ONTARIO, CANADA

Regering investerer millioner i ABA-behandling

Regeringen i den canadiske provins Ontario har annonceret, at den i løbet af de næste år vil investere yderligere 58.6 mio. CAD (ca. 271 mio. DKK) i ABA-behandling af børn med autisme. I alt vil udgifterne til ABA-behandling i 2006/07 løbe op til næsten 100 mill CAD (462 mio. DKK). Familie- og børneministeren, Brenda Elliott, siger: »Forskning fortæller os, at intensiv adfærdsbehandling fungerer bedst, når den gives til børn i en ung alder. Ontario er den førende provins i Canada, når det gælder behandling for autisme hos børn, og vi vil fastholde denne position ved en fordobling af investeringen i autismebehandling, således at børn kan få den hjælp, de har brug for. Vi erkender også at familier og børn har brug for en langsigtet hjælp. Vi vil investere 19 mio. CAD i et nyt program for ældre børn med autisme, således at de kan udvikle sig i overgangen til skolesystemet«.

Det er desuden bestemt, at Undervisningsministeriet skal udvikle et Autism Program Standards i skoleåret 2003-04, og at lærere skal efteruddannes i nye tilgange til uddannelse af børn med autisme.

Baggrunden for de øgede bevillinger til autismebehandling i Ontario er en udbredt utilfredshed med de lange ventelister til ABA-behandling. I Ontario står ca. 900 børn i alderen mellem 2 og 5 år på ventelisten, og hvis de når at blive seks år, mister de retten til statsfinansieret behandling (se Mangel på ABA-behandlingspladser og Krav om betaling for ABA-behandling rejses politisk). I følge medlem af parlamentet Shelly Martel, som er oppositionens sundhedsordfører, når i hundredvis af børn for øjeblikket at blive seks, uden at have fået del i behandlingstilbuddet.

Regeringens intentioner om at øge bevillingerne til den tidlige ABA-indsats vil kunne reducere ventelisterne, men sandsynligvis ikke stille forældre, hvis børn aldrig har fået ABA-behandling eller hvis børn har brug for fortsat ABA-behandling i skolealderen, tilfredse.

Kilde: Canada NewsWire, 18. november 2002



Joi Bay / 19.11.2002