ONTARIO, CANADA

50 familier klager til menneskerettighedskommission over manglende autismebehandling

50 familier har i en koordineret aktion hver indsendt en klage til Ontario Human Rights Commission for at protestere mod provinsens manglende behandlingstilbud til børn med autisme, som er over seks år gamle. Klagerne hævder, at børn med autisme, som er over seks år gamle, systematisk bliver udsat for diskrimination, fordi de nægtes en medicinsk nødvendig behandling (se Kritik af investering i ABA-behandling).

»Vi er forfærdede over vores børn fremtidsudsigter« siger Sharon Gabison, som er en klagerne. »Uden behandling er vi bange for det elendige liv, vores børn må leve, når vi forældre engang er døde«. Forældrene siger, at anvendt adfærdsanalyse, som i Canada oftest kaldes intensiv adfærdsintervention (IBI for Intensive Behavioural Intervention), er den bedste behandling. Denne form for behandling tilbydes allerede nu af Ministry of Community, Family and Children’s Services i Ontario, men kun til børn under seks år gamle. Forældrene håber at menneskerettighedskommissionen vil pålægge regeringen at ændre sin politik på området.

Udgifterne til anvendt adfærdsanalyse er høje – fra CAD 25.000 til 50.000 om året (113.000-225.000 DKK) – men disse udgifter skal ses i sammenhæng med de langsigtede fordele, behandlingen giver. Cost-benefit-analyser af anvendt adfærdsanalyse viser, at provinsen på sigt vil kunne spare halvdelen af udgifterne til personer med autisme. I hele Canada skønnes de samlede autismeudgifter at beløbe sig til CAD 3 milliarder om året (13,5 milliarder DKK). Det nøjagtige antal personer med autisme kendes ikke, men man gætter på, at omkring 100.000 personer lider af autisme. I de seneste par år har der været en 60 procents stigning i antallet af personer med autisme i Canada. Det betyder at udgifterne vil vokse til svimlende højder, hvis der ikke sættes ind med tidlig intervention til alle børn med autisme uanset deres alder.

En talsmand for familieministeren siger, at regeringens politik på dette område nøje følger eksperters anbefalinger. »Forskning viser, at behandlingen fungerer bedst, når den gives til børn i en ung alder«, siger talsmanden.

Kilder: Toronto Star, 24. januar 2003
Canada NewsWire, 24. januar 2003.

Joi Bay / 25.01.2003