LONG ISLAND, NEW YORK, USA

Forældre indretter ny ABA-skole

18 familier fra Long Island, der er en del af byen New York, har brugt sommeren på at istandsætte de nye lokaler til deres ABA-skole, Ascent. Skolen har måttet flytte til nye lokaler, som er blevet istandsat for næsten 1 mio. US$, der er blevet doneret i form af arbejdskraft, materialer og rådgivning fra lokale byggefirmaer. Den 5. September kunne de 18 børn med autisme starte i den 1200 m2-store, nyindrettede skolebygning på Grand Boulevard.

Den nye skolebygning har fire store klasseværelser, mødelokaler, køkken og badefaciliteter, hvor børnene træner dagligdags færdigheder, samt indendørs idrætsfaciliteter. Skolen er normeret til 24 elever i alderen 3 til 21 år, og har en lærer-elev ratio på 1:1. 60% af udgifterne til at drive skolen bliver dækket af statslige midler, mens resten – 700.000 US$ (5,4 mill DKK) – kommer fra private midler og fundraising.

Nancy Shamow, som er skoleleder, fortæller at skolens lærere har et noget specielt arbejde. Børnene er kun i skolen 5½ time om dagen – året rundt – men lærerne underviser også børnene hjemme. En lærer kan f.eks. starte sin arbejdsdag kl. 6 om morgenen hjemme hos en elev, der skal lære at vaske sig, klæde sig på, spise morgenmad, sige farvel og stige på skolebussen. Og om aftenen er der lærere, som hjemme hos børnene træner dem i at gå i seng. Hvis et barn har svært ved at sidde i en frisørstol, så vil lærerne træne hårklipning med barnet og ledsage barnet – sammen med dets forældre – til frisøren. »Børnene er her kun 5½ time om dagen, men autismen er der hele døgnet«, siger Dr. Shamow.

Ascent-skolen er oprindelig oprettet af forældrene selv. De var 10 familier til børn med autisme, som gik sammen og ansatte skolelederen, Dr. Shamow, som er ekspert i autisme og anvendt adfærdsanalyse. I starten fungerede skolen i børnenes hjem, men har siden haft til huse i flere forskellige bygninger på Long Island. Flere af de senere tilkomne familier er flyttet til Long Island fra andre dele af New York for at gøre det praktisk muligt for deres barn at gå i netop Ascent-skolen.

Kilde: New York Times (15. september 2002, Late Edition)

Joi Bay / 16.09.2002