CALIFORNIEN, USA

10-årig dreng får bevilget privat ABA-skolegang

I USA er første ankeinstans om behandling for børn med handicap en såkaldt Impartial Hearing Officer (IHO, dvs. en upartisk vurderingsinstans). Hvis forældrene er utilfredse med den individuelle behandlingsplan, som alle skoledistrikter skal udarbejde i et samarbejde med forældrene, kan de indbringe uenighederne for IHO. En sådan sag fra San Lorenzo Valley Unified School District i Californien er endt med, at skoledistriktet er blevet beordret til at betale for behandling af en 10-årig dreng med autisme på en privat ABA-skole.

Forhistorien er den, at i 2001 undlod skoledistriktet at tilbyde en integrationsplan og en integrationsmedarbejder (dvs. en specialiseret støttepædagog) for drengen; en plan og en støttepædagog, som var nødvendige for at han kunne integreres i en almindelig skole. Heller ikke i sommerferien år 2001 blev der stillet denne type af hjælp til rådighed for drengen. I skoleåret 2001-02 blev der afholdt et møde om fastlæggelse af drengens individuelle behandlingsplan (Individualized Education Program), men der skulle gå et halv år, inden skoledistriktet tilbød drengen en plads. Både undladelsen af at sørge for en støttepædagog til integration af drengen i skolesystemet og det manglende behandlingstilbud udgør – i følge afgørelsen fra IHO – en overtrædelse af handicaplovgivningen, som kræver at behandling skal igangsættes »så snart som muligt« efter udarbejdelsen af en individuel behandlingsplan.

Skoledistriktet havde tilbudt drengen en plads i en specialklasse, men dette tilbud blev af IHO vurderet som utilstrækkeligt, fordi det kun indbefattede 4 timers ABA-supervision om måneden. Det blev derimod vurderet, at den private ABA-skole, som forældrene havde foreslået, var det eneste behandlingstilbud, som kunne modsvare drengens særlige behov, og det blev derfor afgjort, at skoledistriktet skal betale for placeringen i den private ABA-skole for hele skoleåret 2002-03. Desuden blev skoledistriktet beordret til at sørge for supplerende hjælp til integration af drengen i lokalsamfundet, og der skal således også tilbydes en kvalificeret integrations-pædagog til drengen.

Kilde: The Special Educator, Vol. 18, No. 5 (25. September 2002)

Joi Bay / 26.09.2002