ONTARIO, CANADA

ABA-center åbner i Berrie

I byen Berrie i den canadiske provins Ontario er der åbnet et privat ABA-center, Achimota Centre for Children with Autism. Centeret er blevet oprettet af to familier til børn med autisme. En af forældrene fortæller, at deres 6-årige søn tidligere har deltaget i provinsens regulære ABA-behandlingsprogram, men at dette program afsluttes, når børnene fylder 6 år og forventes at skulle starte i skole. Når børnene når skolealderen, overgår ansvaret for behandlingen fra The Ministry of Community and Social Services til skolesystemet, men forældrene synes ikke, at skolesystemet kunne tilbyde en behandling, der var intensiv nok til deres børn. Derfor har de stiftet Achimota Centre for Children with Autism.

Forældrene har søgt om støtte til centeret fra The Ministry of Community and Social Services men har fået afslag. Centeret består indtil videre af et fællesrum og seks mindre træningsrum beregnet til 1:1-træning. Der er også fysioterapeutiske faciliteter til arbejde med fin- og grovmotorik. For øjeblikket finansieres centeret af de to familier, men de søger nu efter andre børn, der kan blive tilknyttet centeret.

Kilde: The Advance (20. september 2002)

Joi Bay / 30.10.2002