NEW JERSEY, USA

Forslag om at lade forsikringer betale for ABA-behandling

I staten New Jersey har statens Banking and Insurance Committee foreslået, at ABA-behandling fremover skal finansieres af forsikringsselskaberne. Forudsætningen skal være, at behandlingen er foreskrevet af en læge og behandlingstilbuddet skal kun omfatte børn med diagnoser inden for det autistiske spektrum.      

En af forslagsstillerne, Anthony Impreveduto, fortæller: »Der er ingen helbredelsesmuligheder for autisme, men der er gode behandlingsmuligheder. Forskning har vist, at små børn med autisme kan gøre dramatiske fremskridt i kraft af intensive behandlingsprogrammer. Men disse programmer forudsætter meget dyr en-til-en træning udført af kvalificerede pædagoger«.

Ifølge forslaget skal forsikringen dække fysioterapi, talepædagogik, ergoterapi og anvendt adfærdsanalyse. De personer, som vil være dækket af forsikringen, omfatter personer med kollektive sygeforsikringer samt personer dækket af statens Health Benefits Program. Udbredelsen af autisme hos børn i staten New Jersey er vokset fra 1 per 10.000 i 1989 til 1 per 500 i 1999. I visse dele af New Jersey er så mange som 1 per 250 børn ramt af autisme.

Som begrundelse for forslaget angiver Anthony Impreveduto: »Forældre vil gøre alt for at hjælpe deres børn med autisme, men for ofte strander deres forsøg på økonomiske begrænsninger«.

Kilde: The Secaucus Reporter (27. oktober 2002)

Joi Bay / 01.11.2002