forening, der vil gøre opmærksom på den enten helt manglende eller for dårlige behandling, deres børn tilbydes.

På ti år er antallet af børn med autisme i kommunen blevet ti-doblet, en tendens, der er den samme på både lands- og på verdensplan.

I følge Joi Bay, der er med i den nye forening, er det under halvdelen af de diagnosticerede børn med autisme, der får en målrettet pædagogisk støtte i Københavns kommune.

Og de af børnene, der får støtte, får for lidt af den siger han:

– Hvis vi taler om førskolebørnene, så er en del af dem placeret i almindelige børnehaver med begrænset pædagogisk støtte, altså en støttepædagog. Men i Københavns kommune er der nogle regler om, at man kun kan få op til halvtids støttepædagog, og det er simpelthen for lidt til langt de fleste børn med autisme, som har brug for en tæt, stabil og intensiv voksenkontakt, for at de kan klare sig i miljøer med mange børn, megen støj og mange forskellige indtryk i løbet af dagen.

Den nye forening bærer navnet »ABA-forældre i København«. ABA er den internationale forkortelse for begrebet »anvendt adfærdsanalyse«, som er en behandlingsmetode.

Foreningen er en lokalafdeling af den landsdækkende ABA-foreningen. Joi Bay er formand for begge foreninger.

Læs mere om
ABA-forældre i København
ABA-foreningen

Se også

Rapport om kritisable behandlingsforhold for børn med autisme i Københavns Kommune

Kilde: DR København (14. maj 2003)

Redaktionen / 19.05.2003