NORDIRLAND

Popstjerne støtter indsamling til ABA-skole

Tidligere medlem af det irske drengeband Boyzone - Keith Duffy - deltager senere på måneden i en støttefest for børn med autisme, som afholdes i Belfast City Hall. Formålet med festen er at skaffe penge til ABA-behandling af børn med autisme. Keith Duffy er selv far til en 2-årig pige med autisme: »Jeg ved, at børn med autisme som min Mia kan få bedre livskvalitet hvis de modtager denne form for terapi. Mia blev diagnosticeret for otte måneder siden. Hun er nu skrevet op til en ABA-skole i Dublin, hvor hun vil modtage intensiv en-til-en behandling. Men jeg ved, at der ikke findes tilsvarende skoler i Nordirland, og jeg er meget opsat på at hjælpe familier i Nordirland til at få adgang til denne type af hjælp. Det er vigtigt, at sundhedsmyndighederne i Nordirland bliver opmærksomme på autistiske børns situation.«

Forældre og professionelle i Nordirland har i fællesskab dannet en forening, Parents and Professionals in Autism, og det er denne forening, som er arrangør af støttefesten. Ud over Keith Duffy vil en række nordirske personligheder deltage: The Hole in the Wall Gang, May McFettridge og John Daly.

Kilde: Belfast Telegraph (7. november 2002)

Joi Bay / 08.11.2002