BATH, ENGLAND

Endnu en støttefest for ABA-behandling

I byen Bath i det sydlige England er der blandt forældre til børn med autisme et meget aktivt ABA-miljø. Forældrene har for nylig oprettet den første FEAT-forening uden for Nordamerika (se Pressionsgruppe for tidlig og intensiv behandling), og nu arrangeres en støttefest til indsamling af penge til ABA-behandling.

Det er forældrene til den fire-årige Harry Bradshaw, Fraser og Fenella, som arrangerer en fest til fordel for deres søns fortsatte ABA-behandling. Festen, som finder sted i Guildhall’s Banqueting Room den 25. januar, består af en champagne-velkomst, levende musik, en fire-retters middag, en auktion samt dans. Prisen er UK£ 40 (ca. 450 DKK) per kuvert.

Fenella Bradshaw fortæller, at Harry allerede er i hjemmebehandling, men at familien har problemer med at finansiere den fortsatte behandling selv. Derfor har det været nødvendigt at arrangere denne støttefest. Hun fortæller også, at det er vigtigt at behandlingen sættes ind i så ung en alder som mulig, og at hun regner med, at han som følge af ABA-behandlingen med tiden vil blive i stand til at gå i en almindelig skole.

Kilde: The Bath Chronicle, 6. januar 2003

Joi Bay / 07.01.2003