NEW BRUNSWICK, CANADA

Demonstration til fordel for ABA-behandling

I den lille canadiske provins New Brunswick blev der lørdag den 19. oktober demonstreret foran provinsens parlament i Fredericton. Anledningen var utilfredshed med de manglende behandlingsmuligheder for børn med autisme. Demonstrationen havde samlet et halvt hundrede deltagere; de fleste forældre til børn med autisme, og mange af dem bar skilte med deres barns navn og billede.

»Vi protesterer, fordi regeringen ikke har igangsat initiativer til behandling af børn med autisme«, fortalte en af forældrene, Harold Doherty. »Det har også været frustrerende for forældrene, at den regeringsrapport om autisme, som blev offentliggjort sidste år, endnu ikke har fået politiske konsekvenser. Der er mange dygtige fagfolk, som arbejder med autistiske børn«, fortsatte Harold Doherty, »men de mangler ressourcer. En effektiv behandling baseret på anvendt adfærdsanalyse forudsætter mellem 25 og 40 timers intensiv træning om ugen, men vores børn får maksimalt 1 time om ugen«, sluttede Harold Doherty.

Kilde: The Canadian Press, Atlantic Regional News (20. oktober 2002)

Joi Bay / 23.10.2002