NEWFOUNDLAND, CANADA

Ventetid til ABA-behandling er brud på basale rettigheder

Menneskerettighedskommissionen i den canadiske provins Newfoundland har afgjort, at ventelisterne for ABA-behandling til børn med autisme skal afskaffes. Afgørelsen kommer efter at Gloria Sparkes i sommeren 2002 klagede til kommissionen over, at hendes barnebarn, Brandon Sparkes, måtte vente et år på at få plads i provinsens ABA-behandlingsprogram (se Bedsteforældre anlægger sag om diskrimination pga. forsinket ABA-behandling). Brandon blev diagnosticeret for autisme i efteråret 2000, men måtte vente i mere end et år på at få plads i provinsens ABA-program. I mellemtiden måtte bedsteforældrene selv betale for drengens ABA-behandling, og de forlangte at få erstattet deres udgifter til den privatfinansierede behandling. Menneskerettighedskommissionen, der er en domstolslignende institution til overvågning af borgernes basale rettigheder, har behandlet sagen, fordi Gloria Sparkes har hævdet at ventelisten betød, at hendes barnebarn blev diskrimineret. I følge den canadiske lov, Charter of Rights and Freedoms, er diskrimination på baggrund af køn, alder, etnicitet, race, religioin samt handicap en lovovertrædelse. Menneskerettighedskommissionen, Human Rights Commission, har til opgave at overvåge denne lovgivning.

I en udtalelse fra menneskerettighedskommissionen hedder det, at »Brandon blev sat på venteliste i et år selv om det er tydeligt at tidlig intervention er afgørende«. Afgørelsen indebærer, at Department of Health and Community Services må sørge for et tilstrækkeligt antal pladser i ABA-behandlingsprogrammer for alle børn med autisme i provinsen. Der er for øjeblikket ca. 15 børn på ventelisten. En repræsentant for menneskerettighedskommissionen sagde desuden, at kendelsen indebærer, at regeringen ikke må løse ventelisteproblemerne ved at skære ned i behandlingsprogrammet: »Til udtalelser om, at en reduktion i behandlingsprogrammet for børn med autisme kan blive nødvendigt, hvis ventelisterne skal fjernes, ønsker kommissionen at gøre det klart, at denne kendelse indebærer, at det nuværende behandlingsprogram skal fortsætte i sit nuværende omfang«. Samtidig fastslår kommissionen at denne kendelse ikke betyder, at alle ventelister for medicinsk behandling er diskriminerende.

Selv om der er tale om principiel sejr for børn med autisme, har Brandons bedstemor med kendelsen ikke fået opfyldt sit krav om, at hendes udgifter til privatfinansieret ABA-behandling i ventetiden skal erstattes af Department of Health and Community Services. Menneskerettighedskommissionen tildelte kun CAD 3.000 til Gloria Sparks (ca. 14.000 DKK).

Department of Health and Community Services har nu 30 dage til at afgøre, om de vil følge menneskerettighedskommissionens kendelse eller anke sagen.

Pressemeddelelse om kommissionens kendelse er tilgængelig online:
http://www.gov.nf.ca/hrc/Press%20Releases/press.sparkes2.PDF


Kilde: Globe and Mail, 20. december 2002

Joi Bay / 21.12.2002